WEDNESDAY, SEPTEMBER 21, 2011
ORDER IN PENDING CASE 11A317 DAVIS, ANTHONY TROY V. HUMPHREY, WARDEN
The application for stay of execution of sentence of death presented to Justice Thomas and by him referred to the Court is denied.
Så kort, og så koldt og teknokratisk kan en henrettelsesordre formuleres. Med disse ord kan en mand blive slået ihjel. Denne korte besked var ordene i en erklæring fra den amerikanske højesteret, som afviste at gribe ind i sagen om Troy Davis, som var blevet dømt til døden af staten Georgia i USA. Erklæringen betød, at henrettelsen kunne fortsætte uden yderligere forsinkninger eller undersøgelser.
Sagen om Troy Davis er en af de mest omtalte henrettelser i USA i den seneste tid. Og med god grund, for efter at han blev dømt i 1991, har der fremkommet massevis af grunde til at tvivle på hans skyld og til at have mistro til at hans retssag gik retfærdigt til.
Sagen er som følger: I august 1989 forsøgte den private vagtmand Mark MacPhail (som også arbejdede som politimand) at gribe ind, da en person var ved at gennemtæve en hjemløs mand med en pistol. Mark MacPhail blev skudt og dræbt. Vi ved hverken hvem der slog den hjemløse, Larry Young, eller hvem der skød vagtmanden Mark MacPhail. Alt vidnerne kunne fortælle var, at det var "en sort mand i en hvid t-shirt".
Hvad vi ved, er at en mand ved navn Sylvester "Redd" Coles dagen efter gik til politiet og fortalte dem, at han havde set Troy Davis med en .38-kaliber pistol - samme kaliber som MacPhail blev dræbt med - og at han havde set Troy angribe den hjemløse. Vi ved dog også, at Coles selv havde været oppe at skændes med den hjemløse Larry Young, og at Coles faktisk var ejer af en kaliber .38 pistol, som han dog erklærede at han havde mistet.
Mordvåbnet blev aldrig fundet, og der blev ikke fundet spor af krudtslam på Troy Davis eller andre fysiske beviser på at han skulle have affyret en pistol. Retssagen, der førte til at Troy Davis blev dømt til døden, var således udelukkende baseret på vidneudsagn.
Senere i forløbet er det dog kommet frem, at flere af vidnerne ikke vil stå ved sine erklæringer til politiet, som blev brugt i retten. Faktisk har 7 ud af de 9 vidner, der udpegede Troy Davis, trukket sine erklæringer tilbage. Flere af dem har fortalt, at de følte sig truet eller presset af politiet til at skrive under. Det hjemløse voldsoffer, har senere sagt, at han aldrig har set Troy Davis. Andre vidneudsagn har til gengæld impliceret manden, Sylvester Coles - manden der gik til politiet og anklagede Troy Davis.
Vi har altså at gøre med en retssag, der udelukkende er baseret på tvivlsomme vidneudsagn, hvoraf et af dem er fra den mand, som også er en oplagt kandidat til anklagebænken i den samme sag. Ikke desto mindre har Troy Davis siddet på dødsgangen i rundt regnet 20 år og blev altså henrettet af staten Georgia den 21. september 2011.
I en bizar omvendt fortolkning af retsstatens principper om bevisførelse bestemte appel-domstolene nemlig, at sagen kun kunne gå om, hvis Troy Davis kunne bevise sin egen uskyld. Det var altså ikke nok, at der var masser af grunde til at tvivle på at han var skyldig. (Læs en opsummering af de tvivlsomme elementer i sagen her.)
Henrettelsen blev fordømt i kraftige vendinger af bl.a. Amnesty International og af den franske regering (men jeg har ikke hørt noget fra de danske myndigheder - ville det være farligt at udtale sig om midt i en valgkamp?).
Men Modkraft.dk har allerede skrevet om denne sag, så hvorfor tager jeg nu det op igen?
Dels fordi det er vigtigt konstant at rejse diskussion om at USA - en af den danske stats nærmeste allierede - stadig praktiserer henrettelse som afstrafning her over et hundrede år efter at de fleste "vestlige" og "demokratiske" regimer afskaffede denne form for "retfærdighed". Det bringer USA i et skrækkeligt selskab blandt totalitære og brutale regimer, der ligger langt væk fra det "vestlige kulturfællesskab" politiske hyklere i Danmark ellers ynder at holde skåltaler om. I Europa er det kun diktatur-staten Hviderusland, som stadig praktiserer dødsstraf.
Og dels fordi det er vigtigt at fastholde fokus på at retssystemet i USA har stærke politiske, klassemæssige og racemæssige slagsider. Som Modkrafts journalist skriver er det socio-økonomiske forhold der afgør hvor stærkt man står i en retssag, og hvis den anklagede er sort er sandsynligheden for dødsstraf langt højere end hvis det ikke er tilfældet. (Se flere statistikker her.) Uanset om man er for eller imod dødsstraf, så kan man ikke kalde dette "retfærdighed".
Den politiske slagside er helt formelt indbygget i retssystemet. I retssager, der kan føre til henrettelse, er det normalt at jury-medlemmerne udvælges udfra kriteriet om, at de alle skal gå ind for dødsstraf. Det resulterer naturligvis ikke i et særlig repræsentativt udsnit af befolkningen, når kun de, der åbent erklærer sig som tilhængere af dødsstraf - vel vidende at denne institution har sociale og etniske slagsider - kan udvælges til at dømme om andres skyld.
Alt dette er vigtigt - også for danskere - fordi USA som sagt er en af Danmarks allierede, fordi USA er en af verdens dominerende magter, og fordi vi har politikere, journalister og politiske kommentatorer, som gang på gang fremhæver at vi "deler værdier" med USA og lever i et særligt "kulturfællesskab".
Jeg vil gerne insistere på, at disse kommentatorer taler for sig selv, når de påstår at "vi" skulle dele værdier med en kultur, der kalder drab for "retfærdighed" og som hylder død og vold. Jeg føler mig i hvert fald ikke som en del af denne dødsforherligende kultur - og det er der da heldigvis mange amerikanere, som heller ikke gør. Disse mange amerikanere vil nok også godt have sig frabedt at blive pladseret i samme "værdi-fællesskab" som deres blodtørstige landsmænd. USA er ikke én kultur. Det følgende handler derfor kun om visse dele af det amerikanske samfund.
Det at en amerikansk retssag starter med, at de potentielle jury-medlemmer skal afhøres og erklære sin villighed til at slå et andet menneske ihjel, og bliver afvist som egnede hvis de udviser skepsis eller tøven, bringer mig til overskriften i dette indlæg: Dødens kultur.
Jury-udvælgelsen er jo et eksempel på et system, der fremmer og priviligerer de mest aggressive og kyniske elementer i den amerikanske kultur. Jo mere voldsforherligende du er, des større er sandsynligheden for at du får magt til at afgøre andre menneskers liv og død. Og omvendt: Hvis du udviser tøven eller menneskelig empati, så rissikerer du at blive frasorteret og får dermed mindre indflydelse.
Sådan en mekanisme kommer unægteligt til at præge kulturen. Og retssystemet er ikke den eneste mekanisme, der fremmer forherligelsen af død og vold i det amerikanske system og kultur. Det samme gør sig gældende ved udvælgelsen af kandidater til politiske embeder - også her vil man stå svagere, hvis man viser tøven overfor anvendelsen af vold, eller hvis man ikke sætter lighedstegn mellem drab og "retfærdighed".
Det betyder, at der er institutionelle udvælgelsesmekanismer, som gør, at kun de mest blodtørstige kan komme til at sætte dagsordenen og præge systemet, hvilket naturligvis fører til at de selvsamme mekanismer bliver fastholdt og forstærket.
Tag for eksempel den igangværende konkurrence om hvem der skal blive Det republikanske partis næste præsidentkandidat.
Rick Perry er en af top-kandidaterne. Som guvernør i Texas har han godkendt 234 henrettelser, og hvilket er en rekord siden dødsstraffen blev genindført i 1976. I en national tv-debat blev han spurgt om han havde haft nogen problemer med tanken om, at nogen af dem, han har dømt til døden, kunne have været uskyldige.
Se video-klippet herunder. Det interessante er ikke så meget det, at han uden tøven benægter, at han ikke har mistet den mindste smule nattesøvn over at dømme andre til døden. Det interessante er, at da journalisten og debat-værten nævner, at Rick Perry og hans stat er indehaver af rekorden i henrettelser, bryder publikum ud i "spontane" klapsalver og pift. Senere i videoen (ca. 1:00) kalder han henrettelsen for "den ultimative retfærdighed", hvilket ikke bare udløser en ny runde af klapsalver men også direkte jubel.
Henrettelser bliver altså ikke blot anset som noget nødvendigt og måske beklageligt, men som noget man skal være stolt over og entusiastisk glad for.
Men faktisk er det relevant at dvæle ved hans påstand om at han ikke har haft noget problem med at henrette nogen af de 234, hvis død han har været ansvarlig for. Hans påstand om at der er så mange sikkerhedsmekanismer, at det kun er de skyldige, der bliver henrettet, og at systemet fungerer, holder nemlig ikke vand - og det ved han godt.
I 2009 var han nemlig med til at sørge for, at en mand blev henrettet på trods af, at nye beviser var kommet frem, der sandsynligvis kunne have fået ham frikendt. I 1992 blev Cameron Todd Willingham dømt til døden for mordbrand. Da brandtekniske eksperter senere undersøgte sagen og kom frem til, at "beviserne" i retssagen var noget uvidenskabeligt bras, og at der ikke var noget, der indikerede at branden var påsat, kunne Rick Perry have stoppet henrettelsen, men han valgte at ignorere de nye beviser og lade en måske uskyldig mand blive dræbt. Da en statskommission i 2009 - fem år efter henrettelsen - kom frem til samme konklusion, valgte guvernør Rick Perry at standse kommisionens rapport og udskifte medlemmerne.
En anden sag drejer sig ikke om en mand, der sandsynligvis var uskyldig, men det er en sag, hvor den henrettede ikke fik den fair retssag og mulighed for at benytte de sikkerhedsmekanismer, han ellers har ret til. Humberto Leal Garcia var fra Mexico og var kendt skyldig i frygtelige gerninger. Han blev dog aldrig informeret om, at han som mexicansk statsborger havde ret til juridisk hjælp fra den mexicanske ambassade, hvilket var en krænkelse af hans rettigheder og af amerikanske og internationale konventioner. På trods af protester fra den amerikanske præsident og internationale myndigheder, beordrede Rick Perry, at henrettelsen kunne fortsætte uden så meget som en ny gennemgang.
Om Rick Perry virkelig ikke har haft noget problem med at træffe disse beslutninger ved jeg ikke. Men sagen er, at han skulle genvælges som guvernør, og for at blive det, så kunne han ikke vise nogen tøven, blødsødenhed eller empati for dømte forbrydere. For at blive valgt til en politisk post var det nødvendigt for ham, at han viser sig som en "stærk mand", der uden at blinke kan dømme selv en uskyldig til døden - hellere det, end at udføre en handling, der kan tage som tegn på, at han ikke har fuld tillid til retssystemet og dødsstraffen.
Dette er også et resultat af en kultur, der hylder døden og drab på andre mennesker.
Et andet eksempel på denne dødsdyrkelse kommer fra endnu en af de seneste debatter i konkurrencen om hvem der skal repræsentere Republikanerne ved næste valg.
Ron Paul er en kandidat, der ikke har nogen chance for at blive valgt, men som ikke desto mindre er særdeles populær blandt store dele af befolkningen - især hos den såkaldte "Tea Party"-bevægelse (når de ser bort fra at han ikke støtter krig, hvilket er grunden til at han ikke har nogen chance for at blive valgt i et parti, der dyrker død og drab). Han er nemlig "libertarianer" og mener at der ikke skal være noget som helst offentligt velfærdssystem eller sikkerhedsnet - heller ikke i form af offentlige sygesikringer til de ældre eller fattige.
I debatten blev han spurgt, hvad han mener, der skal ske, hvis en person, som ikke har tegnet en privat sundhedsforsikring pludselig bliver alvorligt syg - skal hospitalet og samfundet så bare lade denne person dø?
Det er ikke Ron Pauls svar, der var det mest skræmmende. Han svarede nemlig, at han da håbede at civil-samfundet ville tage sig af en sådan person, så det ikke kom så vidt. Det er for så vidt interessant nok, men han fik ikke mulighed for at give dette svar, før han blev afbrudt af folk blandt publikummet, der højlydt råbte "Yeah!!!" til debat-værtens spørgsmål om hvorvidt samfundet bare skal lade uforsikrede personer dø.
Det er én ting at anerkende, at det kan være den beklagelige konsekvens af Ron Paul’s politiske ideologi - en konsekvens han tydeligvis ikke selv ønsker. Det er noget helt andet at bryde ud i entusiastiske glædesråb ved tanken om at lade en person dø af sin sygdom. Det gjorde publikum i den såkaldte "Tea-party-debat", og denne reaktion var langt mere skræmmende end Ron Pauls politiske visioner.
Et tredie - og sidste - eksempel fra Republikanernes konkurrence om præsidentkandidat-posten. I en af de tidligere debatter fik kandidaterne spørgsmål om deres holdning til tortur. 3 ud af de 5 kandidater rakte hånden op og erklærede, at de støttede brugen af tortur. Dette udløste også klapsalver fra det blodtørstige publikum.
I den ene af de tre debatter havde CNN sat rammerne ved blandt andet at udvælge publikum, der var langt til højre i det amerikanske politiske landsskab - arrangementet var arranget sammen med en af "Tea Party"-organisationerne.
Dermed havde de også sat præmisserne således, at de kandidater, der gav udtryk for de mest ekstreme og kyniske synspunkter, fik størst applaus, hvilket giver seerne og kandidaterne det indtryk, at det rigtige og mest populære er at omfavne dødens kultur og erklære sig villig til at slå folk ihjel eller lade dem dø.
Denne debat udviklede sig til et spektakel, der er blevet beskrevet som noget der minder om en "gladiatorkamp", hvor publikum klappede for blod.
Politikerne, kulturen, publikum og vælgere samt de institutionelle mekanismer såsom valg, tv-debatter og retssystemet påvirker og forstærker alle hinanden og spiller sammen således, at kun de mest aggressive og dødsforherligende synspunkter bliver fremmet mens mere betænksomme eller fredssøgende marginaliseres.
Hvis Ron Paul og Rick Perry ikke lærte dette af de jubel-råb de fik i de to debatter, så fik de begge endnu en lektion, da henholdsvis Ron Pauls krigsmodstand og Rick Perrys blødsødenhed overfor børn af papirløse indvandrere resulterede i "buh-råb" fra publikum.
Det fører til at en valgkamp i USA bliver en konkurrence om hvem der kan være mest villig til at dræbe uden tøven. Enten ved at gå i krig mod andre nationer eller ved at tilstræbe rekorder i henrettelser eller ved at lade syge folk dø på gaden. Empati og omtanke bliver set som svaghed i det politiske system, der har gladiator-kampen som nærmeste sammenligningsgrundlag. Kun den mest brutale overlever udvælgelsesrunden og kommer til at regere.
Det er under disse præmisser, den næste præsidentkandidat for Det republikanske parti skal vælges, og det er under disse forhold og i denne kultur, at mange lokale politikere også skal vælges og genvælges: De dele af den amerikanske kultur, som hylder død og vold, er måske ikke de fleste, men de er dem, der råber højest og er politisk aktive. Det påvirker naturligvis hvilke politikere, der bliver valgt, og det påvirker politikernes holdninger. Og politikernes holdninger og udtalelser påvirker naturligvis tilbage og forstærker den kultur, de er blevet valgt i.
Det er en selvforstærkende effekt, som næppe kan brydes uden intervention udefra. Og her tænker jeg naturligvis ikke på militær intervention fra andre lande, men på intervention fra de kræfter i det amerikanske samfund, der ikke er en del af denne dødsforherligende kultur, og som ikke føler sig repræsenteret af det brutale politiske og juridiske system.
Troy Davis var den 34. fange, som blev henrettet i år i USA. Siden dødsstraffens genindførsel i USA er 1264 mennesker blevet henrettet. Der er planlagt 12 yderligere henrettelser i år, og over 3000 mennesker sidder i øjeblikket på dødsgangene rundt om i USA.
Hvis danske politikere virkelig ønsker et politisk kulturfællesskab med USA, så kan de starte med at gøre hvad de kan for at protestere mod de mange planlagte henrettelser og arbejde for en reform af det amerikanske retssystem, så det bliver ført ind i moderne tid og lever op til de såkaldte "liberale værdier", der er en moderne retsstat værdig.