
Politibetjente beskyldes for fysiske overgreb, racistiske ytringer og nedværdigende behandling efter rydning af Nigerias ambassade i Berlin, som blev besat af asylaktivister.
En besættelse af den nigerianske ambassade i Berlin ledte mandag den 15. oktober til anholdelse af 25 mennesker og en sigtelse for husfredskrænkelse mod 14 personer.
Men efter deres løsladelse er anklagerne også gået den anden vej.
Adskillige af de tilbageholdte kan således berette om mishandlinger og racistisk motiverede overgreb begået af det tyske politi.
Se videoen, hvor flere af de tilbageholdte personer fortæller om deres oplevelser med det tyske politi.
Besættelsen af den nigerianske ambassade var en protest mod en samarbejdsaftale mellem den nigerianske regering og de tyske myndigheder om hjemsendelse af asylansøgere.
Dette samarbejde er udarbejdet under den europæiske grænsekontrol organisation, Frontex, hvor Nigeria er gjort til »strategisk samarbejdspartner« og derfor skal være med til sikre EU’s ydre grænser.
Besætterne kræver et stop for de nuværende hjemsendelsesaftaler mellem de to lande samt et øjeblikkeligt stop af »tvungne gruppeafhøringer«, der jævnligt finder sted på den nigerianske ambassade.
Under tilbageholdelsen blev der mobiliseret til en solidaritetsdemonstration i Berlins gader, hvor 800 deltagere krævede en øjeblikkelig løsladelse af alle tilbageholdte.
Læs mere om ambassadebesættelsen hos Refugeetentaction (tysk).
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96