Det blå Danmark pudser rigtigt glorien i disse dage, hvor store dele af verden ellers sørger over Hugo Chavez’ død. Chavez var ”en rigtig bandit” fokynder Politiken i en leder (8/3). Han var ”en mytemager” sekunderer Information (8/3). Og udenrigsminister Søvndal hævder, at Chavez kom til magten ved et kup og statsminister Helle Thorning udtrykker håb om, at Venezuela nu må gennemgå en ’demokratisk udvikling’, underforstået så de kan blive lige som os ( udtalelser i DR1).
Alle politikere kan og bør naturligvis bedømmes nuanceret. Men de to avisers på lederplads udbasunerede karakteristik af Hugo Chavez er ikke nuanceret, men tværtimod en ren efterplapring af den tidligere og løbende amerikanske propaganda. Man overser udviklingslandenes enorme problemer. Man overser den traditionelle forbindelse mellem USA og de gamle dominerende eliter i Latinamerika. Man overser tillige alle brist i den vestlige verden. Når alt kommer til alt var valgene i Venezuela måske mere demokratiske end i USA hvor pengemagten og ensrettede blå medier har så stor en indflydelse. Og hvad med Danmark, hvor vælgerne ikke længere har noget reelt valg og medierne er dybt blå? Hvor er vi dog hellige og selvglade. Men mediernes propaganda og de to ministres dumhed og selvglæde stikker dybere. De udtrykker et vigtigt element i den herskende ideologi, en selvbekræftende myte.
Vi lever med en myte om de vestlige landes automatiske, uundgåelige fremadskriden mod demokrati og markedsøkonomi. Det er såvel i den løbende offentlige diskussion som i samfundsvidenskaberne en udbredt opfattelse, at det vi i dag kalder demokrati er et naturligt produkt af et lineært og automatisk fremadskridende udviklingsforløb gennem århundreder. Ja, den amerikanske politolog Francis Fukuyama proklamerede endda i 1989 ved den kolde krigs afslutning, at nu var ’historien slut’ idet kapitalismen og ’det liberale demokratis’ havde sejret endegyldigt.
Men demokratiet var aldrig en naturnødvendighed og relationen mellem kapitalisme og demokrati mere kompleks end ofte antaget. Kapitalisme har historisk været associeret med vidt forskellige regimeformer, regimer med begrænset valgret, bonapartisme, militærdiktaturer og andre former for autoritære regimer. Historiske eksempler er her det wilhelminske Tyskland og Det tredje Rige. Et moderne eksempel er Kina, hvor en variant af kapitalisme er associeret med et autoritært partidiktatur.
Der var heller ikke nogen direkte lineær forbindelse mellem liberalisme og demokrati. Liberalismens 16- og 1700 tals teoretikere var ikke demokrater og i det følgende historiske forløb bekæmpede liberalismen i mange lande den almindelige valgret. Som den danske nationalliberale leder Orla Lehmann udtalte det i 1860: magten bør ligge hos "de begavede, de dannede, de rige". En udtalelse der var meget dækkende for den kontinentale liberalismes holdning til spørgsmålet om demokratisering.
Der var i det hele taget ikke nogen automatisk ’udviklingens vej’ i Europa frem mod kapitalistisk markedsøkonomi og ’liberalt demokrati’. Udviklingens veje har tværtimod været forskellige i de forskellige regioner af Europa betinget af de forskellige historiske udgangssituationer og den særegne karakter af den efterfølgende socioøkonomiske udvikling, stats- og nationsbygningen og den internationale økonomis og politiks udvikling.
Udbruddet og forløbet af 1. verdenskrig kom til at forstærke de gamle spor og tendenser, men frembragte også noget nyt. Hele den europæiske politik blev som hævet op i et nyt leje. Uden 1. verdenskrig ingen fascisme, ingen stalinisme, ikke nogen ny verdenskrig, men ej heller demokrati.
De ekstremistiske ultranationalistiske og antisemitiske bevægelser, der var udviklede allerede i slutningen af det 19 fik en accelereret fremgang under krigen og radikaliseredes yderligere. Den samtidige sociale mobilisering og fremgang for en socialistisk demokratisk massebevægelse, der vakte så store forhåbninger på den europæiske venstrefløj, blev, skulle det vise sig, en forbigående episode. Mellemkrigsårene igennem måtte den socialdemokratiske arbejderbevægelse kæmpe en retrætekamp for at fastholde de sociale og demokratiske erobringer fra 1918. Længere østpå degenererede bolsjevismen til stalinisme, og dens oprindelige internationalisme blev forvandlet til en national udviklingsstrategi. Af episodisk karakter blev også den demokratiske forhåbning og politik samt den moderate nationalisme, der i 1918 var blevet artikuleret af præsident Wilson.
Mellemkrigsårenes politik formede sig i det hele taget som fortløbende kampe mellem forskellige modstående modeller for samfundsmæssig rekonstruktion og udvikling. Modstanden mod demokrati var herunder langt mere fremtrædende i den europæiske politiske udvikling end man får indtryk af det i dagens politiske diskurs. I en lang række lande i Europa kom fascismen eller højreautoritære retninger til magten ombølget af velvilje og sympati fra de traditionelle magteliter, de øverste sociale lag samt de borgerlige partier i de pågældende lande.
I Italien bakkede nogle af de gamle liberalistiske politikere Mussolinis fascistiske magtovertagelse op. I Tyskland deserterede konservative og liberale vælgere i store flokke over til nazismen og de konservative tysk nationale gik endda med i koalitionsregeringen med Hitler den 30 januar 1933. I Østrig var de liberale fraværende fra den politiske scene, og det konservative kristelig-sociale parti optrådte i alliance med Heimwehr varianten af fascismen.
Fascismens og den højreautoritære fascination var udbredt i hele samtidens Europa og langt stærkere end stalinismens fascination. Det kontinentaleuropæiske højres fascination af fascismen fortsatte også i mange lande et langt stykke ind i 2. verdenskrigs periode. Det var først de tyske nederlag ved Stalingrad og El Alamein der for alvor ændrede opfattelser og holdninger .
Medens Stalin strammede grebet om Østeuropa banede udfaldet af 2. verdenskrig i Vesteuropa vej for en demokratisering på nyt grundlag. De gamle autoritære holdninger og opfattelser, der havde været så udbredte fra 1918 til 1945, svandt nu hen, en proces der yderligere blev befordret gennem den efterfølgende udvikling af den kolde krig. ’Demokrati og frihed’ blev den nye samlende ideologi for den vestlige alliance, der udviklede sig under USA’s hegemoni.
Demokratiets indhold blev samtidig også ændret. Politisk deltagelse blev reduceret til periodiske valg mellem konkurrerende eliter af professionelle politikere, den demokratiske diskussion blev professionaliseret, medierne blev kommercialiserede og, mere konforme end tidligere, den demokratiske masseorganisering blev afviklet, de økonomiske eliters magt blev ekstra sikret og klassekampen afblæst til fordel for socialpartnerskab, produktionisme, velfærdsstat og politisk konsensus om regimeform, en proces der blev understøttet af en hidtil uset økonomisk velstandsstigning og stabilitet i især perioden fra 1950-1973, samt af den kolde krigs integrerende effekt internt i de vestlige lande. De store borgerlige partier rykkede herunder til venstre og socialdemokratierne rykkede til højre.
Den sociale fred udbygget med socialpartnerskab og velfærdsstat samt udstrakt politisk konsensus forblev det overordnede billede fra ca. 1949 frem til 2008, med en mindre afbrydelse i 1970’erne. Hele EU konstruktionen hviler også på dette grundlag samt naturligvis på den stærke økonomiske vækst i ikke mindst ’the Golden Age’ fra ca 1950 til 1973. Det var ikke EU der skabte økonomisk vækst og stabilitet, men omvendt.
Da den kolde krig sluttede fremstod USA som den eneste tilbageværende supermagt, og jublen var stor blandt eliterne og i den fremherskende opinion i Vesten. I denne euforiske stemning fik fortællingen om udviklingen af ’demokratiet’ som en automatisk forløbende proces frem mod et forud givet mål ny næring. De historiske forløb – de virkelige – blev fortrængte, og i øvrigt blev ’Historien’ nu opfattet som værende afsluttet.
Der er nu gået mere end 20 år siden ’Historien’ angivelig skulle være afsluttet. Det har været en periode præget af en næsten endeløs række af krige, interventioner og aktioner. Trods generel velstandsstigning er der fortsat kloden over og internt i lande og regioner store enklaver af fattigdom og uligheden er et voksende problem. Efter en periode med social stabilitet er der i dag i store dele af verden betydelig social uro, og nye etniske og religiøse konflikter.
Overalt i Europa er højrepopulistiske, højreradikale og neofascistiske bevægelser i dag i fremmarch. Der er økonomisk krise og tydelige spændingsforhold mellem befolkningernes forventninger og behov, den politiske legitimitet, den politisk styring og økonomiens (’markedets’) interesser. Politiken er blevet professionaliseret, toppolitikerne er blevet en magtfuldkommen politisk klasse, medierne er blevet strømlinjede og topstyrede og den offentlige politiske debat er blevet overtaget af et kommentatorkorps uden demokratisk legitimation. Undervisningssystem og mediemaskine søger at ensforme menneskene til disciplinerede soldater i konkurrencestaten og fuldender dermed økonomiens vedvarende formningsproces. En altgennemtrængende kommercialisering og en ekstrem egocentrering truer med at opløse selve den fundamentale sociale solidaritet, der er grundlaget for enhver stabil social og politisk orden. Og forude hober der sig op store problemer i forbindelse med vækst og økologi.
Fremtiden er ingenlunde sikret for det bestående demokrati, der i øvrigt til stadighed er under forvandling. Det ’liberale demokrati’, ’socialpagten’, ’velfærdsstaten’ og den relative stabilitet var måske blot en forbigående episode, en parentes i udviklingen. En i historisk perspektiv helt særegen og midlertidig konstruktion, der nu er ved at krakelere.