Fattigdomsdebatten raser stadigvæk og det nyeste skud på stammen i sager der kan forarge, er Sofie, der har tilladt sig, at beklage sig over sin situation som fattig studerende. Hun har skrevet det mest kommenterede indlæg på politikken nogensinde og før hende var det Carina, den enlige mor, som var i vælten.

Jeg tror, at mange vil være enige med mig i, at debatten er kørt af sporet. Den er kørt et sted hen, hvor det handler om enkeltpersoners budgetter, hvorvidt det er en ret at kunne deltage i det sociale liv på sit studie, eller hvor mange gange man med rimelighed skal spise pasta med ketchup om ugen. Selvom at diverse nyhedsmedier kunne finde en person, alle kunne blive enige om var egentlig fattig, ville debatten alligevel være for ensidig.

Selvfølgelig handler spørgsmålet om fattigdom om den enkeltes levevilkår og hvor vidt disse er rimelige. Men der er også en hel samfundsmæssig dimension, som let bliver glemt i debatten. Den handler om hvad fattigdom som en mere generel størrelse gør ved vores samfund.

Fattigdom som samfundsmæssigt fænomen, er nemlig ikke noget vi kan måle på de enkeltes rådighedsbeløb, det handler om den afstand der er mellem de der er nederst i et samfund og de der er øverst. Det er er altså uligheden, som har den største betydning. Her på modkrafts Kontradoxa sektion har jeg anmeldt bogen ”Lighed – hvorfor alle klarer sig bedre i lige samfund”, af Richard Wilkinson og Kate Pickett, som bl.a. viser at vores konkrete placering i et samfund i forhold til andre samfundsmedlemmers placering har en væsentlig betydning for, hvordan vi har det rent mentalt og fysisk. Dermed har den interne fordeling af rigdom ofte mere at sige end den samlede rigdom i et land.

Igennem en række statistiske og kvalitative undersøgelser viser Wilkinson og Pickett hvordan lighed gavner samfundslivet og de sociale relationer, den mentale sundhed og stofmisbruget, det fysiske helbred og den gennemsnitlige levealder. Men også antallet af overvægtige, indsatte i fængslerne og teenager graviditeter, uddannelsesniveauet, mængden af vold, længden af de straffe der gives og den sociale mobilitet.

Og noget af det mest interessante er, at Wilkinson og Picketts undersøgelser viser, at ”næsten uanset indkomstniveau er det (...) bedre at leve i mere lige samfund”. Lighed gavner alle i et samfund, ikke kun de fattige. Med de sidste ti års voldsomme udvikling i uligheden i Danmark, bør bogen give stof til eftertanke og ikke mindst skyts til venstrefløjen, i den aktuelle fattigdomsdebat.

Samtidig giver bogen et grundlag for et endeligt opgør med den borgerlige idé om, at ulighed er en katalysator for vækst, som gavner hele samfundet – også de dårligst stillede. Ulighed gavner ikke hele samfundet, faktisk forholder det sig stik modsat. Og det er sådan set det vi burde diskutere, når debatten handler om fattigdom, i stedet for tilfældige menneskers budgetter.

Vores gamle regering førte en økonomisk politik, der gjorde Danmark mere ulige og dermed overordnet til et dårligere samfund – ikke bare for den dårligste stillede del af befolkningen, men for os alle sammen. Vores nuværende regering viderefører stort set den samme økonomiske politik, bl.a. fordi De Radikale har fået så forholdsvis stor indflydelse. De er dermed i gang med at ødelægge det ligheds fundament, der gør og har gjort Danmark til et langt bedre samfund at leve i, end eksempelvis USA.

Men det er samtidig langt fra nok at kræve 1960’ernes Danmark tilbage. Vi kan ikke sætte vores lid til socialdemokratisme og keynesianistisk politik. Verden og den globale økonomi har forandret sig for meget. Vi lever i en global neoliberal kapitalisme, hvor små stabile og lukkede socialdemokratier er en ting fra fortiden. Keynes er, grundet manglede alternativer, blevet venstrefløjens økonom. Det eneste vi kan finde på som svar på krisen, er offentlige investeringer. Men dette langt fra nok – alene af den grund, at Danmark er en åben økonomi og offentlige investeringer derfor i nogen grad er, som at skovle penge ud i havet.

For at skabe ikke bare lidt mere lighed i forhold til hvordan tallene så ud, da den borgerlige regering gik af, men meget mere lighed, skal vi tage et fundamentalt opgør med vækstdogmet, underordnet hvordan vi vil forøge at skabe vækst. Hvis vi følger resultaterne af Lighed er vi nødt til grundlæggende at transformere vores samfund – hvilket ikke er noget socialdemokratisk politik anno 2011 peger i retning af.

Der er derfor masser af gode grunde til, at vi i Danmark hopper ordentligt med på Occupy-bevægelsen og arbejder for reel lighed for de 99 procent, der også vil få gavn af den.