Jeg møder ham en tirsdag eftermiddag. Han er i hvid kittel, lille moustache, meget høj og med øjenbryn, der ser ud til at kunne bære et helt ansigts mimik i sig selv.

Konstant farer de op i panden, mødes mod næsen, og rynker pandens hud.

Hans hår er rodet og puffet på den måde, hår er, når ejermanden gerne vil have det til at fylde mere end det gør. Han er ikke helt ung længere.

Hans navn er ’Amr. Og noget andet, men lad det ligge. Jeg går ind ad døren til hospitalet med min ven og medicinstuderende, Muhammad.

I bilen herhen har han og jeg talt længe og ivrigt om klitoris, oprindelsen af kulturelle riter og religion – fortolkning og praksis. Vi har talt om orgasmer og den første gang og været vanvittigt uenige.

Trods samfundsændringer bliver mange egyptiske kvinder stadigvæk omskåret - primært i landområderne

Jeg går ind ad døren til hospitalet med Muhammad bag mig. Vi er i Cairo, området Dokki, en tirsdag aften i oktober.

Ni måneder efter revolutionen 25. Januar og to dage efter dén begivenhed, der nu går under navnet Maspero-massakren. Her blev 30 unge mennesker brutalt slagtet af det militæ,r som ”var én hånd” med folket bare ni måneder tidligere.

Vi skal møde doktor ’Amr, som er Muhammad’s onkel. ’Amr lukker døren til sin konsultation bag os og kalder på te og kaffe lige før den smækker bag os. Han folder hænderne på doktor-vis og glider ned i sin stol med et skælmsk smil.

– So what do you want to know?, spørger han.

Kvinder omskæres stadig

Jeg er her for at tale med ham om omskæring af kvinder. Om hvorfor, hvor meget, hvordan, hvem og hvor. I hvilken alder og med hvilke konsekvenser for (sex)liv og levned.

Men mine forsøg på at forklare ham rammen om vores samtale virker ikke helt.

Jeg får fornemmelsen af, at han har hørt den med en udenlandsk journalist og de forfærdelige fabler om kvindelig omskæring og muslimsk frygt for kvinders indre vilddyr før.

Han viger udenom direkte spørgsmål. Han vil hellere bare snakke. Han kan godt lide at snakke.

– Selv har jeg aldrig udført en omskæring, men mine kolleger fortæller mig, at det var ret almidelig operativ praksis her indtil 1990’erne, men i årene derfra og op imod 2003, hvor det blev forbudt ved lov, blev det meget mindre almindeligt, siger han.

– Jeg har kun repareret, siger han, og henviser til de par gange om ugen en ung kvinde eller pige kommer ind med en ”traumatisk sag”, som han kalder det.

En omskæring udført på en illegal, uautoriseret klinik eller i hjemmet. Kvinden er ofte stærkt blødende og skal sys.

’Amr er forpligtet til at rapportere disse tilfælde til politiet. Men han gør det ikke altid. For som han siger »De lavede en lov, men jeg så ikke meget ændre sig. Folk gør det, og det vil de blive ved med. Så jeg tøver ofte«.

Da ’Amr skrev sin afsluttende opgave på medicin-studiet i 2003, lavede han en research på området. Han fandt, at tallene for kvinder under 20 år var ca. 80%, for kvinder over 20 var de 90%.

Der var altså sket et skred i kraft af den debat, der var gået forud for lovgivningen, hvor bl.a. sheikhen fra Al Azhar var ude og sige, at omskæring ikke havde skriftligt grundlag i Koranen, og derfor ikke kunne anses for u-islamisk.

»Skær men ødelæg ikke«

Omskæring omtales i vage termer i Koranen. Hadith, optegnelserne over profeten Muhammad’s levemåde, forbyder det ikke, men anbefaler det heller ikke. En Hadith fortæller, at Profeten kom forbi en kvinde, der var ved at udføre en omskæring, og sagde til hende: »Skær, men ødelæg ikke«.

Almindeligvis forklares det, at omskæring på profetens tid var en meget veletableret praksis. Havde profeten fuldstændig afvist, havde han samtidig afvist et folks ældgamle riter om ære og skam. Og dem laver man ikke lige om på.

Der snittes dog stadig i kvindens kønsorganer i det meste af Egypten. Ifølge World Health Organisation er 100-140 millioner kvinder omskårede. Men de høje tal betyder ikke, at langt størstedelen af Egyptens kvinder skal ”sprættes op” for at kunne føde børn.

Omskæringen af kvindens genitalia har fået navnet Female Genital Mutilation (FGM), og defineres i niveauer, niveau 3 som værende den mest omfattende.

Det første niveau er en forholdsvis simpel procedure, hvorved ekstra hud omkring klitoris og af og til klitoris selv skæres bort. Den mest omfattende operation er niveau 3, infibulation, hvorved skeden syes sammen.

Den stærke modstand mod omskæring, verden har set de sidste 20 års tid, fokuserer på den krænkelse af basale menneskerettigheder, der ligger i praksisen.

Omskæringen indebærer adskillige helbredsricisi: epidormide cyster, tilbagevendende urinvejs- og vaginale infektioner, kroniske smerter og obstetriske komplikationer. Sidst, men ikke mindst, kan oplevelsen af at blive omskåret betyde psykiske trauma, der sætter spor i liv og sexliv.

I Egypten praktiseres hovedsageligt niveau 1 og 2. Jo længere ud, vi kommer på landet, des alvorligere bliver omskæringen, siger ’Amr.

– For der findes to forskellige Egypten, hvis ikke flere. Der er ét Egypten, og det er det, vi kender fra kvinderne med det smukke hår på tv, ’Amr Diab (Egyptisk popstjerne, red.) og revolutionær ungdom på Tahrir. Men majoriteten af Egypterne lever jo i et andet Egypten, forklarer han.

Multinationalt paradis med social slagside

Egypten er et helt enormt socialt stratificeret samfund. Siden Præsident Anwar Al-Sadat indførte »den åbne dørs politik« i 1970’erne, har Egypten praktisk talt været en legeplads uden grænser for multinationale selskaber og investerings-eventyr på lave skatter.

Samtidig er det uddannelsesniveau, der skabtes under Gamal Abd-Al Nassers anti-imperialistiske og anti-kapitalistiske regime i kraft af skolegang og sundhedstilbud, praktisk talt forsvundet.

En meget stor procentdel af Egyptens enorme befolkning er analfabeter, og ungdomsarbejdsløsheden er enorm.

Der findes stort set intet sikkerhedsnet eller vej tilbage, hvis en familie først er røget ud i en af de enorme slumkvarterer, der omkredser landets hovedstad Cairo.

Hovedstadens unge og smukke smører øregangene med søde popsange og spiser fastfood med flokken af fnisende veninder på et butiksstrøg på Zamalek eller i CityStars.

Samtidig kalder en femten-årig nygift flokken af geder sammen, og beder dagens sidste bøn for en bedre dag i morgen et sted i Upper Egypt. Landet er enormt, og forskelligheden i de liv, der leves her, er enorm.

»Det sekulære sidestilles med korruption«

– Vi har den her kultur, som blev importeret med olien fra Saudi-Arabien, da Sadat kom til magten. Den fik godt fat i de af os, der ikke havde meget andet at holde fast i, siger han og nikker ud mod et par kvinder i Niqab på gaden.

– Og nu, efter x antal år med et fuldstændigt korrupt styre, der har gjort livet virkelig svært for mange... Nu begynder folk at tro, at problemet under hele Mubarak-æraen var det faktum, at styret var sekulært og ikke, at det var korrupt.

Han sukker og folder hænderne langsomt og fast. Emnet berører ham tydeligt, han virker bekymret eller lidt tynget. Han har fat i noget, der handler om hans lands fremtid, om hans folks skikke og traditioner.

– Så folk sætter nu deres tillid til en stiv forståelse af islam som det bedre alternativ, siger han og understreger, at denne udvikling hovedsageligt foregår udenfor Cairo. Og her, i Sinai og Upper Egypt, er der ikke megen tillid til de fine ord fra magtens centrum:

– Hvis en sheikh fra Al-Azhar under Mubarak udtalte sig om kvindelig omskæring som værende u-islamisk, ville disse mennesker så tro ham? spørger han agiterende, og giver selv svaret:

– Nej, hvorfor skulle de lytte til en sheikh, som støtter et styre, de ikke føler sig repræsenterede af? De lytter til deres lokale sheikh. Lovene fra magtens centrum kommer ikke til at ændre på rigtigt og forkert i deres liv. Men generelt handler det her ikke om religion. Det handler om de rammer, religionen fodres af og lever i.

Blåstemplet jomfruelighed

Jeg forsøger at få snakken tilbage på rette spor igen. Vi har fat i noget meget interessant, men jeg kom jo for at snakke om kvinder, omskæring og kontekst.

Vi har fået slået fast, at det mest er kvinder udenfor Cairo, som bliver omskåret i de svære grader. I en snak, der bliver meget lang, fortæller og fabulerer ’Amr om myter, anekdoter og tragikomiske historier om jaloux ægtemænd, lystige kvinder og tjek for jomfruelighed.

Han er levende og sinddsygt engageret, men vil meget nødig bedes om at dømme, hvad der er rigtigt og forkert.

– Når en familie kommer og beder mig om et tjek for jomfruelighed, siger jeg altid, at hun er jomfru. Selvom der er tydelige tegn på defloration, ville jeg aldrig sige det, fortæller han.

Altid vender vi tilbage til, at det centrale er, at ville sine døtre det bedste. At forsøge at give dem det gode, man kan, i de rammer, man nu engang lever i.

– Selvom jeg personligt synes, at kravet om jomfruelighed er en fjollet idé og en forældet tradition, så giver jeg alligevel pigen det blåstempel, hun og hendes familie har brug for i de rammer, de i deres liv er givet, afslutter han.

Der bliver lidt stille i rummet. Jeg sidder lidt og tænker på etik og sandhedskrav i den danske sygepleje, da han taler igen. Han smiler til mig, som om han kender livet, idet han vender tilbage til sin pointe fra tidligere.

– Lovene fra magtens centrum kommer ikke til at ændre på rigtigt og forkert i deres liv. Ikke før egentlig forandring, politisk inddragelse og social lighed gør sit indtog her.