En feminist forholder sig til sin omverden og den måde køn, kønsroller, ligestilling, børneopdragelse, uddannelse, ligeløn, barsel og arbejdsdeling spiller sammen på. En feminist ser på mønstre, traditioner og strukturer, og hun udtænker, hvordan man politisk og personligt kan gøre noget ved den traditionelle spændetrøje, som bestemmer, hvem der gør hvad. En spændetrøje som både børn, mænd, kvinder er anbragt i. Det vender jeg tilbage til.
Sidste år efter valget opsagde jeg efter en del år abonnementet på Politiken. Inden Politiken havde jeg haft et nært forhold til Information, som blev kørt illegalt ud i min barnevogn under krigen. Efter 50 år, da avisen forvandlede sig til partiblad for SF med alenlange referater fra partiets bestyrelsesmøder (der skete noget på de møder dengang), fik jeg nok og skiftede til Politiken, som jeg virkelig kom til at holde af i Tøgers tid.
Men op til og især efter valget blev den kulturradikale avis til en radikal selvpisker med tirader om stramme livremme, økonomisk ansvarlighed og et selvhøjtideligt ansvar for vores fælles fremtid - hovedsagligt betalt af de fattigste. Samtidigt blev Politiken så fyldt med slapt sprog og faktuelle fejl, at det var uudholdeligt.
Hvad gør man så?
Information havde godt nok droppet SF’s HB-møder, men skiftet dem ud med en karlekammerretorik, hvor man under dække af analyser kunne sige frække ord som kusse, lækre ludere i Thailand, analsex og mene frække ting om prostitutionens velsignelser, så drengerøvene skulle jeg ikke købe avis af.
Hvad er der så tilbage?
Jeg tog Weekendavisen og Arbejderen, som forekom mig som 2 forfriskende modsætninger. Det er også gået nogenlunde, men jeg er bange for at Arbejderen ryger, for den er faktisk næsten ubærlig at læse for en feminist.
Toppen var i dag, hvor der var indlagt en plakat for Rød 1. maj. Talere: Søren Søndergaard Tue Tortzen, Jørgen Petersen og Benjamin Carl Egerod. Det er sikkert alle sammen udmærkede mennesker - jeg kender ikke Benjamin. Det er jo slet ikke et spørgsmål om Søren eller Tue, om Jørgen eller Benjamin, men om at se mønstret og gøre noget ved det. At ikke engang ungdomsrepræsentanten for Kommunistisk Parti kunne have et andet køn fortæller mig, at ingen har skænket det en tanke, for jeg tror at hun findes. Det var aldrig gået i SUF eller Enhedslisten, for der var nogen, der ville have set det
Som sagt var plakaten toppen, for det var ikke første gang, Arbejderen serverede det anvendte patriarkat i min postkasse. Jeg gemte faktisk avisen fra d. 13. april, fordi jeg ville bruge den som eksempel, når jeg sagde avisen op. Alle billeder forestiller mænd bortset fra nogle gruppebilleder og et billede af en kvinde malet af Victor Brockdorff, hvis kunst omtales af kultur@arbejderen.dk., der namedropper 14 navne i anmeldelsen - alle mænd.
Samtlige indlæg, i det omfang skribenten lader sig kønsbestemme, er skrevet af mænd, og næsten alle, der omtales, er også mænd. Hvis man spørger redaktionen vil den sikkert svare, at den intet har mod kvinder, hvad jeg tror er rigtigt, men at den ikke har skænket problematikken en tanke - måske synes den slet ikke, at der er en problematik, for er det ikke ligegyldigt, om det er mænd eller kvinder, der skriver eller afbildes, når bare indholdet er godt?
Nej, det er ikke ligegyldigt, at en avis formidler et så skævt billede af, hvilket køn, der tegner de politiske analyser, bog-, teater- og filmanmeldelser, skriver klummer, skriver fagligt osv. Faktisk er Weekendavisen til sammenligning kønsmæssigt aldeles uforudsigelig i sit valg af skribenter.