Selv om Helle Thorning, Mette Frederiksen og, naturligvis, Vestager gentager igen og igen, at der ikke kommer nogen dagpengeforlængelse. Selv om de (helt ukarakteristisk for denne regering) er utvetydige og melder klart ud, at de 2 års dagpengeperiode ligger fast. Og selv om SF under Annette Vilhelmsen åbenlyst har accepteret, at dagpengene ikke er til forhandling. – På trods af alt dette, så er det eneste, de faglige ledere kan foreslå, at regeringen laver et dagpengeforlig sammen med Enhedslisten, der redder de mange tusinde truede.
Enhver, der tror på, at det vil ske, er efter min mening håbløst naiv. Det eneste, der kan redde de dagpenge-truede, er udenoms-parlamentarisk aktion: Protest-demonstrationer, strejker, store tillidsmandsmøder osv.
Det er på tide, at venstrefløjen, Enhedslisten, begynder at melde klart ud, at der ikke kommer nogen dagpenge-løsninger alene med parlamentariske midler – fordi regeringen ikke vil.
Kampen om dagpengene er en afgørende styrkeprøve mellem regeringens krisepolitik – som den med egne ord har arvet efter VKO – og det håb om forandringer og solidariske løsninger, som folk stemte på for et år siden.
Hvis ikke regeringen kan presses på dagpengeområdet, så er chancen meget lille for at fjerne forringelserne for fleksjobbere, førtidspensionister osv. Til gengæld er chancen meget stor for, at der også kommer forringelser for kontanthjælpsmodtagere og for de studerendes SU.
Så dagpengene er det centrale spørgsmål for alle, også for fleksjobbere, førtidspensionister, syge, kontanthjælpsmodtagere, studerende osv. Vi kan kun bekæmpe forringelserne sammen, ikke hver for sig.
Men dagpengene er også det centrale spørgsmål for folk i arbejde, fordi det vil betyde øget pres på løn- og arbejdsforhold. Presset kommer både udefra og inde fra arbejdspladserne selv: Udefra, fordi endnu flere tusinde kæmper om de samme jobs. Indefra, fordi truslen om fyring meget hurtigt bliver til truslen om at miste bolig og forsørgelsesgrundlag.
Ser man kun rent parlamentarisk på det, er regeringen meget lidt presset. De borgerlige og arbejdsgiverne er vældigt tilfredse med regeringens politik. Venstre er mere end lykkelig for at kunne lave finanslov med regeringen og lade SRSF stå med regerings-ansvaret for de hårdeste angreb siden Madsen-Mygdal.
Men uden for det parlamentariske cirkus er virkeligheden en anden: 80 pct. af befolkningen mener, at de dagpengetruede skal reddes. Andelen af lønmodtagere, der er bekymrede for at blive arbejdsløse, er i perioden 2005-2010 vokset fra 18 til 31 pct. Regeringens – og især S og SF’s – opbakning er raslet ned i meningsmålingerne.
Men især regeringens mislykkede helligdags-tyveri (under 3-parts-forhandlingerne) viste, at utilfredshed fra medlemmer og tillidsfolk i fagbevægelsen er nøglen til at stoppe regeringens angreb.
Spørgsmålet er, om der er nogen, der vil organisere utilfredsheden?
EL har været meget klar i spyttet om, at de dagpengetruede skal reddes. Man kan altid diskutere, om svaret er jobgaranti eller 4 års dagpenge/6 måneders genoptjeningsret (jeg hælder til det sidste), men det er lige nu ikke særligt afgørende.
Det afgørende er, at EL ved at holde fokus på de dagpenge-truede er de eneste med troværdighed, især i fagbevægelsen, men også i S og SFs bagland.
Men det betyder også, at EL har et stort ansvar nu: Hvis EL bliver ved med at opretholde ”drømmen” om en parlamentarisk løsning, så betyder det, at mange andre også tror på det. Og så længe folk tror, eller bare håber, på parlamentariske løsninger, så er det vanskeligt at få testet af, om det muligt at mobilisere nok til at stoppe forringelserne.
Man kan ikke sige, at fagtoppen har forsømt ret mange lejligheder til at vise sin afmagt.
Først med helligdagstyveriet: Selv om adgangskortet for at deltage i 3-parts-forhandlingerne var, at der skulle skaffes mere ledig arbejdskraft (ifølge regeringen ved at stjæle 2 helligdage), så mødte de alle sammen op. Det var først, da medlemmer og tillidsfolk sagde stop, at de blev tvunget til at sige fra.
Dernæst demonstrationen ved folketingets åbning 2. oktober: Selv om alle ventede på, at ”nogen” tog et initiativ, så kom der intet fra fagtoppens side. Alle lurpassede – med henvisning til, at der ikke var bred opbakning. Henvisningen til mangelen på ”bred opbakning” kom fra så mange sider, at den udgjorde op mod halvdelen af LO-FTF-fagbevægelsen!
Så det er ikke specielt overraskende, når det eneste svar til de dagpengetruede (og alle os andre) fra lederne af de store fagforbund nu kun er at appellere til, at regeringen laver et dagpengeforlig sammen med Enhedslisten.
Fagtoppen er åbenlyst handlingslammet: Selv om titusinder af deres medlemmer er direkte truet af regeringens angreb (og mange flere indirekte), så sidder de fleste af dem stadig og drømmer sig tilbage til ”de gode gamle dage” under Nyrup, hvor de sad med ved bordet, når der skulle forhandles (også når der skulle forhandles forringelser, privatisering og markedsgørelse af den offentlige sektor).
De har endnu ikke lært af, at regeringen kun vil forhandle, hvis fagtoppen kan garantere opbakning til regeringens angreb.
Men fagbevægelsen er mere end fagtoppen. I mange lokale fagforeninger og blandt fagligt aktive breder frustrationen sig. Folk er ved at erkende, at dagpengene – mildt sagt – hænger i en meget tynd tråd.
I mange fagforeninger erkender man også, at fagbevægelsen ikke har gjort ret meget for at komme på banen i den sag. Vejlegården har både vist, at det er nødvendigt, at fagbevægelsen får skeen i den anden hånd, og at det er muligt at mobilisere og organisere.
Helligdagstyveriet og 2. oktober har rundt omkring sat gang i diskussioner om, hvorfor man endnu en gang var for sent ude.
Når en lille gruppe aktivister på 19 dage kunne mobilisere godt 2.000 til demonstration ved folketingets åbning 2. oktober, hvad kunne det så ikke være blevet til, hvis de faglige ledere havde taget initiativet? Eller mere realistisk: Hvis bare Enhedslisten sammen med lokale fagforeninger havde organiseret gennem deres apparater?
Det er den mulighed, vi skal bruge nu, hvis ikke bare vi vil læne os tilbage og lade dagpengene være fortid – og lade regeringen fortsætte sine angreb.
Utilfredsheden er tydeligvis til stede. Der er frustration i det faglige bagland – og i S og SFs. Så hvad kan vi gøre?
Det optimale vil selvfølgelig være store protest-demonstrationer, strejker, store tillidsmandsmøder osv. Men til en start kan mindre ting også gøre en forskel.
Der er allerede mindre initiativer i gang rundt omkring. LO i Århus samler underskrifter blandt deres tillidsfolk. Andre steder forsøger man at få det lokale byråd til at tilslutte sig udtalelsen fra Aalborg byråd.
Det er alt sammen meget fint, og alle initiativer er mere end velkomne. Men det er bare ret usynligt og mobiliserer ikke ret mange. Det bedste forslag, jeg har hørt om hidtil, er ét, der i øjeblikket bliver diskuteret i faglige kredse i Silkeborg.
I Silkeborg kommune står ca. 500 til at falde for dagpengereglerne 1. januar. Forslaget går på, at man samler et antal svarende til de 500 på det lokale torv for at vise: "Så mange mennesker står til at falde i vores kommune – hvad har I tænkt jer at gøre ved det?"
Forslaget har den fordel, at det både er realistisk og enkelt. Det kræver hverken bestemte paroler eller et politisk grundlag. Og så er det et forslag, der kan tages op i mange andre kommuner.
Det eneste det kræver er, at en håndfuld lokale fagforeninger bakker op om ideen og får støtte fra lokale EL-folk og måske endda S-SFere.
Hvis man gør noget lignende i en række andre kommuner, gerne på en fælles dag, eller i hvert fald i samme uge (fx sidste uge i november), så vil det blive meget synligt – og ikke mindst vil det være en god start på at bygge netværk til at opbygge et større pres på regeringen.
Det afgørende er ikke, om det lige netop er dette forslag, vi samler kræfterne om. Men hvis ikke vi skaber en udenoms-parlamentarisk modstand mod dagpenge-angrebet, så bliver betingelserne for den fortsatte kamp betydeligt sværere. Så noget skal der ske – og det skal være noget, som involverer flere end ”the usual suspects”. Det er udfordringen for både Enhedslisten, lokale fagforeninger og politiske og faglige aktivister.
PS:
Jeg har lige hørt om regeringens akutpakke 2. Den vil sikkert redde nogen fra at falde ud – for en kort tid. Men det vil i så fald blot ske ved at røre rundt i gryden af arbejdsløse. Og at tro på, at det vil redde 12.500, er mere naivt end at tro på regeringens ”kickstart”.
Men akutpakke 2 viser, at regeringen er presset. Så nu handler det om at øge presset ved involvere flere i noget synlig aktivitet.