For 45 år siden oplevede Mexico en af de værste massakrer i landets historie udført af regeringen. Studenteroprøret var også i ’68 nået til Mexico og førte til store demonstrationer og strejker på landets universiteter.

Den 2. oktober 1968 samledes over 10.000 studerende på De tre Kulturers Plads i Tlateloco i Mexico City for at kræve mere ytringsfrihed og autonomi på universiteterne.

Demonstrationen, der fandt sted ti dage før Mexico skulle være vært for OL – en milliardinvestering for landets regering – blev mødt med en voldsom repression fra politi og militær.

Øjenvidner på pladsen fortæller, at en lysbombe blev brugt som startsignal fra regeringen til militæret om at åbne ild mod massen af studerende.

De første skud kom efter sigende fra en helikopter, men snart blev der skudt mod mængden fra alle sider.

Folk flygtede væk fra pladsen og ind i de omkringliggende lejlighedskomplekser, og de blodigste timer af massakren fandt, ifølge øjenvidner, sted sent om aftenen og om natten, da militæret begyndte at beskyde og gennemsøge lejlighederne.

En officiel undersøgelse af massakren er først for få år siden blevet sat i værk, så dødstallene er ikke bekræftet, men de menes at ligge på mellem 3-400 personer, og antallet af anholdte på omkring 5.000.

Mellem 8-10.000 politi- og militærfolk deltog i massakren mod de studerende.

Onsdag den 2. oktober fandt den årlige mindedemonstration for massakren sted, og repressionen var igen i år omfattende.

Allerede i dagene op til at demonstrationen, med det evindelige slogan »El dos de octubre no se olvida« (»Den anden oktober bliver ikke glemt«), var polititilstedeværelsen i centrum massiv, og det var da også et ret anderledes bycentrum man vågnede op til onsdag morgen.

Langs med demonstrationsruten og rundt om hele den del af centrum, hvor den centrale plads Zócaloen ligger, var opstillet et blikhegn for at forhindre, at demonstrationen kunne ende her, hvilket ellers var arrangørernes ønske.

Mere end 4.500 betjente og sikkerhedsfolk var sat ind til at »opretholde ro og orden« i centrum, og butiksejere var blevet opfordret til at lukke deres butikker fra kl. 12.

Traditionen tro startede demonstrationen på Pladsen for de Tre Kulturer i Tlteloco, hvor massakren 45 år forinden fandt sted, med en mindetale og blomsterceremoni for de myrdede og savnede.

Omkring metrostationen Tlateloco stod hundredvis af uro-betjente og tjekkede tasker og ID på alle, der kom ud af metroen eller på anden vis forsøgte at nærme sig pladsen.

Demonstrationen talte i år ifølge officielle tal (dvs. højst sandsynligt langt under det reelle deltagerantal) ca. 25.000 personer, mod ca. 8-10.000 personer de fleste andre år, og bevægede sig mod centrum af Eje Central.

Da gaderne omkring Zócaloen var fuldstændigt afspærrede, bevægede demonstrationen sig i stedet mod Paseo de la Reforma i den vestlige del af centrum. Det var på denne del af ruten, at de første sammenstød mellem aktivister og politi fandt sted.

Der blev kastet med sten, flasker og molotovcocktails af en gruppe, som den mexicanske presse har valgt at kalde »anarkister«, selvom diskussioner med aktivister og internt på sociale medier både før og efter demonstrationen stiller spørgsmålstegn ved, om der er tale om anarkister eller unge, der er vrede på politiet og regeringen og i øvrigt er i intern konflikt med mange organiserede udenomsparlamentariske aktivister og anarkister.

Politiet brugte under sammenstødene knipler, tåregas og gummikugler, selvom guvernøren for Mexico City Miguel Ángel Mancera fra det venstreorienterede parti PRD forinden havde lovet, at politi og sikkerhedshold ikke ville være bevæbnede. Både sårede aktivister, billeder fra dagen og Røde Kors, der behandlede de sårede, fortæller dog en anden historie.

Dagen igennem var demonstrationsruten domineret af en massiv og aggressiv polititilstedeværelse, der dels afspærrede alle sidegader – og hermed flugtruter – og dels bevogtede ’vigtige’ bygninger, som fx. banker, hoteller og shoppingcentre.

Utallige gange i løbet af dagen for urobetjentene frem mod demonstranter, der fredeligt gik forbi, mens de råbte: »Queremos escuelas!, queremos trabajos!, queremos hospitales, no queremos paramilitares!« (»Vi vil ha’ skoler!, vi vil ha jobs!, vi vil ha hospitaler, vi vil ikke ha’ paramilitære«), »Fuera Peña, Fuera Peña« (»Ud med Peña [den nuværende præsident, red.], ud med Peña« og »Dos de octubre, no se olvida« (»Den anden oktober bliver ikke glemt«).

Demonstrationen sluttede ved 20-21-tiden på det alternative slutpunkt el Angel de la Independencia.

Her blev der holdt taler og råbt kampråb som »Peña Nieto delincuente, tu cuenta está pendiente« (»Peña Nieto forbryder, din regning er uafklaret«) og »Atenco no se olvida« (»Atenco bliver ikke glemt«).

Modstanden mod præsident Enrique Peña Nieto (fra partiet EPN) var gennemgående i løbet af dagen. Den refererede ikke kun til valgfusk og kommende neoliberale reformer, men også til hans fortid som guvernør i staten Mexico og hans ansvar for repressionen mod og mordet på aktivister i Atenco i 2006.

Ifølge forskellige sociale og venstreorienterede medier var der 102 anholdte og over 80 sårede aktivister, hvoraf ingen af dem, ifølge Røde Kors, er i livsfare. Derudover var der 51 sårede betjente. Også op mod 50 journalister blev chikaneret, tævet og anholdt af politiet i løbet af dagen.

Få dage efter demonstrationen er 27 stadig tilbageholdte, og 11 er blevet overført til fængsler. De vil blive sigtet for forbrydelser mod den offentlige ro og orden.

Lørdag den 5. oktober demonstrerede 800 personer for deres løsladelse.

Som altid blev mindedemonstrationen i år også brugt som talerør for aktuelle kampe, hvoraf de mest nærværende i Mexico lige nu er modstand mod tre EPN-reformer: uddannelsesreformen, ejendomsretsreformen og energireformen.

Alle tre reformer handler om privatiseringer, og indtil videre har især uddannelsesreformen mødt bred modstand.

Da skoleåret mandag den 19. august skulle til at begynde, nedlagde samtlige lærere i staten Oaxaca arbejde og startede hermed en strejke, der indtil videre har varet lige knap syv uger. Børnene i Oaxaca er endnu ikke begyndt i skole efter sommerferien, og lærerne, og alle der arbejder på skolerne, har ikke fået løn i selv samme periode.

Kort tid efter strejken påbegyndtes samlede lærere fra hele landet sig på Zócaloen i Mexico City, som de besatte med telte etc. i en såkaldt plantón. Den møder, sammen med vejblokader, som er en traditionel mexicanske protestform, stor folkelig opbakning bl.a. i form af støttedemonstrationer og organisering af madkøb etc. til de strejkende og besættende parter.

Plantón'en mødte dog stærk repression fra politiet og militæret, der lørdag den 14. september ryddede pladsen. Det sket gennem en voldsom taktik med fx. opstilling af snigskytter i et kirketårn, lavtflyvende militærhelikoptere, indrullende tanks, voldsomme knippelslag og brug af tåregas.

Den voldsomme rydning førte til mange sårede, samt til at læreren Lorenzo Arrouyo dagen efter døde af sine kvæstelser.

Siden er Zócaloen blevet voldsomt bevogtet med en massiv polititilstedeværelse i byens centrum samt en to uger lang lukning af pladsens metrostationer.

Lærerne samlede sig i stedet ved Monumento a la Revolución, hvor de stadig holder til, og hvor onsdagens mindedemonstration gik forbi.

Mens lærere i andre stater atter har påbegyndt arbejdet, er det endnu uvist, hvornår der ligger en aftale klar mellem lokalregeringen i Oaxaca og den oaxacanske afdeling, Sección 22, af lærernes fagforening CNTE (Coordinadora Nacional de los Trabajodores de la Educación).

Rygtet lyder, at det kan blive mandag den 14. oktober, at Oaxacas børn igen kan begynde i skole, men intet er endnu sikkert.

Lærerne håber stadig på lokale undtagelser til reformen, der især kommer til at ramme hårdt i Oaxaca, som er blandt de fattigste mexicanske stater, og som er den stat i Mexico med flest forskellige oprindelige folk og herved har et højt antal af tosprogede elever.

At repressionen mod lærerne og deres protester mod reformen fortsætter, blev lørdag tydelig, da et mord på en af lærerfagforeningen CNTE’s ledere, Juan José Carrillo Vázquez, blev offentliggjort.

Efter tre dages forsvinden blev hans lig fundet i staten Veracruz med adskillige skudhuller samt tegn på tortur.

Trods repression og skræmmeteknikker fortsætter lærerne dog indtil videre deres plantón i Mexico City – på trods af at de økonomiske slagsider af strejken efterhånden sætter dybe spor især i de mindre byer i Oaxaca, hvor seks uger uden løn til lærerne og andre skoleansatte samt mangel på børnepasning har en enorm effekt på lokaløkonomien.

Denne insisteren på at blive ved med at kæmpe for indflydelse på de kommende reformer vidner om en ny og interessant politisk deltagelse, der så småt har spiret i Mexico siden præsidentvalget sidste år.

Studenterbevægelsen YoSoy#132 kæmpede til det sidste for at offentliggøre valgfusk med håbet om at den venstreorienterede præsidentkandidat Andrés Manuel López Obrador (AMLO) skulle vinde valget.

Der er dog også mexicanske aktivister, der håber på endnu mere, nemlig en revolution.

De mener, at også Obrador er dybt korrumperet, og at en venstreorienteret regering ikke vil gøre den store forskel i Mexico.

Det sker blandt andet med henvisning til erfaringer fra fx. Chiapas og Mexico City, hvor Obrador og andre politikere fra PRD har siddet som guvernører uden ændring i niveauet af repression mod sociale protester.

Aktivisternes håb ligger i stedet hos de udenomsparlamentariske sociale bevægelser, og de fortæller, at de mærker en helt ny interesse for politisk forandring, der ikke kun kommer fra organiserede aktivister, men også fra helt almindelige politisk uerfarne borgere, der har fået nok af korruptionen, privatiseringen, mangel på arbejde og på basale ressourcer som fx. mad og vand.

I dagene efter 2. oktober-demonstrationen bliver politisk deltagelse og protestformer diskuteret livligt på sociale medier i Mexico.

Nogle erklærer sig enige i et behov for voldelig opstand, andre mener, at voldelige aktivister ikke har noget med en anarkistisk bevægelse at gøre. Andre igen peger på, at der, som i tilfælde under protester i Mexico, kan være tale om konfliktoptrappende infiltratorer fra enten politiet eller regeringspartiet PRD, der har til formål at fremstille udenomsparlamentariske aktivister og anarkister i dårligt lys blandt befolkningen.

Men hvad der vigtigst af alt er blevet gjort tydeligt dels ved det høje – både pacifistiske og civilt ulydige – deltagerantal ved onsdagens demonstration og dels den syv uger lange lærerstrejke er, at der ulmer en dyb vrede og utilfredshed med det mexicanske og kapitalistiske system, og at mexicanerne ikke er bange for at give udtryk for dette og kræve forandring.

Nicoline Miskow Friborg er antropologistuderende og for tiden på feltarbejde i Oaxaca i Mexico.