»Når Islam gøres til slap, blodfattig samtaleterapi drænet for testosteron, gøres den samtidig passiv og verdensfjern. Hvad der er brug for, er en muskulær Islam, der har styrke, vilje og visdom til at skabe forandringer. Krig er, hvad enten vi kan lide det eller ej, et vilkår i verden, og at lukke Allah ude fra disse områder er en misforståelse af, hvad tro drejer sig om.
(..) Den muslimske verden vakler mere og mere, fordi den fornægter sit eget åndelige fundament, og muslimernes øverste ledere er desværre medvirkende til, at Islam synker i knæ ved at formene den adgang til frontlinjen.«
Nej, der er ingen, der har sagt disse ord. Men prøv at forestille dig, hvilket ramaskrig, der ville have været, hvis en dansk imam og konvertit havde udtalt dem.
Forestil dig, hvis en dansk imam havde skrevet en kronik i en dansksproget muslimsk avis om, at krigen i Afganistan er en ren religionskrig, og at den i virkeligheden handler om slatten og umoralsk gudløshed mod standhaftig og dydig gudsfrygt. Forestil dig endvidere, at kronikken blev indledt med en henvisning til religiøse og historiske myter om hvordan, muslimske krigsførere fik kraft og inspiration fra deres religion og ledte deres hære og nationer til sejr over de vantro, og at muslimerne bør vende tilbage til disse tider, hvor krigsbegejstring og religiøs begejstring hængte sammen. Og forestil dig, at konklusionen var, at islam må blive mere voldsbekræftende og maskulin, hvis den muslimske verden ikke skal lide nederlag - ikke bare i dens krig mod "Vesten" men som kultur.
Okay, har du forestillet dig det?
Så forestil dig endvidere, at en anden dansk imam skrev en bog om dengang han tog til Afganistan og tog aktivt del i kamphandlingerne. Forestil dig, at han åbent skrev om, hvordan han havde lavet hjemmelavede bomber og brugt dem mod folk, og hvordan han havde sneget sig ind i fjendens lejre og hørt dem skrige i smerte, og hvor stolt han var over at have kæmpet side om side med rigtige soldater. Forestil dig, at dette var et uddrag af hans bog: »Nu står jeg her som en anden soldat og forsvarer lejren med en kalashnikov og håndgranater.«
Du ved godt, at der ikke ville gå længe, fra nogen af de historier blev kendt, til 90% af de danske politikere, meningsmagere, avis-ledere osv ville have råbt og skrevet op og taget afstand og krævet at andre, der ikke har noget med de to tåbers synspunkter og handlinger at gøre, også skal tage formelt afstand.
Nogle ville endda have krævet statsindgreb, grundlovsbrud, censur og forbud mod de to personers organisationer eller menigheder, og der ville helt sikkert have været nogen, der ville have krævet fængslinger, retssager, deportation eller landsforvisning.
Og hvis de to galninge endvidere var ansat i en offentlig institution, så ville der i hvert fald have kommet politiske krav om fyringer og statsindgreb mod denne institution.
Come on, hånden på hjertet: du ved det godt, hvis du skal være ærlig.
Derfor er det, jeg spørger: Hvor bliver den samme forargelse af, når en dansk teolog - og katolsk konvertit - skriver en sådan kronik i et større dansk religiøst tidsskrift? Det vil sige, kronikken handler selvfølgelig ikke om Islam og muslimer, men om kristendommen, som ifølge radioværten på DRs religionsprogram bør tage sig sammen og blive mere "maskulin" og krigsbegejstrende, hvis den skal vinde krigen mod muslimerne og bestå som kultur.
Det indledende "citat" er nemlig med nogle få ændringer hentet fra Iben Thranholms kronik i Kristeligt Dagblad, og min beskrivelse er ikke en beskrivelse af en imams kronik om krigen mellem muslimer og det "gudløse Vesten" men et lettere omskrevet resumé af hendes kronik med samme tema.
Hvor er protesterne mod denne militante og offentligt ansatte katolik? Hvor er kravene om indgreb mod Danmarks Radio, hvor hun stadig er ansat? Jeg tvivler som sagt på, at der ikke ville have været højlydte protester, hvis det havde været en offentligt ansat muslim, der havde skrevet en kronik i samme stil som Iben Thranholms.
Og hvad angår den militante fanatiker, som tog til Afganistan for at lege soldat, tvivler jeg endnu stærkere på, at den eneste reaktion ville have været, at man havde "bedt ham om en redegørelse" og påpeget, at den slags altså ikke er helt tilladt ifølge nogle konventioner. Det vil sige: ikke hvis der virkelig var tale om en muslimsk præst.
Det er der dog ikke. Det er nemlig en kristen, dansk præst - en officiel og statsansat repræsentant for den danske statskirke - der begejstret har beskrevet sine æventyr som illegal kombatant i Afganistan.
Det er feltpræsten Victor Greve, der i dag er sognepræst i Haderslev Stift, der har henvendt sig til en avis for at fortælle om hvordan, han tog til Afganistan og besluttede sig for at kæmpe aktivt i krigen og sågar har deltaget i angreb og lavet bomber og dermed vel har slået folk ihjel.
Vi ved alle sammen godt, at hvis der havde været tale om en dansk muslim, så ville det have fyldt avis-“debatterne” (dvs der ville ikke have været megen debat, for "debattørerne" ville have været enige om fordømmelsen) i ugevis.
Men en dansk folkekirkepræst, der gør sig skyldig i det, som andre ryger i koncentrationslejren Guantanamo for? Det bliver højest til et par små avis-artikler og en intern redegørelse. Ingen forargede politikere dér - han er jo kristen og medlem af "Folkekirken" og dermed per dansk "politisk korrekt" definition "moderat" og "demokratisk" uanset hvor meget hans handlinger er udtryk for det modsatte.
Denne religiøse og voldelige galning har måske været opflammet af samme fanatiske voldsideologi som Iben Thranholm åbent agiterer for i sin kronik i Kristeligt Dagblad.
Begge er offentligt ansatte. Begge arbejder som religiøse forkyndere og bliver betalt af den danske stat for at påvirke folks tanker, følelser og verdenssyn.
Nu må jeg bede mig undskyldt, mens jeg kortvarigt udbryder et: "Føj for Helvede!"
Iben Thranholms kronik er eddermame ulækker og hendes religions- og kultur-opfattelse er hamrende sindsyg og dødsensfarlig. Det ville den have været, hvis den havde været skrevet af en fanatisk muslim, og det er den stadig når den er skrevet af en fanatisk kristen. Så er det sagt.
Men det er jo så hvad det er. Der er også plads til vanvittige fundamentalister som Iben Thranholm, og hun skal have lov til at skrive kronikker til danske dagblade og sågar forkynde sit had i offentligt financerede radiostationer. Jeg vil aldeles heller ikke holde nogen danske katolikker til ansvar for hendes udgydelser eller kræve indgreb mod dem, hvis de ikke tager afstand fra hendes voldsretorik, og hvis hun passer sit arbejde ordentligt, så kan hun for min skyld beholde det. Som sagt skal der være plads til hendes slags, og hendes rabiate holdninger må stå helt for hendes egen regning. Det samme ville have været tilfældet, hvis der var tale om en muslim.
Men som sagt kan man godt undre sig over, at der ikke har været det mindste "pip" fra hysteriske politikere og meningsmagere, over radioværtens tilskynding til voldsreligion eller terror-præstens krigsæventyr.
- Hvor er kravene om afstandstagen, indgreb, fyringer osv? Hvor er demonstrationerne, hvor alle Folketingets partier står sammen om at udtrykke deres forargelse?
- Hvor er Søren Pinds sædvanlige paranoidt-hysteriske blogindlæg om Danmarks undergang som nation? (Nå nej, han er jo selv tilhænger af en mere maskulin og militant religiøs vækkelse, så længe den er kristen).
- Hvor længe skal vi vente på at Villy Søvndal beder Iben Thranholm og andre militante kristne om at "skride ad helvede til", sådan som han bl.a. har gjort det overfor muslimer, der heller ikke er tilfredse med den "vestlige gudløshed"?
Hvis man forventede nogen form for konsistens og ærlighed i dansk politik, så kunne man som sagt undre sig over disse udeblivelser.
Men man undrer sig jo ikke længere. Man er jo efterhånden blevet godt vant til hykleriet i den danske debat. Vi ved alle sammen godt, at hvis nogen af de to historier havde handlet om en kendt og offentligt ansat muslim, så havde det vækket et ramaskrig. Vi ved også godt, at det offentlige Danmark ikke bekymrer sig stort om, at der findes kristne, som prædiker lige så rabiate holdninger.
Vi må altså konkludere, at de forargede politikere ikke egentlig er så inkarnerede modstandere af sammenblanding af politik og religion eller af voldsforherligende religiøs retorik, som de gerne vil give indtryk af. Forargelsen bliver nemlig kun igangsat, når de religiøse galninge er muslimer - tilhængere af kristendommen kan opfordre nok så meget til religiøs krig - og sågar deltage i krig - uden at nogen politiker løfter et øjenbryn af den grund.
Nu må du have mig undskyldt én gang til, mens jeg igen udbryder et "Føj for Helvede!"
Hvis ikke det var fordi jeg for længst havde passeret kvalmegrænsen, så ville jeg brække mig over dobbelstandarderne og hykleriet i den såkaldte "kulturkamp" i dansk politik. Så er det sagt.... og det lettede lidt.
Men som sagt: Man er jo efterhånden blevet så vant til det hykleri, at man nærmest må anstrenge sig for at blive oprørt over det. Det er dagligdag i Danmark, og det er blevet en selvfølgelighed at der er forskellige regler for forskellige folk.
NB. Som det fremgår af en henvendelse fra Diana Bach, Redaktør på DR Tro, (se kommentarerne) er Iben Thranholm ikke længere ansat på Danmarks Radio.