I de sidste par år har store dele af den parlamentariske ”venstrefløj” haft som mål at kriminalisere sexbranchen. Det hed sig, at det skam var ud fra en omsorg for de, der sælger seksuelle ydelser. Derfor ville man kun ville straffe kunderne, ikke sælgerne.
Men uanset hvilken part, der formelt idømmes straf, så er det jo åbenlyst, at en kriminalisering af den ene part i en handel er en kriminalisering af hele handelsforholdet, idet begge parter vil være nødt til at undgå myndighedernes overvågning, hvis de skal kunne foretage sin udveksling. Hele handelsforholdet og alle, der er involverede i det, vil derfor være præget af kriminaliseringen - med de farer og sociale problemer, det måtte medføre, også for sælgerne.
Dette forslag stammer oprindeligt fra Kristendemokraterne, som stillede det i 2003 og var det eneste parti udover Dansk Folkeparti, der samlet var imod afkriminaliseringen af prostitution i 1999. Nu går de samme partier, som stemte for afkriminalisering i 1999, altså ind for en alternativ rekriminalisering, som de ellers afviste da Kristendemokraterne stillede forslag om det for få år siden. Holdningerne ændrer sig hurtigt i dansk politik.
Nå. Men det har de så også droppet igen, den såkaldte ”venstrefløj”. Det vil sige, ønsket er der måske i princippet stadig, men nu hedder det sig, at det vil være for besværligt at gennemføre, så regeringspartierne har droppet de konkrete lovforslag (læg det til bunken af droppede lovforslag).
Det efterlader sexarbejdere i den situation, de har været i lige siden et overvældende flertal i Folketinget i 1999 vedtog loven, der afkriminaliserede prostitution, men bibeholdt en række forbud, hvorved erhvervet stadig var præget af kriminalitet og usikkerhed.
Sexarbejdere har ikke ret til at samarbejde for at have et sted med sikre arbejdsvilkår hvor de kan passe på hinanden, for det betragtes som ”bordelvirksomhed”, og hvis de samarbejder med andre eller bare har et privat forhold til en kæreste e.l. så ryger det ind under ”rufferiloven”. Af samme grund har de ikke ret til at organisere sig ved f.eks. at danne fagforeninger eller a-kasser. Ifølge loven er det kun tilladt at være sexarbejder, hvis man er helt alene og klarer sig selv.
Og selvom deres erhverv i princippet er lovligt, og de skal betale skat og moms af sin indtægt (og politiet derfor kan lave razziaer og foretage konfiskationer m.v.), så er det ikke anerkendt som erhverv og de har derfor ikke ret til optjening af sygedagpenge eller pension, erstatning for tab af arbejdsfortjeneste ved ulykker, og så videre. Og eftersom de ikke hører ind under arbejdsmiljøloven kan de ikke klage over dårlige arbejdsforhold, og de har svært ved at anmelde kunder, der løber fra regningen, eftersom kontrakten og erhvervet ikke anerkendes af staten.
Både politi og skattemyndigheder (og vel også de sociale myndigheder) kan altså i vid udstrækning stadig forfølge sexarbejdere og gøre livet svært for dem. De befinder sig i en juridisk gråzone, hvor deres erhverv formelt set ikke er kriminelt, men alt der omgiver det, er præget af forbud og kriminalisering og derfor af social og juridisk usikkerhed.
Det overlever de sexarbejdere, som har mentalt og socialt overskud til at navigere i lovjunglen, nok, selvom det næppe er noget de sætter pris på. Men nogle prostituerede tilhører ikke ligefrem de stærkeste sociale grupper, og at deres liv er præget af overvågning, usikkerhed og angst for myndighederne, gør næppe deres situation bedre. Alene manglen på almindelige sociale rettigheder kan nok være med til at fastholde dem i en stadigt mere vanskelig situation, fordi de ikke har den sociale og økonomiske tryghed, som normalt hører med til at betale arbejdsmarkedsbidrag.
Det sidste har De Konservatives arbejdsmarkedsordfører, Mai Henriksen, foreslået at lave om på. I Berlingeren d. 1. februar skriver hun, at hun arbejder på et lovforslag, som skal sikre sexarbejdere ”ordentlige rammer i form af faglige rettigheder, der giver dem de samme rettigheder på arbejdsmarkedet som alle andre,” og at der er ”brug for at tænke i arbejdsmarkedspolitiske redskaber som svar på socialpolitiske udfordringer”.
Og det har hun absolut en pointe i: Selvom prostitution kan være et socialt problem - for nogle - så er det i høj grad også et arbejdsmarkedsmæssigt problem - for alle - og de sociale problemer forstærkes af manglen på faglige og arbejdsmæssige rettigheder.
Der kan altså være god grund til at overveje helt nye vinkler på denne debat: Hvis man virkelig vil ”hjælpe” folk, så er det som udgangspunkt altid en god idé at overveje, om man kunne give dem flere rettigheder og muligheder for at hjælpe sig selv, i stedet for at starte med at kriminalisere dem og indskrænke deres handlemuligheder. Hvis man virkelig har sympati for folk, så viser man det bedst ved at starte med at betragte dem som bevidste og tænkende væsner, der har mulighed for at tage stilling til sine egne ønsker.
Men det er ikke det normale udgangspunkt i parlamentarisk politik. Politikere har det jo med at føle, at de er valgt for at repræsentere andre - altså at tænke og tage stilling for dem - og at de skal vedtage love, som beskytter folk mod sig selv. Jeg siger ikke at alle politikere har det sådan, men det er jo noget, der let kan stige folk til hovedet, når de får magt til at bestemme over andre igennem længere tid.
En, der tydeligvis lider af dette syndrom, er Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Rasmus Horn Langhoff. Han er ikke bare politisk uenig med Mia Henriksen, men diskvalificerer hende fra politisk debat ved at erklære hendes forslag for ”fuldstændigt vanvittigt” - og altså ikke noget rationelle mennesker behøver at diskutere alvorligt.
Men jeg er ikke så interesseret i hvordan politikerne taler til hinanden. Mia Henriksen er nemlig ikke den eneste kvinde, som Rasmus Horn Langhoff mener ikke skal betragtes som selvstændigt og tænkende fornuftsvæsen. Det gælder også alle sexarbejdere, som han mener ikke bare er ude af stand til at træffe beslutninger om sit eget liv, men også til overhovedet at kunne forstå, hvad det egentlig er de selv vil og ønsker.
På spørgsmålet om ikke han som socialdemokrat burde gå ind for faglige rettigheder til arbejdere ”svarer” han (udenom): ”Der er nogen, der føler, at de er gået frivilligt ind i det, men det er en dybt tragisk situation, de befinder sig i.”
Ja, det var jo ikke noget svar på spørgsmålet, men i stedet en afvisning af det. Rettigheder er noget man giver til myndige mennesker, der kan træffe beslutninger, og det mener Langhoff tydeligvis ikke at prostituerede kan. De sexarbejdere, der føler at de frivilligt har truffet et valg, tager nemlig fejl må man forstå - de ved slet ikke hvad de selv vil og har ikke styr på sine følelser. Som politiker (og som mand?) ved Rasmus Horn Langhoff meget bedre end dem selv, hvad de ”frivilligt” ville gå ind for, hvis de altså havde en fri vilje. Men det har de ikke, og derfor behøver de ikke rettigheder.
Uanset hvad de selv føler og siger, så ved hr. Langhoff, at det eneste sexarbejdere har brug for, det er, at de, der ved bedre - dvs folk som ham selv (de der indgår i ordet ”vi” i følgende citat) - træffer den eneste rigtige og frivillige beslutning, der kan tages på det område: ”Det, der er behov for, er, at vi hjælper kvinder, der er i prostitution, ud af prostitution. De skal vide, at vi er parat til at hjælpe dem, når de vil ud af det.”
Jeg forstår dog ikke helt hvad han mener, når han siger ”når de vil ud af det”, for han startede jo med at forklare, at de slet ikke er i stand til at vide hvad, de egentlig vil. Derfor må man antage, at staten må ”hjælpe” de stakkels og umyndige kvinder (hele debatten foregår jo som om det kun er kvinder, der arbejder i sexbranchen) til at træffe den rigtige beslutning, uanset om de selv tror de vil det eller ej.
Men hvad så med de, som staten ikke kan tvinge ud af prostitution? Hvad med de, der insisterer på, at de faktisk har truffet et valg og vil skide på hr. Langhoffs ”velmenende” formynderi? Ja, de skal i hvert fald ikke have det for godt! Når man ikke træffer de rigtige valg - dvs. dem som politikerne er enige i - så skal man i hvert fald ikke have almindelige rettigheder og sikkerhed. Det synes at være tankegangen bag reaktionen fra flere af regeringspartiernes medlemmer.
For eksempel fra Modkrafts egen blogger, socialdemokraten Line Hultengren, som skriver, at hun ”nær var blevet kvalt” i sin morgenmad, da hun hørte den konservative Mai Henriksens forslag om at ”arbejde for ordnede forhold for de prostituerede.” Alene tanken om, at sexarbejdere skulle kunne arbejde under ”ordnede forhold”, er altså nok til at chokere og vække forargelse. Det er altså tydeligt, at det ikke er omsorg eller bekymring for sexarbejderne, der driver forbudspolitikerne.
Man kunne ellers godt tro, at de der ønsker at bekæmpe eller begrænse prostitution, netop burde gå ind for såkaldte ”ordnede forhold” - dvs for at prostituerede får adgang til arbejdsmiljølovgivningen og andre rettigheder. For med til det hører jo, at det også bliver muligt for myndighederne at kontrollere forholdene, straffe de der ikke lever op til dem og lukke eventuelle bordeller, som får klager eller anmærkninger. Det ville altså kunne få bugt med de værste syndere i branchen, og man ville med god samvittighed kunne hjælpe dem ud, der sad fast i elendige forhold.
Men det ønsker forbudstilhængerne tilsyneladende aldeles ikke. For eksempel stejler Pernille Vigsø Bagge fra SF ved idéen om, at myndighederne skulle få mulighed for at lukke bordeller, der ikke har ordentlige forhold. Det siger hun klart og tydeligt til Ritzau:
”Prostitution skal ikke betragtes som almindeligt arbejde. Hvis det var det, ville mange steder blive lukket med det samme på grund af dårligt arbejdsmiljø og forhold. Det er ikke den vej, vi skal gå, hvis vi vil hjælpe folk ud af det.”
Nej. Hvis det eneste mål, ”vi” har, er at ”hjælpe folk ud”, så skal vi ikke hjælpe dem til at få det ordnede forhold ”indenfor”. De har selv valgt ikke at følge politikernes vilje, og derfor må de leve med at være sat udenfor retssamfundet, udenfor arbejdsmijølovgivningen og sociallovgivningen, udenfor rettigheder og så videre. Hvis de vil have et liv i tryghed, så kan de jo bare makke ret og træffe de rigtige valg. Hvis ikke, så må de straffes ved at politikerne fastholder dem i et rettighedsløst system med dårlige arbejdsforhold. Ordentlige arbejdsforhold er kun for ”ordentlige mennesker” må man forstå.
Det gode ved denne debat er, at det fremstår mere og mere tydeligt, at tilhængerne af kriminalisering aldrig egentlig var motiveret af den omsorg og bekymring for sexarbejderne, som de ellers gav indtryk af for et par år siden, da de kæmpede for flere forbud for at ”hjælpe” de prostituerede. I dag, hvor de forarget modsætter sig enhver snak om, at sexarbejdere skulle kunne få rettigheder og ordnede forhold og at arbejdstilsynet skulle kunne lukke bordeller, der ikke lever op til disse, så er fordømmelsen af sexarbejdere som myndige og selvstændige fornuftsvæsner og mennesker så tyk, at man kan skære i det.
Vi behøver ikke, at gå tilbage til skuespilleren Anne-Grethe Bjarup Riis pinlige optræden på Go’Morgen Danmark, hvor hun aggressivt overfuste talskvinden fra sexarbejdernes interesseorganisation, som knap fik lov til at få et ord indført. Den ”debat” blev i øvrigt arrangeret efter, at hun i sin faste klumme i Ekstrabladet havde degraderet alle ”ludere” til ”fissehuller”. Nej, det er ikke kun i underholdningsprogrammer og tabloidaviser at debatniveauet og kvindesynet er så hadsk.
Marlene Borst fra De Radikale reagerede f.eks. på Mia Henriksens forslag med forargelse over tanken om, at prostituerede skulle kunne få ret til barns første sygedag (hvorfor i alverden skulle de ikke have ret til at tage sig af sine børn, når de bliver syge?) og sidestillede kvinder, der sælger sex, med narkopushere - det vil sige folk som sælger gift og lokker andre i fordærv. Hvis det er sådan man betragter prostituerede, så er det klart at politikken bliver, at de hverken skal støttes eller hjælpes men i stedet bekæmpes og fordømmes.
Det med at lede folk i fordærv er Line Hultengren også inde på i sit indlæg, hvor hun skriver, at hun som folkeskolelærer er bekymret for at bruge undervisningsmateriale fra organisationen Sex&Samfund, fordi denne organisation også - i sammenhænge der i øvrigt ikke har noget med undervisning af børn at gøre - har forsvaret tanken om bedre rettigheder for sexarbejdere, og har dristet sig til at lytte til dem og dermed at anerkende dem som tænkende mennesker med holdninger og interesser.
Det gør organisationen suspekt (i den socialdemokratiske konspirationsteoretikers øjne er den røget i kløerne på og nu fuldt ud kontrolleret af en lyssky lobbygruppe), og alt dens arbejde er dermed ubrugeligt og moralsk forkasteligt: ”At bakke op om prostitution udhuler alt det, Sex og Samfund rådgiver om og underviser i,” siger Line Hultengren Altså: hvis man ikke deler ”politikerens” holdninger på alle områder, så er man ikke værd at lytte til på nogen områder overhovedet, og man bør overveje om man har brug for sin statsstøtte eller virkelig gerne vil fortsætte sit arbejde med at lave undervisningsmateriale.
Her er vi altså ude i en argumentation af den slags, jeg ellers er mest vant til fra Dansk Folkeparti (husker i da de krævede Institut For Menneskerettigheder taget af finansloven på grund af politisk uenighed?) og amerikanske højrekristne (eller religiøse konservative kræfter andre steder i verden), hvor man kræver at saglige organisationer skal have mundkurv på, og ikke udtale sig om politisk kontroversielle emner (George Bush Jr indførte faktisk en global mundkurvspolitik, som forbød alle NGOer, der modtager amerikansk bistand, at udtale sig om eller arbejde med prostitution, abort, prævention og sexualoplysning. Dele af denne globale censurpolitik er efter hånden blevet afskaffet).
Det er ikke tilfældigt, at de tre ord, ’paternalisme’, ’patriotisme’ og ’patriarkat’, ligner hinanden. De kommer alle af det latinske ord ’pater’, som betyder ’far’ (og egentlig kommer fra det græske ord ’patria’, som betyder ’afstamning’), og de har alle noget at gøre med en faderfigur.
Patriotisme er således kærlighed til ’patria’, som også er et ord for det der på dansk kaldes ’fædrelandet’ - altså dyrkelse af landet eller staten, som en slags faderfigur. Patrioten betragter sig selv som et barn, der ser op til sin far - i form af staten - som en autoritet eller en ’patriark’.
En patriark er en ældre mand i en familie og familiens overhoved - det vil sige den, der bestemmer, fordi han er ældst, og fordi han er en mand. Dette ord bliver også brugt om andre hierarkier, der ikke har noget med slægt at gøre. F.eks. om monarki.
I overført betydning blev patriarki oprindeligt brugt om det politiske system, hvor den enevældige konge bestemmer over hele landet, som var han hele landets fader eller overhoved, og hvor magten gik i arv fra kongen til hans førstefødte søn.
I moderne tid bliver patriarkat normalt brugt til at betegne et politisk og socialt system, der er arvtager til, men ikke det samme som, den tidligere bogstavelige betydning af ordet. Dvs i dag bruges det til at tale om den måde, mænd eller ”mandlighed” stadig er dominerende kræfter i samfundet, eller den måde paternalisme stadig dominerer, når kvinder f.eks. ikke betragtes som helt myndige væsner.
Paternalisme er det samme som ’formynderi’; dvs det at opføre sig som en ’patriark’ og træffe beslutninger på andres vegne, som om de ikke er i stand til at tage vare på sig selv eller træffe beslutninger. Dvs at opføre ligesom en patriarkalsk mand, der betragter kvinder som umyndige ”børn”, der ikke har nogen fornuft eller vilje, og som man derfor er nødt til at bestemme over for at ”beskytte” dem.
Både kvinder og mænd kan opføre sig paternalistisk og forstærke den patriarkalske tankegang, hvor nogle mennesker umyndiggøres og skal bestemmes over af Patria - dvs Fader Stat - fordi man mener, at de ikke kan træffe ordentlige beslutninger selv.
Feminisme er mange forskellige ting, og nogle af dem er i konflikt med hinanden. Men én af de ting, jeg mener det da som minimum må være, det er den tese, at kvinder faktisk er tænkende og myndige væsner, der er i stand til at træffe valg på sine egne vegne - og at de derfor som udgangspunkt bør have ret til det. Det betyder, at feminisme ikke bare er en afvisning af patriarkatet, men også af de instrumenter, det bruger og som forstærker det - herunder paternalismen.
Uanset om man er kvinde eller mand - hvis man har som udgangspunkt, at kvinder (eller andre for den sags skyld) generelt ikke er i stand til eller bør have ret til at træffe beslutninger om sit eget liv, og at de i stedet bør regeres over af en faderfigur - en patriark eller et patria (som kan udgøres af mange patriarker uanset deres køn - f.eks. alle politikerne i Folketinget, der hersker over befolkningen, som om den var børn) - så er man ikke feminist i denne minimumsdefinition. Feminisme er ikke at Fader Stat skal ”hjælpe kvinder ud” af noget imod deres erklærede vilje og underkende dem som væsner med selvstændige viljer og holdninger. Feminisme er slet ikke at kræve ret til at træffe beslutninger på kvinders vegne uden at lytte til hvad de egentlig selv vil.
Tværtimod, det er paternalisme og patriarkat. Det er umyndiggørelse af mennesker og dyrkelse af den autoritære faderfigur, der ”ved bedst”.
De, der organiserer sig og kæmper for bedre rettigheder og vilkår for sig selv og hinanden, er derimod holdt op med blot at bede sin Fader Vor - sin Pater Noster. De kæmper selv for sit daglige brød, forlader sig sin egen skyld og arbejder for at deres egen vilje skal ske. De tilbeder ikke den store Faderfigur og venter ikke på ”frelse” ovenfra.