Diskussionen om indførsel af en europæisk skat på finansielle transaktioner også kaldet en tobin-skat er på ny blusset op i Europa. Det samme gælder det traditionelle hykleri op til EU-valget.
Det vurderes, at en skat på finansielle transaktioner på mellem 0,1 og 0,01 procent potentielt vil kunne indbringe et provenu på cirka 260 milliarder kroner for de deltagende lande. Penge, der fx kunne bruges til at hjælpe udviklingslandene eller bruges til at afværge de hastige klimaforandringer.
En finansskat kan altså, hvis den vel og mærke udformes på den rigtige måde, være et vigtigt og progressivt skridt i retning af at begrænse finanssektoren og spekulanternes ødelæggende hærgen og oveni købet samtidig være med til at sikre midler til både klima og udvikling i verdens fattigste lande.
Desværre er Danmark ikke blandt de 11 EU-lande, der i øjeblikket forhandler om den konkrete udformning for en europæisk finansskat. Det skyldes som bekendt, at den danske regering sammen med den borgerlige fløj hårdhændet har modsat sig ideen om danske deltagelse i en europæisk finansskat.
Det var derfor også en kende overraskende, da spidskandidat til EU-valget for SF, Magrete Auken i sin blog på Berlingske pludselig proklamerede sin ubestridte støtte dansk deltagelse i en europæisk finansskat og stillede sig komplet uforstående overfor det faktum, at den danske regering endnu ikke havde meldt sig på banen. I sin blog skriver hun bl.a.
”Finansskatten har opbakning fra en række konservative regeringer og Europa-Kommission – samt et stort antal eksperter og et flertal af EU’s borgere. Hvorfor i alverden står den danske centrumvenstre regering stadig på perronen og venter?”
Jeg må give Magrete Auken fuldstændig ret i, at det er et mysterium, at Danmark endnu ikke er at finde blandt de 11 lande, der i øjeblikket forhandler om rammerne for en finansskat. For det er nu, der er mulighed for at præge, hvordan skatten skal udformes, samt hvor provenuet skal gå til. Hvad der imidlertid er en lige så stor gåde er, at Magrete Auken ikke kan se hykleriet i hendes egne skriverier.
For SF, der indtil fornyelig var del af regeringen, har selv modarbejdet ideen om en finansskat på europæisk plan. SF stemte således imod, da Enhedslisten i Folketinget i maj sidste år foreslog, at den danske regering skulle arbejde for en finansskat omfattende flest mulige lande og støtte det igangværende initiativ på EU-plan. Daværende finansordfører for SF, Lisbeth Bech Poulsen forklarede dengang partiets modstand mod forslaget med, at ”SF støtter regeringens afventende position”.
Forklaringen på hvorfor den danske regering har været fodslæbende i denne sag, bør Auken derfor bl.a. finde hos sine egne partikammerater på Christiansborg.
Giv os troværdigheden tilbage i dansk politik
Desværre er Magrete Auken ikke den eneste, der op til EU-valget har travlt med at løbe fra sit eget partis poliiitik.
Det er mere eller mindre blevet en fast tradition, at folketingets partier op til et EU-valg har travlt med at distancere sig fra den politik de, de seneste år har ført i Folketinget. Man forsøger således hårdnakket at skabe et billede af, at politikken, der føres i EU-Parlamentet kan anskues fuldstændigt isoleret fra den politik, man fører i Folketinget.
Vi ser det når, der bliver kaldt til kamp mod bankernes grådige adfærd, men der samtidig i Folketinget bliver stemt for den ene bankpakke efter den anden.
Vi ser det når retorikken overfor skattelyene i EU skærpes, men der i Folketinget stemmes for et salg af DONG til Goldman Sachs via skattelyet Luxembourg.
Og vi ser det når der erklæres modstand mod, at EU skal blande sig i de danske velfærdsydelser, men der i Folketinget forsat bakkes op om regeringens knæfald for EU.
Som modvægt til denne utroværdige adfærd, er der behov for en folkelig bevægelse, der ikke bare siger, hvad de tror vælgerne vil høre, men rent faktisk er villige til at sætte handling bag de mange flotte ord. En bevægelse med fødderne plantet solidt på jorden, klare principper og modet til at turde stå ved sine beslutninger og holdninger. En bevægelse, som ikke er til salg for ministerbiler eller flotte løfter fra EU-eliten. En bevægelse, der vil kæmpe for velfærd og demokrati i Danmark og Europa.
Netop sådan en bevægelse er Folkebevægelsen mod EU. Ønsker du derfor en progressiv konsistent politik uden tom retorik og slinger i valsen, så skal du sætte dit kryds ved Folkebevægelsen d. 25. maj.