Mens jeg prøvede at flikke et indlæg sammen om demonstrationsoplevelserne under det nu overståede olympiske vanvid, blev jeg uvægerligt nødt til at kommentere på og stille spørgsmål til den verserende sag om hhv. politiets adfærd og evt. nummerering.
Debatten har floreret i medierne om, hvorvidt danske betjente på linie med stort set alle andre politistyrker i Europa skal have en form for markør, der giver os dødelige borgere en teoretisk chance for at identificere betjente, der opfører sig problematisk, voldeligt, umenneskeligt m.v.
Sagen er i medierne foranlediget af et klasseeksempel af en sag fra det hedengangne klimatopmøde, hvor en gruppe betjente, der tilsyneladende ikke ved, hvem hinanden var og hvad hinandens ordre og tilhør var, i bedste specialstyrkestil kidnappede 5 mennesker, der ansås for at være topterrorister eller i ledtog med sådanne. Efter at have udmyget, skræmt og forulempet dem viste det sig, at terroristerne var ca. ligeså farlige og terroristiske som de 1000 uskyldigt tilbageholdte fra den store folkelige demonstration d. 12. december 2009..
Forslaget om, at de danske betjente skal have numre - eller i justitsminister Bødskovs forslag - en blanding af farvekoder og tal for at være identificerbare for lægmand (dvs. alle andre end deres overordnede, inkl. deres kolleger åbenbart), virker på mig som en forkølet gang fernis på et bygningsværk, der kræver langt mere dybdegående undersøgelser og opmærksomhed.
Lad der ikke herske tvivl om, at jeg da meget gerne ville kunne identificere den betjent, der f.eks slår på mine venner, anholder folk for langt mindre forbrydelser end de folkevalgte politikere eller hyldede erhvervsledere begår eller chikanerer/visiterer/provokerer til reaktion almindelige mennesker (særligt de, der ser anderledes ud eller ikke bare kryber for manden i uniform).
Jeg mener blot, at det er strukturelle og organisationelle problemer, der ligger til grund for de uhyrligheder og den lede, som den danske politistyrke skaber og får lov at skabe - og at vi må gå radikalt til værks for at løse samfundsproblemer, inkl. dette!
Jeg håber med dette korte oplæg således at bidrage til at begynde den dybere undersøgelse af, hvilken rolle - om nogen - en politistyrke med voldsmonopol spiller i et såkaldt oplyst og demokratisk samfund. Derfor ønsker jeg at stille spørgsmål ved nogle ting - detaljer hedder det vist i officiel jargon - som jeg finder himmelråbende opmærksomhedskrævende og langt vigtigere end nummerering eller ej, men som der er meget stille om:
1) Hvor sandsynligt er det, at en flok betjente på sådan en "high profile" opgave ikke ved, hvem hinanden er og hvad hinandens rammer er for opgaven? Og hvis det er, er det så ikke voldsomt bekymrende, når der er tale om en påstået "professionel", "folkelig" og "demokratisk funderet" organisation? Det er fra tidligere chefpolitiinspektør Vittrups side blevet bekræftet, at det ikke skulle kunne være en mulighed for betjente at gemme sig.. - hvilket fører til næste spørgsmål:
2) Hvordan kan man tillade en så ukoordineret og tilsyneladende bandelignende paramilitær organisation i et såkaldt demokratisk samfund? Vi taler her om en professionel statssponsoreret bande, der udover et volds- og tilbageholdelsesmonopol har et nærmest militært arsenal af alt fra militær giftgas (CS-gas) til automatvåben og armerede kampvogne. Oveni det en bande, der - ligesom Hells Angels og de berygtede "indvandrerbander" - systematisk dækker over hinanden og modsætter sig undersøgelser og spørgsmål.
3) Hvordan kan et såkaldt demokratisk funderet samfund acceptere, at så magtfuld en bande udelukkende står til ansvar overfor sig selv og en håndfuld politikere, der ikke ligefrem virker ivrige for at opsætte begrænsninger eller fremme den "demokratiske gennemsigtighed" indenfor styrken? Særligt, når det så går op for en, at politiet i forhold til PET, Politiets Efterretningstjeneste, er en særdeles gennemsigtig organisation.
4) Er jeg den eneste, der krymper mig, får kvalme eller andet fysisk ubehag, hver gang en folkeligt finansieret politiker lovpriser den danske retsstat til skyerne? Hver gang det bliver brugt til at hævde den vamle nationalitiske forestilling om, at Danmark er et enestående fyrtårn for demokrati og ret i verden?
5) I stedet for et diskutere nummerering i politiet, skulle der så måske diskuteres udløbsdato? I stedet for at tale om "brodne kar" skulle man måske tale om "broken system"?