Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Regeringen er for kædeansvar - og stemmer imod

Social dumping
10. maj 2012 - 16:58

Regeringen er for kædeansvar - og stemmer imod

Regeringen er positiv overfor Ø-forslag om »bestilleransvar« mod social dumping, momssvindel og skattesnyd på danske arbejdspladser. Men den vil ikke stemme for det lige nu.

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Ole Wugge Christiansen

Folketinget førstebehandlede tirsdag den 8. maj et forslag fra Enhedslisten om at indføre et såkaldt »bestilleransvar«, der skal dæmme op for social dumping, momssvindel, skatteunddragelse og hvidvaskning af sorte penge.

Lovforslaget går ud på at lade ordregivere hæfte økonomisk for, at virksomheder og underleverandører, der deltager i udførelsen af arbejdet, overholder myndighedskrav og aftaler med ansatte.

Regering mere åben for forslaget

Selv om regeringspartierne ved førstebehandlingen meddelte, at de ville stemme imod lovforslaget, er Finn Sørensen, folketingsmedlem for Enhedslisten, optimistisk om forslaget videre behandling.

– Der var positive tilsagn fra både beskæftigelsesministeren og regeringspartierne om at gøre noget ved de problemer, som forslaget er møntet på, siger Finn Sørensen til Modkraft.dk. 

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen sagde under folketingsbehandlingen, at hun var enig i intentionerne i forslaget om bestilleransvar, og at de ville indgå i et tværministerielt udvalgsarbejde, der til oktober skal fremsætte forslag til bekæmpelse af social dumping.

Udvalget blev nedsat i efteråret som led i finanslovsaftalen med Enhedslisten, men dengang ville regeringen ikke lade bestiller- eller kædeansvar indgå som en del af udvalgets arbejde.

- Folketingsbehandlingen viste, at regeringen nu er mere åben over for bestiller- og kædeansvar. Der er sket et vist skred, selv om det ikke er garanti for, at det så indføres. Dansk Arbejdsgiverforening vil nok stritte meget imod, siger Finn Sørensen.

Han henviser til, at Dansk Arbejdsgiverforening allerede har fremsat et seks sider langt papir, der stritter imod et forslag fra EU-kommissionen om, hvordan det såkaldte »udstationeringsdirektiv« skal håndhæves, blandt andet gennem kædeansvar.

Fagbevægelsen, blandt andet inden for gartner-, restauration- og byggefagene, har ved flere overenskomstforhandlinger krævet kædeansvar indarbejdet i overenskomsterne, så virksomheder, der ellers er dækket af overenskomst, ikke kan lade uorganiserede underleverandører arbejde under overenskomstsniveau.

Borgerlig afvisningsfront

De borgerlige partier til højre for regeringen afviste alle at støtte Enhedslistens forslag - Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance med argumentationen, at man med forslaget ville straffe folk, der ikke var ansvarlige for andres lovbrud.

 – Vi er af den opfattelse, at udgangspunktet må være, at den, der bryder reglerne, kommer til at hæfte. Ansvaret skal ikke tørres af på andre, sagde han i Folketingssalen.

Det fik Finn Sørensen til at spørge, om Joachim B. Olsen var bekendt med, at hæleri var lige så ulovligt som tyveri. Men den situation synes Joachim B. Olsen ikke kunne sammenlignes:

- Når det kommer til entreprenøropgaver og andre komplicerede opgaver, er gennemsigtigheden slet ikke lige så høj, som hvis man sidder småfuld på et værtshus og køber et Rolex-ur. Det synes jeg næsten giver sig selv.

Også Dansk Folkeparti afviste at støtte forslaget - selv om partiet på det seneste har anklaget fagbevægelsen, ikke mindst LO, for ikke at tage truslen om østarbejdere på det danske arbejdsmarked alvorligt.

Bent Bøgsted argumenterede med, at problemerne med social dumping burde være løst med indgåelsen af den såkaldt Østaftale tilbage i 2003 og i Enhedslistens finanslovsaftale med regeringen i efteråret.

– Men vi kan i Dansk Folkeparti altså ikke være med til, at man pålægger nogen et bestilleransvar. For man er på herrens mark, når det f.eks. er ude i tredje, fjerde, femte led, at der sker et svigt, sagde han.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96