Det er næsten lige så forudsigeligt som Corydons angreb. Og det kommer, hver gang Enhedslisten har indgået, eller ikke indgået, et forlig med selvsamme personage.
Jeg tænker ikke på socialdemokraterne og SF’erne. Og heller ikke på fagbureaukraterne. Eller de borgerlige blade. Reaktionerne derfra er ikke bare forudsigelige, de er også kedelige.
Jeg tænker på diskussionen blandt Enhedslistens aktivister: Diskussionen om, hvornår Enhedslisten “hiver tæppet væk” under den forbandede regering.
Ikke fordi der mangler grunde til at vælte regeringen. Der er rigtigt mange grunde – fx at de fører den stikmodsatte politik af den, som var grunden til, at folk stemte på dem i sin tid.
Og der er næsten lige så mange grunde til at lade være – fx at uanset om regeringen vinder eller taber næste valg (og det sidste er nok stadigvæk mest sandsynligt), så vil politikken på Christiansborg fortsætte stort set uændret.
Diskussionerne er såmænd interessante nok. Hvis de foregik med naboen, på arbejdspladsen osv., så ville de være både spændende og udviklende. Men de foregår på den yderste venstrefløj – og der bliver lagt rigtigt meget energi i dem fra fortalerne for begge synspunkter.
Diskussionen er sådan en slags venstrefløjs-variant af fodbold-reportagerne i aviser og TV: Hundredtusinder af mennesker, der på sikker distance diskuterer, om de 22 spillere har haft den rigtige taktik. Overspillet deres kort eller ikke slået til, da de havde chancen.
Men stop engang: Det er ikke en fodboldkamp. Spillerne spiller ikke bare om en mere eller mindre symbolsk belønning. Taberne risikerer ikke bare at blive sat af holdet. Eller blive buh’et ad de næste par dage nede på bodegaen.
Vi andre er ikke bare tilskuere eller passive kommentatorer. Vi er dem, det hele handler om – det er vores nutid og fremtid, vore børns fremtid, vores samfund, der bliver spillet om.
Alligevel diskuteres der i Enhedslisten Facebook-grupper og afdelinger energisk og passioneret om, hvordan de 12 parlamentarikere skal handle.
De mange hundredtusinder af mennesker, der har stemt på EL, eller på S og SF, forventes at forholde sig passive. I hvert fald fylder deres mulige handlinger stort set intet i diskussionerne.
Lad os prøve at forholde os til nøgternt til diskussionen.
Den handler som sagt om vores nutid og fremtid. Og det fælles udgangspunkt, ikke bare for EL-vælgere, men også for de fleste S-SF-vælgere er, at vi har en lorte-regering (nogle vil bruge mere diplomatiske ord, men indholdet er der kun få, der vil anfægte).
Hvad vil der ske, hvis EL’s 12 mandater vælter regeringen, og der bliver udskrevet valg?
(Her kører diskussionen så normalt ud på et sidespor, som handler om, om det er parlamentarisk muligt for EL’s 12 mandater at vælte en regering i et folketing, hvor alle andre er enige om, at der skal føres angrebs-politik i stil med den nuværende. Lad den ligge. Som regel kommer diskussionen tilbage på “hoved-sporet”.)
Så: Hvad vil der ske, hvis EL’s 12 mandater vælter regeringen, og der bliver udskrevet valg?
Vi vil igen få en lorte-regering – enten den samme eller, mere sandsynligt, en anden.
Hvad vil der ske, hvis EL lader være med at vælte den? Vi har fortsat en lorte-regering.
Det kunne se ud, som om resultatet ikke helt berettiger den passionerede diskussion.
Og kigger man ud over Europa de seneste år, så bekræftes det af, at der ikke er den store forskel på krise-politikken, uanset om det er borgerlige eller socialdemokrater, der sidder på taburetterne.
Men hov, er der da ikke forskel på en borgerlig og en socialdemokratisk ledet regering?
“Nej,” siger dem, der vil vælte regeringen, “faktisk så er socialdemokrater og SF’ere – og fagbevægelsen – bedre, når S-SF er i opposition!” Og vi husker alle sammen velfærds-protesterne i 2006-7.
Regerings-vælterne glemmer så bare, at budskabet fra S-SF, når de er i opposition, er: “Ned med den borgerlige regering! S-SF til magten!” Og så er vi tilbage ved udgangspunktet.
Fortalerne for ikke at vælte regeringen er mere sofistikerede: “En socialdemokratisk regering er nemmere at presse!” Og: “Hvis vi vælter en S-SF-regering, vil vælgerne straffe os.”
Nu vil straffen måske være begrænset, hvis EL lader en regering falde, fordi man nægter at støtte dens angrebs-politik. Og her plejer begge parter at være enige – sådan i princippet i hvert fald. Diskussionen er som regel mere “overordnet” – om man skal gå efter at vælte regeringen.
Så hvad med det første argument om, at en S-SF-regering er nemmere at presse?
Desværre kommer diskussionen næsten aldrig til kernen af lige netop det spørgsmål: Hvad skal vi presse med?
Det er lidt ærgerligt. Det forekommer mig at være betydeligt mere interessant at diskutere, hvad alle os andre kan gøre for at stoppe angrebs-politikken – end at diskutere om den skal gennemføres af den ene eller den anden lorte-regering.
For det er jo rigtigt, at en socialdemokratisk ledet regering er nemmere at presse - hvis vi har noget at presse med. Altså uden for Christiansborg.
Så længe vi overlader politikken til professionelle politikere, så er udfaldet sikkert som amen i kirken: Når det handler om noget vigtigt, så er det som oftest 12 stemmer mod 163 (vi glemmer lige de tilfælde, hvor EL er blevet lokket ind i “tvivlsomme” forlig ...).
Enhedslistens 12 mandater (eller måske 20, eller for den sags skyld 30, efter et valg) vil ikke ændre på den førte politik, som alle andre er grundlæggende enige om.
Angrebs-politikken kan kun stoppes, hvis de mange hundredtusinder, der kommenterer på indsatsen fra de 179, vender blikket den anden vej og begynder at diskutere med hinanden – om hvad vi kan gøre, sammen.
Et godt sted at starte ville være, hvis i det mindste EL’s 10.000 medlemmer begyndte at nedtone kommentator- og heppekors-disciplinerne. Hvis man i stedet begyndte at diskutere, hvad vi skal gøre på vores arbejdspladser, i vores fagforeninger, vores studie-organisationer osv.
Så ville man formentlig opdage, at styrke-forholdet er et helt andet end 12 mod 163. Som det fx var under dagpenge-kampen, hvor 70-80 pct. var imod regeringens politik. Eller de mange, der – moralsk – støttede lærerne under deres konflikt. Eller ...
Hvis centrum for diskussionerne var, hvordan vi kunne organisere bare en brøkdel af de mange, der er utilfredse med regeringen – ikke til at stemme, men til at handle – så ville det blive interessant.
Desværre ser det ud til at ligge et stykke fra den gængse tankegang i EL. Spørgsmålet er, hvor initiativet så skal komme fra?
For hvis vi ikke skal blive ved med at få tæsk af en lorte-regering (uanset farve), så er svaret på dét spørgsmål nøglen til at gøre noget ved det.
Styrkeforholdet mellem klasserne afgøres ikke af de 179 parlamentarikere. Vi er nødt til at opbygge en udenoms-parlamentarisk styrke, der kan matche den herskende klasses udenoms-parlamentariske magt, før vi kan gøre os håb om en anden politisk kurs.