Egentlig havde jeg tænkt, at jeg ikke burde skrive noget om Folketingets nu tilbagetrukne virale kampagnefilm "Voteman" (nu har jeg trods alt ikke skrevet på den her blog i halvandet år og det virker underligt at vende tilbage og i første omgang at skrive om noget så småt). Den virale kampagne er på mange måder opmærksomhedsøkonomiens tydeligeste element. Dens værdi måles udelukkende på mængden af opmærksomhed, den får - hvis man ikke er 'på', eksisterer man ikke - og den producerer i sig selv kun gennem andres arbejde med at omtale den. Som virus fungerer den netop gennem at inficere celler, den benytter til at reproducere sig selv. Den virale kampagne reproducerer ofte sig selv stærkest gennem at blive udsat for kritik - at nogen kan blive pisset af over den er dens mål, det der skaber dens værdi, og derfor arbejder den oftest med en ekstrem symbolik, som den forventer virker stødende nok på nogen til at de reagerer og giver den kritisk opmærksomhed. Jeg ved ikke om den bedste løsning på sådan en virus er at lade som om man er immun og lade den forbigå offentlig opmærksomhed, men det var nu hvad jeg tænkte. Når jeg alligevel gør det, så er anledningen en analyse, som Lilian Munk Rösing havde i Politiken d. 15. maj. Normalt elsker jeg Munk Rösings analyser (og måske er der ligefrem tale om en grad af 'fadermord' her...), men den her mener jeg, hun har fået reelt galt i halsen - eller i hvert fald ikke fået fulgt til dørs.

Munk Rösing påpeger, at Votemanfiguren i freudiansk-lacanianske termer er 'urfaderen' og at den overdrevne - og dermed ironiske - vold og sex, der udfoldes i filmen, har funktionen at etablere denne figur. 'Urfaderen' er klassisk figuren, der har ubegrænset adgang til at sikre sin egen vilje og nydelse uden hensynstagen og på den anden side af 'Loven', og det er således "[i]kke for at forherlige vold eller promovere kvinden som sexslave, men for at etablere Voteman som (parodi på en) urfader", at figuren etableres på denne måde. Munk Rösing påpeger, at Voteman er den primale far, der tilkaldes, "når Lovens pæne far ikke længere kommer nogen vegne". Man kunne til dette føje, at Voteman i filmen netop ikke selv stemmer, men tvinger andre til det - han er således ikke en rollemodel (som kampagnen med kendte op til det seneste folketingsvalg optegnede f.eks. Simon Kvamm), men netop placeret på den anden side af 'Loven' som den ekstra-legale vold, der tvinger systemets vilje igennem. Så langt er jeg enig med analysen, der netop er en rigtig fin 'tekst-intern' læsning af videoen på dens egne præmisser, men en tekstanalyse bør vel ikke (nødvendigvis) stoppe her? Det gør Munk Rösings heller ikke helt og det er her min uenighed kommer frem.

Det allermest simple faktum omkring Votemanfilmen er, at den har en funktion: den skal få folk til at stemme. Det er således i lystet af dette budskab og denne funktion, hele filmen må analyseres. For mig er det primære problem ikke den ironiske brug af vold og sex (selvom jeg synes, den er et problem), men det politikbillede som filmen og Munk Rösing i analysen fremmer: "Og det peger på et problem i Demokratiet: Hvor er sanktionen, hvormed vi kan sikre, at borgeren opfylder sin borgerpligt, når det ikke er med vold og tvang? Tja, hvorfor egentlig ikke med humor?" Problemet for mig er netop, at afsenderen mener, at stemmeafgivelse er en borgerpligt - at det at stemme i sig selv er meningsfuldt. Selve stemmeafgivelsen bliver en symbolsk handling, der tjener som dække over et langt mere fundamentalt traume i 'Demokratiet'. Votemans traume - som Munk Rösing påpeger - er, at han ikke føler, at han har indflydelse på samfundet (konkret i filmen klimaregulation, landbrugssubsidier og mængden af kanel i kanelsnegle). I filmens univers er denne manglende indflydelse et resultat af, at han engang glemte at stemme til et Europaparlamentsvalg. Det er på grund af dette traume, han har omdannet sig selv til 'urfaderen'. Men vel at mærke en 'urfader', der er systemopretholdende, da filmens budskab er, at man ved at stemme kan få indflydelse og således hele traumet bestående af følelsen af manglende indflydelse. I Munk Rösings analyse træder videoen altså i stedet for vold og tvang. Den træder ind, da 'faderrollen' ikke kan beskytte os mod det selvpåførte traume og inden for sin symbolske orden kan overtale os til at stemme. Men er traumet virkelig selvpåført eller stemmer folk netop ikke, fordi de ikke føler en indflydelse gennem at stemme?

Den hipsterironiske påkaldelse af urfaderen (givet, bedre som humor end som vold) som forsøg på at rette op på faderrollens impotens er en form for blind medicinering med Viagra. 'Demokratiet' ses som noget, der kun fungerer gennem brutal flirt og engangsknald i stemmeboksen. Men jeg er ret sikker på, at det er Munk Rösing selv, der i Kønnets katekismus skriver noget i stil med, at vi først kan begynde at tænke sex anderledes, når vi kan tænke sex uden erektion (undskyld Lilian, jeg kan ikke finde mit eksemplar og slå det efter, men jeg håber, jeg referer dig rimeligt). Overført: vi kan først begynde at tænke 'demokratiet' anderledes, når vi kan tænke 'Demokrati' uden stemmeafgivelse - eller måske endnu mere præcist: det er først, når vi kan tænke demokrati uden urfaderen, at vi virkelig kan begynde at leve demokratisk. Den ironiske påkaldelse af urfaderen peger ikke bare på et problem i 'Demokraitet', den er er selv en del af den krise, som den rigtig nok påpeger, En tænkning, der anser borgernes manglende lyst til at stemme, som noget, der skal 'ordnes' gennem påkaldelse af urfaderen.

Et andet element, jeg mener er nødvendigt i analysen af videoen er, hvad det betyder for udsagnet og symbolikken, at det er Folketinget, der er afsenderen af videoen og benytter sig af denne 'ironiske' sex og vold. Hvis vi skal forstå Munk Rösings analyse (og på det her punkt er jeg enig), så skal vi se videoen som Folketingets (substitut for den) ekstra-legale vold - den urfaderlige vold, der optæder, når Loven må overtrædes for at fastholde ordenen. Videoen er altså at forstå som symbolsk vold i en 'undtagelsestilstand'. Dens 'ekstreme' sprog har netop sin berettigelse i behovet for at overtræde 'Loven' på grund af, at systemet ikke kan opretholde sig selv, hvis folk ikke stemmer. Det udgør en stor forskel i tekstanalysen, når den ironiske påkaldelse af urfaderen udsiges af faderrollen som en undtagelsesvold, og ikke fra en anden position som en kritik af hvad der gemmer sig bag faderrollen.

Hvad betyder det for mulighed for modstand mod og kritik af 'Faderen', når denne benytter sig af en billedpolitisk ironi som magtredskab? I Munk Rösings analyse bliver kritikken af videoen netop meget nemt reduceret som manglende humor og altså som noget, der, netop fordi den svarer 'alvorligt' på ironien, ikke skal tages alvorlig. Ironisk humor er et virkelig farligt magtmiddel, der reducerer f.eks. 'den feministiske kiljoy' og dennes kritik, som noget der pr definition overreagerer og ikke kan se det sjove (om dette begreb se f.eks. Liv Nimand Duvås interview med Sarah Ahmed i visAvis). Faderfiguren, der gemmer sin egentlig urfaderlige vold bag en symbolsk ironiserende påkaldelse af denne, er virkelig svær at trække sig tilbage fra og kritisere. Krænkeren, der fungerer gennem sjofelhedder og insinueringer og som svarer tilbage på kritik med, at det er 'god værkstedshumor', er naturligvis at foretrække frem for voldtægtsmanden, men ikke nødvendigvis mindre undertrykkende og ofte langt sværere at tage et opgør med. Det er nemt at lave grin med Anders Samuelsens bornerte kommentar om sex og vold som plat. Men det er også problematisk, at gøre det her til et spørgsmål om smag. Når nogen siger, de bliver stødt eller såret over det, man selv ikke forstår er sårende, så tænker jeg, der er almindelig god stil, at tage det alvorligt og ikke føle sig angrebet over, at man ikke selv ser det, man har gjort som sårende og at ens egen nydelse bliver saboteret på den måde. Munk Rösings indledende kommentar omkring, at det "ikke var mange timer, jeg fik lov til at dø af grin over videoen", indikerer netop sådan en forurettethed over, at der er nogen, der vil tage hendes nydelse fra hende.

Grundudsagnet, at 'Demokratiets' traume - følelsen af manglende mulighed for indflydelse - kan løses gennem stemmeafgivelse, er problematisk. Dels i dets diagnose, at følelsen af manglende indflydelse kommer fra ikke at stemme, og ikke er et større problem for 'Demokratiet' eller mere præcist 'den repræsentative parlamentarisme', at folk ikke stemmer, netop fordi de ikke føler, det giver mening (eller som i mit tilfæde i forhold til Europaparlamentsvalget ikke føler, der er mulighed for at stemme på nogen, jeg kan se rimeligvis repræsenterer mine holdninger i denne sammenhæng). Dels i dets forståelse af mulighederne for indflydelse - hvis vi stemmer, har vi fået indflydelse og så er traumet helet, men er der ikke andre muligheder for indflydelse? Er f.eks. protesterne og folkeplenumerne, som vi ser i Bosnien nu, ikke netop udtryk for en eksperimentering med demokrati, der bryder med faderrollens nationalistiske orden og den her ikke så fjerne 'urfaderlige vold'? Og er der ikke her eksempler på, at indflydelse netop sagtens kan skabes uden stemmeafgivelse i den repræsentative parlamentarisme?

Men selv hvis vi accepterer, at det er meningsfuldt i sig selv at stemme (og hvorfor ikke søge indflydelse på alle måder, man kan, selv den mest håbløse måde gennem stemmeafgivelse?) og at det er meningsfuldt at påkalde urfaderen for at sikre dette, så er det ikke ligegyldigt på hvilken måde dette gøres. Urfaderen er netop ikke en konkret figur, men et fantasme der tager forskellige former. Derfor er det ikke ligemeget, hvilken repræsentation denne figur påkaldes i. Givet, det er den simpleste, mest genkendelige og mest tidsbesparende repræsentation, som er valgt i Votemanfilmen - der som nævnt netop har sin funktionsmåde gennem at få simpel opmærksomhed. Urfaderen får sin nydelse gennem (fantasiløs) pornosex og simpel brutal vold, ved at være (en igen fantasiløs) opfyldelse af den nydelse vi undertrykker i os selv. Hermed bliver der dels skabt et billede af urfaderen, men dels også skabt et billede af vores undertrykte lyst - om denne er præcis eller ej, så reproducerer den stadig billedet af vores lystfuldendthed som brutal over for andre.

Til illustration af, at urfaderen ikke er en simpel repræsentation: En helt anden måde at påkalde denne figur på, med samme formål om at sikre stemmeafgivelse til Europaparlamentsvalget, kan vi se i kampagnen #NeverForgetToVote. I denne kampagnefilm er den påkaldte urfader ikke en hyggeironisk lystfuldendthed, men den reelt skræmmende urfader, Rudolf Höss, kommandanten af Auschwitz. Jeg er stadig ikke sikker på, hvorvidt jeg vil stemme til det kommende valg, men den her video er unægteligt et noget mere vægtigt argument for at gøre det.