Hviderusland fremstilles ofte i medierne som ”Europas sidste diktatur” og som et ”socialistisk” skræmmebillede. Officielt betegnes landet som en demokratisk og præsidentstyret socialstat med præsident Aleksander Lukashenko, som ”folkets tjener”.

Styret kan næppe betegnes som en totalitær diktaturstat. I kraft af præsidentens og hans magtapparats kontrol over alt - fra industri, politi og retsvæsen til fagforeninger og sportsklubber - ligner landet mest et autoritært, korporativt regime.

Da Hviderusland i august 1991 brød med Sovjet, skete der ingen større udskiftning af den politiske elite.

Den dominerende offentlige sektor blev ramt af samme strukturkrise som de øvrige ex-sovjetiske republikker.

Den efterfølgende social-økonomiske ustabilitet og omfattende korruption blev de udfordringer, Lukashenko i 1994 forholdt sig til, da han med venstrepopulistisk retorik sejrede i kampen om præsidentposten.

Han ændrede i 1996 forfatningen således, at landet både opgav resterne af sovjetsystemet og de elementer af borgerlig parlamentarisme, der var i støbeskeen.

Siden har han siddet på magten. Den politiske og økonomiske magt er koncentreret omkring præsidentens forvaltningsapparat samt omkring industri- og bankverdenen.

Økonomien

Hviderusland kan ikke betragtes som et land med socialistisk planøkonomi, men derimod en blandingsøkonomi med både helt og halvt statsejede selskaber samt en privat sektor, som ifølge Lukashenkos propaganda, står bag ”det hviderussiske vidunder”.

Et væsentligt økonomisk grundlag for landet har været de gunstige energiaftaler med Rusland. Dog er olie- og gasimporten i de seneste år blevet dyrere, hvilket er en voksende trussel for Hvideruslands sårbare økonomi.

Siden Sovjet-tiden har sværindustri, især våbenindustrien, været en dominerende erhvervsgren, der også i dag udgør en stor del af statsindtægterne. Våbeneksport til arabiske lande og Latinamerika er en vigtig indtægtskilde.

Også kemisk industri og to olie-raffinaderier fra Sovjet-tiden udgør en del af det økonomiske grundlag.

Hertil kommer telekommunikation, byggeri og forlystelsesindustrien, hvor især kasinoer er blevet nye væsentlige indtægtskilder for staten og for private forretningsfolk.

Behovet for investeringer dækkes af egne driftige forretningsfolk, de fleste med tæt tilknytning til præsidenten - og af udenlandsk kapital. Især er russiske oligarker aktive. I begrænset omfang er også vestlig kapital inde i billedet. Således findes både McDonalds og enkelte vestlige luksusbutikker i Minsk.

Landet er ikke totalt isoleret fra omverdenen. Og den økonomiske krise slog også igennem i Hviderusland, dog med forsinkelse, men efterfulgt af en inflation på over 100 procent (2011), og den gennemsnitlige månedlige realløn faldt fra 500 US-dollars til 150 US-dollars.

Inden for blandingsøkonomiens rammer foretager staten en vis omfordeling, så ekstrem fattigdom undgås. De sociale hensyn vises især forud for diverse valg i form af pludselige lønstigninger i den offentlige sektor.

Men man har opgivet fortidens gratis videregående uddannelse og sundhedsvæsen. Og nye nedskæringerne af velfærdsydelserne er undervejs.

Ligesom Grækenland har Hviderusland brug for ekstern støtte. Valgmulighederne er Rusland, Kina, Verdensbanken eller Den Internationale Valutafond. Alt er muligt.

Og det kan eksempelvis ikke udelukkes, at Lukashenko vil udnytte landets p.t. 12 politiske fanger som en vare til at slå en handel af med Vesten. Han kan måske imødekomme krav om løsladelse for at opnå gunstige lån. ”Noget for noget”.

Det politiske system

I et centralistisk og præsidentstyret land har parlamentet ingen real betydning. Selve institutionen har symbolsk værdi, og for de valgte medlemmer er et mandat et væsentligt springbræt for karriere.

I de seneste ti år er der ikke blevet indvalgt en eneste oppositionspolitiker i parlamentet. Loyale topembedsfolk, selskabsdirektører og private forretningsfolk bliver valgt, men ikke engagerede oppositionspolitikere.

Lukashenkos regime har ikke behov for noget egentligt støtteparti. En række masseorganisationer, herunder Det Hvide Rusland, foreninger af soldaterveteraner og pensionistforeninger betragtes som præsidentens sikre støtter.

Efter Sovjets fald undgik Hviderusland den ekstreme nationalisme, som kendes i de fleste ex-sovjetrepublikker. Den magtfulde hviderussiske embedsmandselite havde ikke behov for dette instrument i kampen om magtpositioner.

I stedet blev det Lukashenkos venstrepopulisme med en skrap antikorruptionsretorik og militant patriotisme, der blev landets ideologiske grundlag.

Regimet styrer valgprocessen nøje. Men situationen adskiller sig fra klassiske diktaturstater. Ved seneste parlamentsvalg i 2008 opstillede 18 partier deres kandidater. Der er dog også andre muligheder. Valgloven peger på tre kanaler for opstilling af kandidater: 

• enten af partier, der er godkendt af myndighederne. Dertil kræves at være officielt anerkendt, hvilket sker, når man har et kontor, altså en ”juridisk adresse”,
• af arbejdspladskollektiver (da regimet har kontrol med alle større virksomheder, er det denne kanal, styret betragter som den sikreste for sig selv) og
• af underskrifter fra mindst 1000 vælgere i samme valgkreds.

Ved valgene er det ikke partier, men enkeltpersoner, der konkurrerer. Og de kandidater, der er opstillet af legitime partier, får anført deres partinavn. De øvrige præsenteres som ”partiløse”.

Forud for parlamentsvalget nu til september vil oppositionspartier få lov til at opstille kandidater. Medierne vil bruge dem som prügelknaben, som nationen skal mobiliseres imod.

Og over for Vesten vil en sådan pluralisme blive anvendt som argument for, at der angiveligt er ”demokrati”.

To holdninger til Lukashenkos styre

I Hviderusland er den kommunistiske bevægelse splittet i holdningen til Lukashenkos styre. Denne taktiske uenighed har strategiske konsekvenser.

Den ene del af bevægelsen, Hvideruslands kommunistiske parti (BKP) støtter regimet. Dens partipresse hylder præsidenten som en ”viljestærk og beslutsom person”. Man fremhæver fællestræk mellem ham og Stalin som en ”folkekær” landsfader.

BKP blev stiftet i 1996 efter præsident Lukashenkos ”bløde” statskup, hvor forfatningen blev omskrevet til hans fordel. BKP betegner systemet som et ”folkestyre” og som et trin undervejs til socialismen.

Den anden del af bevægelsen, Partiet for Hvideruslands Kommunister (PKB) blev stiftet i 1991, og har siden 1996 betegnet Lukashenkos styre som autoritært. Partiet bliver diskrimineret, flere af dets ledere har været i fængsel.

Partiet har siden 1992 samarbejdet med Lenins kommunistiske ungdomsforbund, der er officielt godkendt.

Imens det førstnævnte, BKP, har valgt at arbejde loyalt og pragmatisk inden for statsapparatet samtidig med, at man fordømmer al oppositionsarbejde, indgik det andet, PKB, taktiske alliancer med andre venstrekræfter og med ikke-marxistiske partier for at afskaffe det autoritære styre. Det ses som et delmål på vej mod socialismen.

Inden for rammerne af denne alliancepolitik forsøger PKB at samle venstrekræfterne i et fælles forbund. Og selv om myndighederne ikke vil anerkende dette forbund juridisk, så eksisterer det i praksis som netværk.

Både PKB og BKP henviser til et marxistisk-leninistisk grundlag. De har stort set ens holdning til Sovjetunionens historie og en fælles klassemæssig forståelse af styrkeforholdet i verden.

Splittelsens historik

Da Hviderusland blev erklæret uafhængigt i 1991, blev datidens sovjetiske BKP suspenderet og dets faste ejendom beslaglagt. Imens antisovjetiske kræfter fejrede Sovjets fald, gik medlemmer af det forbudte BKP i gang med at forberede et nyt kommunistisk parti.

Den 8. december 1991 - samme dag, som Boris Jeltsin og lederne af Ukraine og Hviderusland i en jagthytte i Hviderusland undertegnede aftalen, der gav Sovjetunionen dødsstødet - stiftede denne gruppe kommunister, ved et møde i Minsk, Partiet for Hvideruslands Kommunister (PKB).

Sammen med Lenins kommunistiske ungdomsforbund tog man kampen op mod antikommunisme og antisovjetisme, mod de borgerlige kræfters agitation om at følge Baltikums vej fremad mod lyksaligheden i NATO og EU.

I 1993 ophævede regimet forbuddet mod det sovjetiske BKP. Det tilsluttede sig PKB, som blev erklæret for arvtager af det sovjetiske parti.

Det forenede parti PKB tog straks afstand fra planerne om at indføre præsidentstyre, som man betragtede som et tilbageskridt i forhold til det sovjetiske rådssystem. PKB udtalte sig moderat kritisk mod valget af Lukasjenko som præsident i 1994, og da han efter flere måneders konflikt med parlamentet i 1996 omskrev landets forfatning til egen fordel, tog partiledelsen afstand fra det autoritære styre.

En gruppe Lukashenko-tilhængere valgte dog at melde sig ud. De stiftede et nyt, systemloyalt, BKP.

Siden PKB indledte et taktisk samarbejde bl.a. med ikke-marxistiske oppositionspartier, har det nye BKP ved flere lejligheder opfordret regimet til at foretage repressalier mod PKB, der angiveligt samarbejder med ”folkefjender”.

I 2002 opfordrede Lukashenko dog BKP og PKB til at finde sammen og antydede muligheden for, at et forenet kommunistisk parti kunne blive en del af hans regime.

PKB ønskede dog ikke at blive omdannet til et sådan halehæng og afslog. En snes af dets medlemmer gik dog over til BKP.

Navneforandring

Myndighederne begyndte derefter at betvivle PKB's legitimitet. Man forlangte en navneliste over alle partimedlemmer, og da denne liste ikke blev godkendt, blev partiet forbudt i ½ år.

Myndighederne lagde et pres på landets trykkerier og forhindrede trykning af partiavisen Tovarisj. Man forbød kiosker at have avisen i løssalg.

Da PKB begyndte at trykke bladet i Rusland, blev enkelte numre konfiskeret ved grænsen.

Og bladets redaktør, Sergej Voznyak, der ved præsidentvalget i 2010 var talsmand for en uafhængig kandidat, digteren Vladimir Neklyjaev, blev arresteret. Han sad først 1½ måned i varetægt, hvorefter han fik en ”mild dom” - to års betinget fængsel.

Men fem af oppositionens præsidentkandidater fik mellem 2 til 5 års fængsel. Flere af partiets ledere har oplevet at blive sat af toget ved grænsen, når de fx var på vej til nabolandet Litauen.

Således blev partiets formand, Sergej Kalyakin, i marts 2012 tilbageholdt i et døgn af det hviderussiske grænsepoliti, hvorefter han fik udrejseforbud fra Hviderusland.

Styret ville ikke acceptere to kommunistiske partier, hvilket medvirkede til, at PKB i 2009 ændrede sit navn til Venstrepartiet - En Retfærdig Verden (LP-SM).

Da partiet for nylig ville afholde en international konference i Minsk, gav myndighederne afslag på visumansøgning fra flere europæiske partier, der var inviteret.

Den spanske kommunist Pedro Marset, tidligere medlem af Europa-parlamentet, fik endda bøde, da han ankom til Minsk lufthavn.

Undertegnede kom ind, men kun fordi jeg ankom med indenrigsfly. Jeg blev dog dagen efter af politiet idømt en bøde og fik en skriftlig advarsel.

Stalins linje

Hvideruslands Kommunistiske Parti (BKP) oplyser, at det har 6.000 medlemmer i alle kommuner, hvilket er næsten det dobbelte af LP-SM. Seks BKP-medlemmer blev ved valget i 2008 indvalgt i parlamentet.

Partiets hovedindsats er koncentreret om systemets forvaltningsarbejde. Partiet benægter eksistensen af politiske fanger i Hviderusland. De omtaler dem som ”kriminelle”, der, som det hed i en centralkomite-udtalelse fra marts 2012, ”som landsforrædere driver statsfjendtlig virke med støtte fra EU og USA, med det formål at svække den nationale enighed og stabilitet”.

BKP samarbejder med ”andre venstrepatriotiske kræfter” som Agrarpartiet, Det Patriotiske Parti og Republikkens Ungdomsforbund.

Partiavisen, Kommunist Belorussii – My i Vremja, refererer loyalt Lukashenkos taler og officielle besøg, fx hans jævnlige besøg ved det nyeste mindeskompleks for 2. verdenskrig, som han valgte at give et selvkonstrueret navn, ”Stalins linje”.

Aksel Carlsen er politolog.