Venezuela har genoplivet den socialistiske idé og omformet den til praktiseret velfærd og frigørelse. Og valg er en god ting for en revolution.
Søndag var en af den globale venstrefløjs vigtigste personligheder på valg. Han vandt. I hans hjemland ser de fattige Hugo Chávez som en helt, mens hans modstandere kalder hans 14 år lange styre autoritært.
I Danmark ser mange ham som en tvivlsom frontfigur for Venezuelas socialistiske revolution eller som en slags folkeforfører.
Billedet er delvist selvforskyldt, men også misvisende og uretfærdigt. Jeg har fulgt den omstridte præsident tæt siden februar 1999, hvor jeg første gang besøgte Venezuela, samtidigt med at Hugo Chávez på demokratisk vis overtog landets højeste post.
Der er to ting, som progressive danskere med en mening om Chávez ofte overser.
Den ene er de gode grunde til, at Chávez ikke blot er populær, men elsket. Den anden ting er, hvor vigtigt det er, at det revolutionære eksperiment i Venezuela har forvandlet socialisme fra at være en idé til at blive en praksis i det 21. århundrede.
Blandingen af fandenivoldsk forandringstrang og småsnakkende folkelighed har vundet Chávez de fattiges hjerter i Venezuela.
Og den revolution, han står i spidsen for, har gjort sig fortjent til tilliden ved at give nye politiske friheder til de, der før var udenfor, og fri sundhed og uddannelse og billige boliger og mad til det fattige flertal.
Millioner er blevet løftet ud af fattigdom og ind i den middelklasse, der knap nok eksisterede før.
Nu har Chávez og revolutionen endnu engang været underkastet det venezuelanske folks dom i stemmeboksene. Valg er en god ting for en revolution. Det er en enkel måde at bevise folkelig legitimitet.
Og med over en million stemmer i forspring til den højreorienterede udfordrer Capriles vandt Chávez en sikker, men ikke prangende sejr. Flere end 13 millioner venezuelanere deltog – et rekordstort antal.
Venezuelas valg er vigtigt for verden. Alene af den grund at det handler om hvem, der skal lede landet med nogle af verdens største opmålte oliereserver frem til 2019
Og sejren er en god ting for alle, der gisper efter alternativer til den kvælende og kriseramte rovdyrskapitalisme.
Alene af den grund at Venezuela står i første række i et latinamerikansk opgør med den neoliberale økonomiske model, som en stor gruppe lande med centrum-venstre regeringer - herunder Argentina, Bolivia, Cuba, Uruguay og Ecuador - også i større eller mindre grad udfordrer.
Personen Hugo Chávez har spillet en afgørende rolle i det opgør. Han er en show man. En usædvanlig blanding af en gøgler og en strateg.
Først skruer vi tiden 20 år tilbage. Det er 1992. Den ukendte oberstløjtnant Hugo Chávez står i spidsen for et mislykket kup.
Hans underjordiske bevægelse opfordrer til oprør, efter at over tusinde fattige er blevet skudt ned i Caracas af sikkerhedsstyrker under protester mod neoliberale reformer. Ingen følger opfordringen. Blod flyder. Regeringstro tropper nedkæmper oprørerne.
Chávez selv bliver taget til fange, men på sin vej mod fængslet, forhandler han sig til taletid på landsdækkende tv. De følgende 68 sekunder forandrer Venezuela.
Chávez gør noget, som de færreste af Latinamerikas traditionelle politiske elite har gjort før: Han tager ansvar for en fiasko. Det fulde ansvar. Og forvandler sig i fængslet til en demokrat, der pludselig vinder den opbakning, han som militær kommandant aldrig fik fra de civile.
Vi skruer tiden frem. Tyve år er gået. Nu er det 2012. Tydeligt mærket af sin kræftsygdom og 14 opslidende år som leder for en revolution med mange fjender, indkalder Chávez til endnu et pressemøde i en uendelig række.
AFP’s korrespondent spørger præsidenten om hvordan han vil indfri sine løfter om mere socialisme efter valget – og, nåh ja - om hans kommentar til et Benetton reklamefoto, der viser Obama og Chávez i et hedt kys.
Chávez skal lige have det sidste spørgsmål én gang til. Kysser hvem? Obama? Og Benetton sælger hvad? Tøj? Hmm. Chávez tænker. Et spørgsmål flyver ud af ham: Lukker Obama øjnene? Og så en sludder for en sladder om det ene og det andet indtil en venlig sjæl finder det omtalte foto af de to kyssende præsidenter frem på sin tablet. Chávez stirrer. Og griner. Jeg lukker også øjnene, konstaterer han.
Folkeforfører eller forførende folkelig? Døm selv.
Måske gi’r klippet et indtryk af, hvor svært den venezuelanske højrefløj har ved at finde en leder, der kan matche Chávez coolness. Uanset at de mange år ved magten har givet ridser i lakken.
Udadtil har hans tvivlsomme alliance med den strategisk vigtige OPEC-partner Iran og andre af Mellemøstens tyranner ført til berettiget kritik. Indadtil vækker det bekymring, at det ikke er lykkedes at knække hverken kriminalitet eller statslig korruption, der forbitrer tilværelsen for folk flest.
Det regerende socialistparti PSUV, en af Latinamerikas største massebevægelser, påpeger at volden er værst i delstater styret af højrefløjen, og at korruptionen tidligere var endnu værre.
Men at revolutionen har betydet et enormt velfærdsløft for almindelige venezuelanere står ikke til debat.
Den socialistiske regering overtog et olieland hvor halvdelen af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen. I midt-90erne var det så slemt, at hver tredje venezuelaner skulle overleve for mindre end 2 dollars om dagen. Revolutionen har siden løftet 3 millioner ud af den værste elendighed og 5 millioner ud af fattigdom.
Uanset hvordan det dristige venezuelanske samfundseksperiment kommer til at udvikle sig fremover, står også en anden ting fast:
Kunststykket at genoplive den socialistiske idé, og omforme den til praktiseret velfærd og frigørelse er i vores århundrede ikke blevet gjort af andre med samme kraft.
Så længe idéer ikke bliver ført ud i livet, er de fejlfri. Det gælder også den demokratiske socialisme. Men i det øjeblik idéen begynder at forvandle sig til virkelighed, kan andre pege på fejl.
Det skal ingen holde op med. Men i disse dage er der først og fremmest grund til at lykønske venezuelanerne med deres kloge og demokratiske valg af en socialist som præsident for deres smukke land.
Ulrik S. Kohl er debatredaktør på Modkraft.
Se også linksamlingen på Biblioteket om Hugo Chávez og den »bolivarianske revolution« i Venezuela.