Europas sidste partiuafhængige, venstreradikale dagblad, det italienske Il Manifesto, er efter 41 år ved at smide håndklædet i ringen.
Den 12. maj 2012 fremsatte Il Manifesto’s redaktion en længe frygtet salut til sine læsere: ”Et hårdt slag har ramt os ....”. Heri meddeles det, at bladets printudgave højst sandsynligt vil blive indstillet.
Il Manifesto blev grundlagt i kølvandet af Italiens 68-oprør. Initiativet kom fra en venstreoppositionel fraktion indenfor det italienske kommunistparti PCI. Gruppen, der bestod af en del kendte venstrefløjsfolk, blev i Italiens ’hede efterår’ 1969 ekskluderet af partiet pga. såkaldt ’venstreradikal afvigelse’ .
Et par år senere, i 1971, udgav de ekskluderede medlemmer omkring feministerne Rossana Rossanda, Luciana Castellina og Luigi Pintor dagbladet Il Manifesto som uafhængig, daglig venstreorienteret informationskilde....
I 1969 blev magasinet Il Manifesto grundlagt af en venstrefløjsfraktion indenfor Italiens kommunistiske parti (PCI). På et tidspunkt, hvor PCI – det største kommunistparti i Vesten - fuldførte den politiske afstalinisering samtidig med, at partiet gav afkald på perspektivet om en samfundsmæssig revolution.
PCI gennemgik en politisk tilpasningsproces og blev en fuldt integreret del af den borgerlige parlamentariske dagsorden. PCI blev således sammen med det japanske (!) og svenske kommunistparti (og det spanske og det franske, red.) en fremtrædende fortaler for den såkaldte ”euro-kommunisme”.
Nogle år efter fraktionens eksklusion fra PCI udkom Il Manifesto som dagblad i april 1971. Avisens hovedsæde var placeret i Rom. Det daglige oplag toppede i 1980’erne med omkring 45.000 solgte eksemplarer.
Fra midten af 1970’erne fik Il Manifesto gennem nogle år en ’konkurrent’ i avisen Lotta Continua (Kampen fortsætter). Denne avis blev udgivet af den venstresocialistiske organisation Lotta Continua og fungerede som dagblad og kommunikationsforum for de forskellige sociale og politiske bevægelser i Norditaliens industrizoner: Såsom den nye boligbevægelse, organiseringer af arbejdere uden faglig uddannelse fra Syditalien (Mezzogiorno) og af studerende og de socialt deklasserede, arbejdsløse unge.
Lotta Continua, der på et tidspunkt havde et oplag på omkring 25.000, blev indstillet i 1982. (1)
Il Manifesto’s redaktionelle linje var præget af en kritisk venstreorienteret holdning til PCI's politik. Siden kommunistpartiets opløsningsproces i 1991 (2) indtog dagbladet en lignende kritisk holdning til det parlamentariske venstrefløjsparti Rifondazione Communista.
Holdningen til de sociale bevægelser var principielt positiv, og artiklerne bidrog til politisk mobilisering. Il Manifesto’s kulturside gjaldt selv hos borgerlige medier som ”landets bedste”.
Den italiensk-kyndige internationale venstrefløj refererede som regel til Il Manifesto’s nyhedsartikler om og analyser af begivenhederne i Italien.
Et stort ”NO” pyntede Il Manifesto’s forside den 12. maj 2012 og forkyndte dermed, at den vægtige venstrefløjsavis højst sandsynligt tvinges til at lukke.
Dagen efter denne meddelelse modtog redaktionen tusinder af solidaritetserklæringer fra læserne, samt fra andre dagblades journalister.
Il Manifesto’s chefredaktør Norma Rangeri kommenterede på bladets internetside de statslige nedskæringer i mediestøtten med tilbagevirkende kraft. Hun betegnede dette som den ’politiske misgerning’, der forårsagede den berømte ’dråbe som fik bægeret til at flyde over’.
Norma Rangeri sagde bl.a.: ”Vi har i vores 40-årige historie oplevet en del kriser, men denne er den tungest vejende. Ikke mindst på grund af de ydre politiske omstændigheder, der resulterede i ’verdens mest forrykte forretningslukning’ ”.
Enden kom dog på ingen måde overraskende. Siden Berlusconi-regeringen skar i de statslige subventioner til medier tilbage i 2008, har Il Manifesto kæmpet for sin overlevelse.
Dertil kommer, at bladets oplag i de seneste år er faldet drastisk fra knap 30.000 dagligt solgte eksemplarer til nu omkring 16.000 eksemplarer. Grunden hertil er blandt andet de sociale bevægelsers forandrede kommunikationsmønstre via internet.
Italiens nuværende teknokrat-regering under ledelse af ministerpræsident Mario Monti (tidl. rådgiver for Coca Cola – koncernen og finansinstitutet Goldman-Sachs Group), har i starten af 2012 skærpet publikationsbetingelserne for landets uafhængige presse.
Denne politiske afgørelse reducerer den samlede mediestøtte fra 175 millioner euro til 50 millioner euro – med tilbagevirkende kraft for finansåret 2011.
For ”Il Manifesto” betød dette, at den hidtidige årlige støtte på 3 millioner euro blev skåret ned til 1 million euro. Derfor var Il Manifesto allerede i slutningen af februar 2012 tvunget til at indgive sin insolvens til myndighederne.
Bladets omkring 60 faste medarbejdere har siden da ikke fået udbetalt deres løn. En situation som det italienske journalistforbund FNSI har betegnet som ”helt uholdbar”.
Radikale venstrefløjskredse har gennem årene ytret solidarisk kritik af Il Manifesto’s afhængighedsforhold til den statslige subventionspolitik.
Denne kritik besvarede redaktionen med at henvise til de forvrængede forhold på det italienske mediemarked, hvor størstedelen af samtlige annonceindtægter kommer Berlusconis medieimperium til gode.
Italiens medielandskab er nu kommet endnu et skridt nærmere en total monokultur - domineret af Silvio Berlusconis mediekoncern.
Noter
1) Såvel det italienske dagblad ”Lotta Continua” som det franske dagblad ”Libération” (grundlagt af kredsen omkring Jean-Paul Sartre, Simone de Beauvoir og folk fra den mao-spontaneistiske organisation "Gauche Prolétarienne") var inspirationskilde til det tyske venstreradikale basisinitiativ ”TAZ – Die Tageszeitung” i 1979. Både ”Libération” og ”TAZ” er imidlertid blevet til progressive mainstream-dagblade.
Der eksisterer idag kun meget få parti-uafhængige venstrefløjsdagblade i Europa. For eksempel det tyske dagblad ”Junge Welt”. Bladets internationale ressort og de historiske artikler bærer gennemgående præg af avisens fortid som det østtyske statsparti SEDs ungdomsforbund ”FDJ’s” organ. Dertil kommer det norske dagblad ”Klassekampen”, der i en lang proces frigjorde sig fra dets maoistiske arv og idag fungerer som et progressivt, parti-ufhængigt medie med visse gammeldags traditionalistiske træk. Derudover findes der i Europa en del dagblade udgivet af diverse venstrefløjspartier, fortrinsvis kommunistiske partier, heriblandt dagbladet ”Arbejderen” i Danmark.
2) PCI har siden hen transformeret sig til et socialdemokratisk parti, og i 2007, via sammenslutninger med borgerlige kræfter, er det blevet til et centrum-venstre parti med navnet PD (Partito Democratico).
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96