Hvad den danske ungdom er ved at vågne op til – stigende arbejdsløshed, forgældning og usikkerhed – er allerede den engelske ungdoms basale livsvilkår. Som i Grækenland, Spanien, Egypten og Tunesien stiller den brede del af ungdommen spørgsmålstegn ved om de kan håbe på fremtid, der er bedre end forældregenerationens.

Uanset hvem der vinder valget i Danmark på torsdag, vil de alle skulle føre politik på baggrund af den nuværende finanskrise.

Den finansielle krise, der i 2008 brød ud i lys lue, har været efterfulgt af en række voldsomme nedskæringer på alle former for sociale ydelser og uddannelse i de fleste europæiske lande, i USA og i resten af verden. Men krisen er også blevet mødt med en række protester og optøjer, hovedsageligt ført an af ungdommen.

I de mest neoliberaliserede samfund, og her er England et ‘foregangsland’, findes både de mest ekstreme eksempler på klassekamp fra oven – omfordeling af velstand og gæld til fordel for bankerne og de velbemidlede – og de modstands- og afmagtsformer, der er mest kendetegnende for neoliberalismens tidsalder.

Millbank-optøjerne i november 2010 var et politisk vendepunkt for den engelske ungdom, en overgang fra afmagt til modstand. Tre tusind unges besættelse og ødelæggelse af det konservative partis hovedkvarter var ikke blot udtryk for ungdommens frustration og vrede, men definerede denne ungdom som mere end blot en passiv gruppe.

En anden side af den sociale og økonomiske armod var de gadekampe og massive plyndringer af butikker i London og en række andre engelske byer, som skabte overskrifter i hele verden i sommers. Det har ikke skortet på fordømmelser af sommerens eksplosive oprør. Men heller ikke på analyser af hvad der har forårsaget oprøret og hvordan vi skal forstå det.

David Harvey fortæller os hvordan kapitalismen er blevet vild og uhæmmet og at når de rige stjæler med arme og ben fra alle andre, så svarer mennesker uden noget igen. De plyndrer, hærger og bruger vold og spejler på den måde kapitalismens vildskab. Slavoj Zizek forklarer os, hvordan vores samfund fejrer valget, men i virkeligheden er den eneste måde at bryde den demokratiske konsensus netop den blinde, programløse vold og hærgen. Mens Zygmunt Bauman analyserer oprøret som en reaktion fra den urealiserede forbruger, der ikke kan blive et helt og inkluderet menneske, uden at kunne forbruge og derfor må anskaffe sig tingene på anden vis.

Tilbage i Danmark har det været forsøgt utallige gange fra politikere, kommentatorer og medier at begrave finanskrisen, alligevel tror jeg det står lysende klart for de fleste, at den slet ikke er død, ovre eller på vej til at blive opsving. Snarere ser det ud til, at den bider sig mere og mere fast i kødet på vores økonomi. Jeg tror også godt, at mange er klar over, at hverken 12 minutter, skattelettelser eller offentlige investeringer vil ændre den økonomiske situation radikalt.

Den stigning der har været i uligheden i de sidste 10 år, er selvfølgelig et resultat er den førte borgerlige politik. Det ville næsten også være mærkeligt andet, hvis ikke det var lykkedes vores regering, at sætte et sådant præg på Danmark. Men det er ikke dansk borgerlig politik alene, der har gødet jorden for stigende ulighed.

Danmark er en del af en global økonomi og globale finansielle institutioner har indflydelse på både økonomi og politik. Derfor kan vi godt kigge ud i verden, både når det gælder om at forstå, hvad finanskrisen er og betyder for vores samfund, og når det kommer til modstanden generelt mod neoliberaliseringen af vores samfund og konkret de tiltag, der er blevet gjort sidens finanskrisens start.

Hvilken regering vi får efter valget på torsdag kommer absolut til at have en betydning for hvordan finanskrisen vil blive håndteret. Men det er svært at forestille sig, at selv en rød regering løser alle problemerne. En rød regering, vil også skulle agere og lave politik i en verden der gennem de sidste 30-40 år har set en radikal neoliberalisering af kapitalismen og en medfølgende øgning af skellet mellem rige og fattige, privatiseringer af det offentlige og det fælles og nedskæringer på alle fronter af det traditionelle velfærdssamfund.

Finanskrise og neoliberaliseringen i både et nationalt, globalt og lokalt perspektiv er derfor noget vi er nødt til at forholde os til lige meget hvilken regering vi får.

Med udgangspunkt i det seneste års bevægelser, protester og optøjer med rod i ungdommens vrede, vil fire gæster fra England dele deres analyser og erfaringer fra den ekstreme engelske neoliberalisme og modstanden mod den. Jeg håber dette kan være et udgangspunkt for at diskutere den finansielle krises og den fremadskridende neoliberalismes omformning af vores muligheder og fremtid, men også den specifikke situation i Danmark: hvad kan vi lære af vores gæster, og hvad kan vi lære dem?

Deltagere:

David Harvie og Keir Milburn (The Free Association og Turbulence magazine)

Sara El Sheekh (King’s College No Cuts and Action Palestine, Egypt Solidarity)"

Aktivist fra Precarious Workers Brigade og Arts Against Cuts

Sted og tid:

Folkets Hus, kl. 15-19.30 (med folkekøkken)
Lørdag d. 17 September 2011

OBS: Senere på efteråret vil en gruppe græske aktivister besøge København og fortælle om finanskrisen, nedskæringer og kampen i mod de neoliberale tiltag i Grækenland – mere info vil følge.