Sidste gang lånte jeg Elizabeth Japsens blog, hvori jeg gik imod den på bjerget gældende tendens til kun at se Gadaffi som en ren forbryder og oprørene som engle, der kun manglede vinger for at kunne flyve. Jeg forklarede faktisk, at Gadaffis regime også havde gjort noget godt - først og fremmest ved, at det havde forvandlet Libyens befolkning fra at være nogle af Afrikas fattigste og til at være borgere i et moderne velfærdssamfund.
Denne gang har jeg lånt Kurt Bertelsen Christensens blog, fordi jeg gerne vil give en forklaring på det hastværk Nato havde med at få fjernet Gadaffi. Jeg har hentet artiklen fra nyhedsbrevet fra STS – Intersol nr. 102, som snart vil udkomme.
Overskriften hedder: Var det mon forklaringen på at man havde så travlt med at få fjernet Gadaffi?
Omtrent en uge efter Gadaffi var blevet dræbt og begravet, spurgte man på TV2 News, om sandheden mon skulle begraves sammen med ham. I den forbindelse viste man filmklip af de røde løbere og de omfavnelser, hvormed man blot nogle få år inden angrebet, havde modtaget Gadaffi. Men hvad var det i grunden for en sandhed, man i givet fald forsøgte at skjule? For at finde ud af noget mere slog vi op på Google. Her er noget af det, vi fandt:
”Det var Gadaffis Libyen, som sørgede for den første revolution i moderne tider”, skrev Jean-Paul Pougala på AlAfrica.com den 13. oktober. ”Det skete, da hele kontinentet blev forbundet med telefonforbindelser, radioforbindelser, tv-forbindelser og andre moderne faciliteter som telemedicin og fjernundervisning via radio og fjernsyn. Og takket være WMAX-radio-broen blev disse ting opnåelige over hele kontinentet inklusive i de landlige områder.”
Afrikas egen satellit
”Det begyndte i 1992, da 45 afrikanske nationer etablerede RASCOM (Afrikas Regionale Satellitsamarbejde), så Afrika kunne få sin egen satellit og reducere kommunikationsomkostningerne drastisk over hele kontinentet”, fortsatte Pougala. ”Det skete på et tidspunkt, hvor telefonsamtaler til og fra Afrika var verdens dyreste, også indenfor samme land, fordi kontinentet måtte putte 500 millioner dollars i årlig leje for telefonsamtaler i lommerne på ejerne af satellitter i Europa som Intertal.
En afrikansk satellit ville koste et engangsbeløb på 400 millioner dollars, og kontinentet skulle ikke længere betale 500 millioner dollars årligt i leje. Men hvilke banker ville finansiere et sådant projekt? Problemet vedblev med at bestå – hvordan kan slaver, der søger frihed fra deres herrer, spørge herrernes hjælpere om hjælp? Ikke overraskende kom Verdensbanken, den internationale valutafond, USA og EU kun med vage løfter i 14 år.”
Andre afrikanske satellitter og hvad det har kostet Vesten
Derefter forsatte Pougala: ”Gadaffi satte en ende på disse forgæves plagerier de vestlige ”velgørere” med deres overdrevne rentesystemer. Den libyske leder lagde 300 millioner dollars på bordet. Den Afrikanske Udviklingsbank tilføjede 50 millioner mere, og den Vestafrikanske Udviklingsbank yderligere 35 millioner dollars.
Kina og Rusland fulgte trop og delte deres teknologi og hjalp med at lancere en satellit for Sydafrika, Nigeria, Angola og Algeriet i 2010. Den første helt igennem afrikansk-byggede satellit vil blive opsendt fra Algeriet i 2020. Satellitten er beregnet på at konkurrere med verdens bedste, men til en ti gange mindre brugerpris - en virkelig udfordring.
Dette er historien om, hvordan en symbolsk gestus på kun 300 millioner dollars, forandrede livet på et helt kontinent.
Ikke blot har Gadaffis Libyen kostet Vesten 500 millioner dollars i årlig leje, men det har også kostet Vesten indtægterne fra de lån, man ellers havde måttet yde, for at kontinentet overhovedet skulle kunne betale de 500 millioner og de store renteudgifter. Det ville have belastet kommende generationer, men også hjulpet med til at bevare et okkult system for plyndringer af hele kontinentet.
Afrikas Monetære Foundation, Afrikas Centralbank og Afrikas Udviklingsbank
De 30 milliarder dollars, der er blevet indefrosset af hr. Obama, tilhører den libyske centralbank og er blevet øremærket til at være Libyens bidrag til tre nøgleprojekter, som kunne have tilføjet de sidste hjørnesten i en afrikansk føderation – den Afrikanske Investeringsbank, placeret i Sirte i Libyen, etableringen i 2011 af Den Afrikanske Monetære Foundation i Yaounde (Cameroun) med en kapital på 42 milliarder dollars, og den Afrikanske Centralbank, som når den begynder (læs: begyndte) at trykke pengesedler vil betyde dødsstødet for brugen af CFA-franc, gennem hvilke Paris har været i stand til at fastholde grebet om nogle afrikanske nationer i de sidste halvtreds år. Det er let at forstå den franske forbitrelse overfor Gadaffi.
”Det var ingen overraskelse at se, at de afrikanske lande på et møde den 16.- 17. december afslog, at vestlige lande kunne deltage i Den Afrikanske Monetære Foundation, idet de sagde, at den kun var åben for afrikanske lande”, skrev Pougala også.
Han frygter også, at Vesten skal gå efter at vælte styret i Algeriet, fordi landet foruden enorme naturressourcer har kassereserver på 150 milliarder dollars. ”De lande, der bomber Libyen, har en ting til fælles – de er alle bankerotte og har enorme gældsposter”.
Udover disse visioner hos den forhenværende libyske regering, kan man også på Nettet finde planer om at udnytte de store vandressourcer, der ligger under sandet i Sahara, til at skabe produktion af fødevarer i overrislede områder af Sahara.
Gadaffi blev betegnet som ”skør” af de vestlige ledere. Det var han muligvis også, men hans visioner har alligevel betydet meget for Afrika, for dem af dem, han nåede at realisere, inden han blev dræbt og begravet på et hemmeligt sted i ørkenen.
Der er ingen tvivl om, at han ikke levede op til de standarder, som man måtte stille i retning af overholdelse af de menneskelige rettigheder.
Nå, men det gør USA vist heller ikke. De diktatorer, Vesten samarbejder med rundt om i verden, har vel også lidt svært ved det.
Bombningerne af Libyen fandt sted for at beskytte den civile befolkning imod Gadaffis planer om at begå folkedrab på sin egen befolkning, hævdede de 8 ud af 28 Nato-lande, der deltog i aktionen.
Desuden overholdt Gadaffi jo ikke de menneskelige rettigheder.
I øvrigt advarer jeg imod at tro, at forholdene i Libyen er blevet demokratiske efter Natos bombardementer eller at tro, at modstanden mod Nato er forbi. Det vil jeg vende tilbage til, hvis jeg kan låne endnu en blog.
Vagn Rasmussen.