Jeg har lånt min blog ud til Jakob Lausch Krogh fra Nej til krig og den tale, som han holdt ved demonstrationen den 16. september i København. Talen kommer her:
Jeg blev første gang aktiv i krigsmodstanden da Afghanistankrigen var ved at starte. Dengang var der mange, der talte om at USA ville udnytte 9/11 til at komme over Vietnamsyndromet. Vietnamsyndromet lyder lidt som en sygdom. Det er der også mange fra den amerikanske elite der har opfattet det som. Men Vietnamsyndromet er udelukkende udtryk for den sunde skepsis imod krigsdeltagelse som bredte sig i USA, dels pga. af den stærke og aktive modstand imod USA’s krig i Vietnam, og dels som en konsekvens af at USA tabte krigen.
Hvis en del af formålet med Afghanistankrigen var at overvinde Vietnamsyndromet, er også den del slået fejl. Nato's nederlag i Irak og Afghanistan, og den store krigsmodstand, har forstærket den sunde skepsis imod krigsdeltagelse.
Da vi for lidt over 2 uger siden havde den første demonstration imod Dansk og Amerikansk deltagelse i krigen i Syrien, kunne vi juble over at det engelske parlament, havde gået imod Camerons ønske og afvist krigsdeltagelsen. I dag kan vi fortsætte jublen, efter Helle Thorning- Schmidt havde været til møde med Obama i Stokholm onsdag d. 4. september. Her var krigsdeltagelsen blevet ændret til at vi skulle give politisk, moralsk og diplomatisk støtte. Det, man skal lægge mærke til her, er det hun ikke siger. Hun siger ikke, at vi skal give militær støtte.
I USA betød den massive folkelige modstand, for det første at Obama fik den demokratiske ide at spørge kongressen, hvad den mente. Da det viste sig, at også medlemmerne i kongressen blev påvirket af at 7 ud af ti amerikaner var imod krigen, ændrede han holdning og udsatte afstemningen – det skulle jo nødigt gå som i England. I stedet blev Kerry sendt i byen med en besked til Rusland om, at USA var klar til et kompromis, der indtil videre betyder, at bombningen af Syrien er udsat.
Efter de massive og verdensomspændende demonstrationer 15. februar 2003 imod Irakkrigen skrev New York Times, at der nu igen er to supermagter; USA og den folkelige opinion. Det vi har været vidne til i de sidste to uger er, at den folkelige opinion har vist sig stærkere end den anden supermagt; USA.
USA har ikke overvundet Vietnamsyndromet, men den sundhedstilstand som dette syndrom er udtryk for, har spredt sig. Selv i vores krigsglade lille land var der flertal imod krigen. Det har været en sjov proces at iagttage, men også en proces der har vist, at krigsmodstanden ikke kan være sikker på samme opbakning næste gang. 60 procent af danskerne ville støtte en krig, hvis FN havde bakket op. Grunden til at FN ikke bakkede op var, at Rusland og Kina ikke ønskede en krig. Det kan godt være, at Putin har lydt lidt som en humanist de sidste to uger, men lad jer ikke narre, Putin er en diktator, homofob og krigsforbryder. Han er ikke en allieret for fredselskende mennesker.
Putin forsvarer Assad ud fra samme logik, som gør, at Obama ville angribe ham. Modsætningen mellem Rusland og USA handler om geopolitisk rivalisering; om magt i Mellemøsten og dermed kontrol over Mellemøstens olie. Putins holdning til krige og militære aktioner er altid bestemt af, hvad der bedst tjener hans interesser. Når han støttede USA, Frankrig og Danmarks bombning af Libyen, var det af frygt for den bevægelse, som har fået navnet Det Arabiske Forår. Den havde allerede væltet to diktatorer; Ben Allie i Tunesien og Mubarak i Egypten. Det Arabiske Forår havde også inspireret til oprøret imod Gadaffi. Derfor frygtede Putin, at det også skulle få styrke i Rusland og vælte ham selv.
Hvis USA og dets allierede blandede sig i Libyen og sikrede, at demokratiet i Libyen ikke blev for inspirerende, ville Det Arabiske Forår ikke sprede sig til Rusland, og Putin ville sidde mere sikkert på tronen. Derfor nedlagde han ikke veto, da Sarkozy, Obama og Løkke ville bombe Libyen.
Nej til Krig har været imod alle krige siden, vi blev stiftet i forbindelse med Irakkrigen. Vi noterede en lille sejr, da Fogh valgte at trække de danske soldater hjem fra Irak umiddelbart før han udskrev valg. Men dette her er den største sejr for Fredsbevægelsen meget længe; vi har indtil videre forhindret en krig imod Syrien. Men det er kun indtil videre. Derfor vil jeg gerne slutte med at gøre opmærksom på, hvordan Bush brugte våbeninspektørerne, ofte imod deres vilje, i hans krigspropaganda. Det betød, at det til sidst blev næsten umuligt at overbevise nogen om, at Irak ikke havde masseødelæggelsesvåben. Den nuværende amerikanske administration kan også komme tilbage med ny krigspropaganda. De har allerede annonceret, at de i stedet vil give oprørerne flere våben – det er altså ikke en ny kurs mod fred, de har sat. Derfor skal vi fortsætte krigsmodstanden.
Skrevet af Jakob Lausch Krogh, Nej til krig