Forskningsrapporter på stribe slår fast: De seneste års hedebølger og tørke, uvejrskatastrofer og oversvømmelser er kun en forsmag på den fremtid, der varmes op til.
Permafrosten er ikke så permanent frossen, som den har været. Den kan smelte tidligere og i større målestok, end eksperter hidtil har troet, fortæller en forskningsrapport offentliggjort den 21. februar i Science.
Hvis den globale gennemsnitstemperatur stiger med bare 1,5 grader mere (til 2,3 grader over førindustrielt niveau), kan permafrosten i meget af det nordlige Canada og Sibirien begynde at svækkes og nedbrydes.
Næsten en fjerdedel af den nordlige halvkugles landoverflade er dækket af permafrost, som er fuld af kulstofrige planterester. Når permafrost smelter, går bakterier i gang med at omdanne det organiske materiale, så der frigøres CO2 og metan. Effekten er at accelerere den globale opvarmning – en af de såkaldte tilbagekoblingsmekanismer.
Læs artiklen »Nearing a Tipping Point on Melting Permafrost?« hos Climate Central
Hvor hurtigt permafrosten vil frigive sit kulstof til atmosfæren, er endnu ret usikkert. Men sikkert er det, at det ikke kan gå hurtigt nok med at bremse den menneskeskabte globale opvarmning. Det ene forskningsprojekt efter det andet har det seneste år udpenslet, hvordan verden allerede oplever alvorlige følger ved 0,8 graders opvarmning med både hedebølger og tørke, uvejrskatastrofer og oversvømmelser.
Rapporter op til COP18-mødet i Doha påviste, at det kun er en forsmag på de forhold, som de kommende generationer skal forsøge at leve under, hvis kursen mod 4 til 6 graders opvarmning i dette århundrede ikke snart lægges om.
Denne artikel samler op på vigtige nyheder om udviklingen i den globale opvarmning og i CO2-forureningen samt konsekvenserne i dag og på længere sigt.
2012 blev et af de ni eller ti varmeste år, der er registreret, siden observationerne begyndte i anden halvdel af 1800-tallet. Den gennemsnitlige overfladetemperatur var den 10. varmeste ifølge blandt andre Climate Research Unit/Hadley Centre i Storbritannien og National Oceanic and Atmospheric Administration i USA, og den 9. varmeste ifølge NASA.
Alle årene siden 2001 har været blandt de 14 varmeste, og kun ét år i det tyvende århundrede, nemlig 1998, var varmere end 2012.
Se artiklen »2012 - endnu et år blandt de ti varmeste« hos DMI
”Det, der tæller, er, at dette årti er varmere end sidste årti, og det årti var varmere end årtiet før. Kloden bliver varmere. Årsagen til opvarmningen er, at vi pumper voksende mængder CO2 ud i atmosfæren,” sagde NASA-klimaforskeren Gavin Schmidt i en pressemeddelelse.
Mens den underliggende tendens er opvarmning, er der betydelig variation i de globale temperaturer fra år til år, bl.a. som følge af regelmæssige ændringer i de store havstrømme.
I Stillehavet optræder den såkaldte El Niño med to til syv års mellemrum, når havstrømme og vinde skifter retning, så den ækvatoriale strøm fører massive mængder varmt vand over Stillehavet i retning af det amerikanske kontinent. Fænomenet medfører oftest voldsomme vejrsituationer med tørke eller kraftige regnskyl i og omkring Stillehavet.
Under El Niño presses Jordens gennemsnitlige overfladetemperatur opad. En stærk El Niño-begivenhed lagde sig i 1998 oven i den generelle opvarmning og førte til et rekordvarmt år.
La Niña er navnet på den modsatte fase af denne naturlige klimacyklus, og den virker afkølende på gennemsnitstemperaturen. De første tre måneder af 2012 var præget af en fortsat La Niña, som holdt de globale temperaturer nede. 2012 blev det næstvarmeste La Niña-år, der er registreret.
De sidste ti år er den globale opvarmning gået langsommere. Som forklaring peger den fremtrædende klimaforsker James E. Hansen, direktør for NASA's Goddard Institute for Space Studies, på to forhold: Dels har La Niña-betingelser været fremherskende i denne periode, dels har der været øget partikelforurening fra bl.a. Kina og Indien, hvilket indirekte virker afkølende.
Men James Hansen påpeger også, at ud fra de seneste to år at dømme er den menneskeskabte klimapåvirkning formentlig blevet så stærk, at den i vidt omfang overvinder den kortsigtede afkølende indflydelse fra La Niña.
Læs mere i artiklen »2012 Global Temps Rank in Top 10 Hottest On Record« hos Climate Central
Se de sidste 62 års temperaturudvikling på 13 sekunder på Climate Central
At overfladetemperaturernes stigning altså er bremset op de seneste år, betyder ikke, at Jordens opvarmning som helhed holder pause. En stigende mængde varme ser nemlig ud til at bygges op nede i havene.
”Vi har registreret en fortsat ophobning af varme i Jordens have, under havoverfladen, siden år 2000,” skriver Richard P. Allan m.fl. om deres forskningsresultater fra University of Reading, og fortsætter:
”Det tyder på, at kloden støt akkumulerer varme med en hastighed af 0,5 watt for hver kvadratmeter på kloden, svarende til opvarmningen fra 250 milliarder 1 kilowatt-elvarmere fordelt Jorden rundt.”
Hidtil er Jorden gennemsnitligt blevet 0,8 grader varmere end før industrialiseringen, men følgerne er allerede mærkbare og alvorligere, end de fleste forskere havde regnet med.
Med den globale opvarmning følger blandt andet mere ekstremt vejr: såvel hedebølger og tørke som voldsomme uvejr og nedbør.
I Australien var januar 2013 den varmeste måned, der endnu er målt. I Sydney nåede temperaturen op på 45,8 grader. Den højeste temperatur blev målt 12. januar i Moomba, South Australia: 49,6 grader. Hedebølgen udløste over 100 brande.
Se nyheden »Australsk hedebølge udløser varmerekord« hos DR
"Der er ingen tvivl om, at klimaforandring spiller en væsentlig rolle for dette. Hvis det bare var en enkelt rekordbegivenhed, kunne man afskrive den som en statistisk afvigelse. Men det er ikke det, vi ser. Vi ser rekorder blive slået verden over," bemærkede professor Tim Flannery, Australiens regeringsudpegede klimakommissær.
På verdensplan er der nu fem gange så mange rekordvarme måneder, som man ville forvente uden langsigtet global opvarmning, viser et studie fra Potsdam Institute for Climate Impact Research og Complutense-universitetet i Madrid.
I USA, hvor 2012 blev et rekordvarmt år med alvorlig tørke, og hvor østkysten i efteråret blev ramt af superstormen Sandy, tegner udkastet til ny National Klimavurdering billedet af et land, hvor tilværelsen allerede er kraftigt påvirket af den globale opvarmning: med stormfloder, oversvømmelser, smeltende permafrost og gletsjere samt tiltagende tørker. Sundhedstjenester, vandforsyning, landbrug og transport sættes allerede under hårdt pres.
"For folk uden for USA bærer denne rapport på et brutalt budskab, for den viser, at selv verdens førende økonomi ikke bare kan tilpasse sig til klimaforandringernes virkninger," påpeger den britiske forsker Bob Ward fra Grantham Research Institute on Climate Change and the Environment ved London School of Economics.
Se artiklen »Scientists in fresh alert over effects of global warming« i The Guardian
"USA's temperaturer i sommeren 2012 er et eksempel på en ny tendens med ekstraordinære sæsonekstremer, som er varmere end de varmeste sæsontemperaturer i midten af 1900-tallet," siger James Hansen fra NASA. Han pointerer, at den globale opvarmning har ændret "oddsene" og sammenligner med forfalskede terninger:
Forestil dig, at du har en terning med seks sider, hvorpå to sider svarer til "koldt vejr", to sider til "gennemsnitligt vejr", og to sider "varmt vejr". Hvis dét var situationen i tiden 1951-1980, er terningen i dag helt anderledes: Nu svarer kun én side til "koldt vejr", én side til "gennemsnitligt vejr" og hele fire sider til "varmt vejr", heraf endda en til ekstreme hedebølger.
"Nogle sæsoner vil stadig være køligere end det langsigtede gennemsnit, men den opmærksomme iagttager vil bemærke, at hyppigheden af usædvanligt varme ekstremer er stigende. Det er ekstremerne, der har størst indvirkning på mennesker og liv på kloden," siger James Hansen.
Se artiklen »Hansen Study: Extreme Weather Tied to Climate Change« hos Climate Central
Med opvarmningen forværres den globale fødevarekrise, idet hedebølger – som den i Australien i januar 2013 – vil blive mange gange hyppigere og dramatisk reducere høstudbytterne.
Det hjælper ikke, at også ekstreme regnvejr og dermed oversvømmelser vil tage kraftigt til. De vil bl.a. ramme fattige tropiske lande, påpeger et nyt studie, som påviser, at der sker en 7 procents stigning i ekstreme regnvejr for hver grads opvarmning af de globale lufttemperaturer.
Se artiklen »Increases in Extreme Rainfall Linked to Global Warming« hos Science Daily
I 2012 smeltede den arktiske havis til rekordlille omfang. Arktis er blevet opvarmet ca. dobbelt så hurtigt som resten af den nordlige halvkugle, og det er sket hurtigere, end de fleste klimaforskere havde forudset.
I sin seneste statusrapport, der udkom i 2007, noterede FN’s klimapanel, IPCC, at ”i nogle fremskrivninger forsvinder sensommer-havisen på Arktis næsten fuldstændig i løbet af den sidste del af det 21. århundrede”. Nu vurderer nogle videnskabsfolk, at denne fuldstændige bortsmeltning af den arktiske havis om sommeren kan indfinde sig allerede i dette eller det næste årti.
IPCC’s vurderinger er generelt konservative, hvilket ikke er så underligt i betragtning af, hvor mange beslutningstagere, der skal godkende dem, før de udgives. IPCC har på en række centrale punkter undervurderet det tempo, hvori det globale klima destabiliseres.
Læs artiklen »IPCC Predictions: Then Versus Now« hos Climate Central
Nordeuropa går på ingen måde fri af følgerne af den globale opvarmning. Et arbejde offentliggjort i 2012 i Geophysical Research Letters viser, at den arktiske opvarmning sandsynligvis ligger bag de ekstreme vejrsituationer, der er begyndt at ramme vores del af verden. Skrumpningen af den arktiske havis ser ud til at medføre, at vejrforhold får tendens til at blive fastlåst i længere tid, og det øger sandsynligheden for ekstreme vejrbegivenheder: kuldebølger såvel som hedebølger og tørke.
Når den arktiske havis smelter, øger det ikke i sig selv havniveauerne i verden, men det fremskynder den globale opvarmning, som får havene til at stige: Der er mindre is til at tilbagekaste sollyset.
"Den overordnede tendens siden 1992 er, at det samlede tab fra Grønland og Antarktis har været accelererende i takt med et varmere klima," fortæller den danske klima- og polarforsker Sebastian H. Mernild.
Læs Sebastian H. Mernilds indlæg »Isen smelter, havet stiger« hos Klimabevægelsen
Isskjoldene i Grønland og Antarktis mistede i gennemsnit i perioden 1992 til 2000 årligt henholdsvis 51 og 41 gigatons. 1 gigaton svarer til vægten af en terning vand med sidelængden 1 kilometer. Indlandsisen mistede i 2011/2012 hele 599 gigatons, hvilket er rekord siden 1970’erne, hvor opvarmningen i Arktis tog til.
Det globale havniveau steg i perioden 1992 til 2010 med 3,2 millimeter om året. Det skyldtes primært den udvidelse, der sker, når havvandet varmes op, og afsmeltningen fra de mindre og dermed mere følsomme gletsjere og iskapper rundt om på Jorden. Men Grønland og Antarktis har et anderledes stort potentiale: Isskjoldene her indeholder is i en mængde svarende til en global havniveaustigning på henholdsvis 7,4 meter og 56 meter.
"Den store joker i fremtidens analyser og vurderinger af udviklingen i det globale havniveau er, hvad der sker i Antarktis," skriver Sebastian H. Mernild.
Den massive is, der ligger direkte oven på det frosne antarktiske kontinent, skrumper i stigende tempo med alvorlige udsigter for stigning i det globale havniveau.
Temperaturerne på den vestantarktiske halvø er steget voldsomt siden 1958: 2,4 grader eller dobbelt så hurtigt, som forskerne hidtil har troet, og tre gange så hurtigt som Jordens gennemsnit. Det fremgår af et amerikansk studie, som blev offentliggjort i Nature Geoscience den 24. december 2012.
Vestantarktis er dermed et af de områder, som er mest følsomme over for de igangværende klimaforandringer. Det har vakt opsigt, for iskappen her er kendt for at være skrøbelig. Går den i opløsning, kan det føre til en kraftig stigning af vandstanden i verdens have.
"Under de mest ekstreme og accelererende forhold vil havniveauet kunne stige med op til to meter i 2100, hvor mere end to meter synes som en fysisk umulighed. Det mest sandsynlige er en stigning på op til cirka én meter – hvor 0,12 meter vil komme fra gletschere og iskapper, 0,29 meter fra isskjoldene, og det resterende fra den naturlige udvidelse af havvand –, med udsigt til yderligere stigninger i de århundreder, der følger efter, som følge af isskjoldenes forventede ustabilitet og lange responstid," skriver Sebastian H. Mernild og påpeger:
"Vurderingerne er substantielt over FN’s klimapanels øvre grænse på 0,59 meter fra 2007."
Risikoen understreges af viden om fortidens klimaer. Et fransk-japansk studie viste for nylig, at for 14.500 år siden, under den sidste istid, steg det gennemsnitlige havniveau med næsten 16 meter på kun tre et halvt århundrede (dvs. 4 til 5 centimeter om året), og at Vestantarktis sandsynligvis spillede en vigtig rolle i denne hurtige stigning i vandstanden.
2 graders opvarmning er for de fleste forskere grænsen for, hvornår man vil se katastrofale og irreversible følger. I lyset af de hidtidige følger mener mange forskere endog, at 2 grader er for risikabelt et mål.
Op til COP18-mødet i december 2012 udkom en række rapporter, som samler op på forskningsresultaterne. Disse rapporter kan ikke have efterladt tvivl om situationens alvor hos nogen beslutningstager, der har gidet åbne dem: Hvis ikke kursen lægges voldsomt om, vil verdens gennemsnitlige temperatur i år 2100 være steget ikke 2 grader, men snarere mellem 4 og 6 grader.
Verdensbanken offentliggjorde i november 2012 en rapport udarbejdet af Potsdam Institute for Climate Impact Research and Climate Analytics. Den fokuserede på, hvorfor vi må undgå en verden med 4 grader højere temperaturer.
Selv om landene lever fuldt op til de reduktioner, de har forpligtet sig til efter COP-15, er verden på kurs mod en global opvarmning på et pænt stykke over 3 grader i 2100, med 20 procents sandsynlighed for at ryge over 4 grader i 2100 – og opvarmningen fortsætter i de følgende århundrede på grund af klimasystemets lange reaktionstid.
Rapportens udsigter for en verden med 4 graders opvarmning er skræmmende:
På bundlinjen fører det alt sammen til "storstilede folkevandringer og til skadelige følger for menneskers sikkerhed og for økonomiske og handelsmæssige systemer". I betragtning af de usikkerheder og langsigtede risici "er der ingen sikkerhed for, at det vil være muligt at tilpasse sig en 4 graders-verden," understreger Verdensbankens rapport.
Et sted på vejen dertil – præcis hvor, ved ingen – vil vi have sat gang i så mange selvforstærkende tilbagekoblingsmekanismer, at klimaforandringerne bliver umulige at standse og umulige at rette op på i århundreder fremover.
"Det betyder, at vi overrækker vores børnebørn og deres børnebørn ikke blot en afsvedet, kaotisk og blotlagt Jord, men en Jord, som er uendelig mere ugæstfri for hvert årti, der går," konkluderer David Roberts fra miljøportalen Grist.org (USA).
Læs kommentaren »If you aren’t alarmed about climate, you aren’t paying attention« hos Grist.org
4 graders opvarmning i år 2100 er vel at mærke ikke det værste scenario, som videnskabsfolkene har opstillet. Der er andre, som viser en stigning på hele 6 grader inden udgangen af dette århundrede.
Det er tilfældet i en rapport udarbejdet for PriceWaterhouseCoopers. Det er allerede blevet næsten umuligt at holde opvarmningen inden for 2 gradersmålsætningen, konkluderer rapporten ud fra en analyse af, hvordan det går med CO2-udledningerne fra verdens større økonomier.
For at holde målet om højst 2 graders global opvarmning skal udledningen af kulstof i forhold til bruttonationalproduktet reduceres langt mere end nogensinde før. Verdensøkonomien skal nærmere bestemt kulstof-effektiviseres i en takt på mindst 5,1 procent om året de næste 39 år. Det er aldrig sket, siden man begyndte at registrere det i slutningen af Anden Verdenskrig, påpeger Leo Johnson fra PriceWaterhouseCoopers.
"Selv hvis vi fordoblede den nuværende kulstof-lettelsesrate, ville det stadig føre til udledninger, som er forenelige med 6 graders opvarmning inden slutningen af århundredet. For at give os selv mere end 50 procents chance for at undgå 2 grader ville det være nødvendigt at seksdoble tempoet i kulstoflettelsen," sagde han.
Læs artiklen »Temperatures may rise 6c by 2100, says study« i The Independent
Læs mere om rapporten hos PriceWaterhouseCoopers
Læs om klimaforandringernes mekanismer på NOAH’s klimasider
Læs næste artikel: »Fossil kapital fyrer op under kloden« hos Modkraft
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96