”Jeg føler mig krænket”. I dagens Danmark lader der til at være opstået en slags kult omkring krænkelsesoplevelsen, eller snarere omkring forventningerne til konsekvenserne af krænkelsesoplevelsen. Det jeg her tænker på, er ikke en klassisk Honneth'sk krænkelse forstået som en krænkelse af individets behov for en af de tre basale typer af anerkendelse.

Nej, det er langt mere simpelt. Det kan være, og hold nu fast kære læser, for her bliver det virkeligt barskt, AT SE EN KVINDE AMME SIT BARN!!! Ja, jeg ved det, det er skrappe sager. Ikke en skæbne man ønsker skal overgå sin værste fjende... Eller hvad?

Den tidligere nævnte kult jeg omtalte har kun et princip, nemlig troen på, at hvis man trækker, ”jeg føler mig krænket”-kortet, så opnår man på en eller anden måde en særlig status, der berettiger én til særbehandling. Man behøver blot at erklære sig for krænket af et eller andet, og så dernæst læne sig tilbage og se hele verden springe for en, mens man skriger ”Højere! HØJERE!!! DET KRÆNKER MIG, AT DU IKKE HOPPER HØJERE!!!”.

Det kan godt være, at det hænger sammen med, at jeg jonglerer et fuldtidsarbejde, et barn og en gravid kæreste, og at jeg derfor ikke kommer nok ud, men jeg mangler endnu at støde på en kvinde, der har været i stand til at krænke, endsige støde mig med hendes bryster. Det være sig enten ved at amme sit barn eller blot ved at vise dem frem i almindelighed. Som forholdsvis heteroseksuel mand, der er glad for kvinder og for de af deres anatomiske særtræk, der adskiller dem fra mig, er det sidste man ville kunne med et par bryster nok at krænke mig.

Kort sagt, så har jeg aldrig nogensinde mødt en kvinde, der ikke ammede hensynsfuldt. Det hænger nok sammen med, at de færreste kvinder (jeg skal ikke kunne udelukke, at der findes en eller to, og HOLD DA KÆFT dem skal vi passe på, for de er sgu farlige sgu!) ammer deres barn med det formål at fremvise deres barm til almindelig offentlig beskuelse. Af samme grund findes der i massevis af tøj, der gør det let at lade junior stille sulten uden at blotte alt for meget hud.

Derfor undrer det mig, når Kasper Nogel Eriksen, i Politiken himler op om, at kvinder der ammer offentligt er navlebeskuende egoister. Manden må alt andet lige være Guds gave til kvinden, for man fornemmer ligesom, at stakkels Kasper ikke evner at komme ud ad sin hoveddør om morgenen, for bare bare kvinder, der kaster deres mere eller mindre til-ammede bryster i grams og til offentlige skue. Stakkels stakkels mand.

Men tilbage til det, som det egentligt handler om: krænkelseskortet. Folk som Kasper Nogel Eriksen (som rygtet vil vide, har forbindelse til den brave borgerrettighedsgruppe Manfo) lader til at tro, at hvis man hævder sig krænket, så står (en anden brav forkæmper for den lille mands rettigheder) DF klar med en særlov, der skal hindre sarte øjne i nogensinde at se et par bryster igen. Bortset fra, selvfølgelig, i reklamer, musikvideoer, på stranden og så på mangt et fedtet ungkarlehummer, hvor forkomsten af kvindelige fortrin nok er rigelige i de sene nattetimer, enten i kødelig eller virtuel form. Lige præcis DF skal Kasper Nogel Eriksen nok ikke regne med hjælp fra denne gang, når man tænker på netop dette partis forhold til bryster.

Hvis det, at en eller anden tosse føler sig krænket virkeligt skulle føre til at alle andre rettede ind, hvor stopper det så? Må man så heller ikke kysse offentligt? Det kunne jo støde nogen. Må man holde i hånd? Må man tale sammen? Eller er det i virkeligheden nok bedst, at man holder sig inden døre, og at bryster, som jeg er sikker på er tilfældet i Kasper Nogel Eriksens tilfælde, er noget, der hopper op og ned på en pixeleret skærm. Hold dig indendørs du kunne jo komme til at støde eller krænke nogen fra kulten, hvis du bevægede dig uden for blandt andre mennesker. Eller endnu værre, de kunne komme til at krænke dig! Oh hvilken gru! Oh hvilken rædsel! Oh hvilket patetisk, småborgerligt, sippet idioti!