Barndommen og legen er i dag mere end nogensinde truet.
Den globale nyliberale og kulturkonservative ”indlærings-tsunami”, som hærger verdens daginstitutioner og skoler, har taget over hvor tidligere tiders borgerlige ideologier slap, og er ved at udrydde 300 års viden og indsigt om legen.
Politikerne og mange voksne tror, at børn lærer bedst, når de bliver undervist, - derfor skal de undervises mere og mere og det skal helst starte så tidligt som muligt.
Danmark er blevet reduceret til en testnation og daginstitutionerne er blevet omdannet til børnedokumentationscentre.
Der findes masser af aktuel dokumentation på hvordan denne politiske kretinisme griber om sig. Undervisningsminister Troels Lund Poulsens udtaler i Politiken d.12.april, at ”børnehaven skal ikke bare være en leg”.
Med udtryk som ”hippiepædagogik” gik Socialministeren d.5. august ud i et frontalt angreb på hele det pædagogiske område. Ved brug af div. ståmandsargumenter som ”Det er forfærdeligt, at man stadig så mange steder lader børnene selv sætte grænser og selv definere, hvad de skal lave.”, forsøger Socialministeren at skabe en virkelighed, der kun findes i hendes hoved.
Med dæmoniseringsretorik og bevidste fordrejninger, forsøger Socialministeren tilmed at skjule sin virkelige dagsorden.
Socialministerens angreb på det pædagogiske område er ikke andet end et ideologisk angreb, der viser det nyliberale og kulturkonservative tunnelsyn på børn, barndommen og leg. Med en fortid som ledelsesmedlem i CEPOS kunne det tyde på, at Benedikte Kjær forsøger, at opfylde sin vildeste drøm om at forvandle alle børn til konkurrencemennesker. I stedet for at hilse Socialministerens fokus på daginstitutionsområdet velkommen, skal hendes udmeldinger om mere struktur afvises.
Danske daginstitutioner har gjort sig erfaringer med den strukturerede pædagogik i 70’erne. Dengang var det DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) med, Stig Brostrøm, lektor ved DPU i spidsen der ville have mere struktur. I dag ser vi så en bemærkelsesværdig forståelse mellem den nyliberale konkurrencementalitet og gammeldags stalinisme. Struktureret pædagogik er og bliver en totalitær, skematisk og utidssvarende forståelse af børns udvikling.
Disse udtalelser og angreb vidner om en afgrundsdyb uvidenhed. Men det er ikke kun højrefløjen, der traditionen tro skal på anklagebænken. Det venstreorienterede pædagogiske projekt er dødt, og det, der i dag adskiller S-SF fra regeringen er småting. Selv langt ud på venstrefløjen har man opgivet at fremføre en radikal kritik af new public management og dennes tilgang til tænkning og viden. Der opstilles ikke noget alternativ, og det er dybt tragisk, at venstrefløjen ikke er mere ambitiøs og grundige i deres daginstitutions- og skolepolitik.
Denne artikel vil forsøge, at bidrage til genskabelsen af venstrefløjens bud på en pædagogik, der er den menneskelige dimension i hjertet af den socialistiske vision. Venstrefløjens ideer om et alternativt uddannelsessystem fra vuggestuen til universitetet, må på ny indtænkes og være en naturlig del af visionen om socialisme i det 21.århundre.
We don’t know why children play, even if they can’t help doing it
Det var mere end befriende, at Forlaget Hovedland i 2007 udgav ”Det dobbelte barn, - klassiske tekster om barnets leg, indre og ydre verden” samlet af Hugo Hørlych Karlsen og Erik Sigsgaard. ”Hvad vi voksne mener leg er, har noget at gøre med vores livssyn og hele vor holdning til andre mennesker, og specielt til børn”, skrev Skard i 1972 og det er kernen i diskussionen om hvilken vej fremtidens daginstitutioner og skoler, og dermed hvilken barndom/ungdom vi ønsker.
I daginstitutioner og skoler tvinges det pædagogiske personale og lærerne til at konfrontere barnet med en faglig-pædagogisk plan, en plan, der sættes og kontrolleres af overordnede, statslige (Pædagogiske læreplaner) og kommunale instanser (Faglighed for Alle).
Forfatterne stiller spørgsmålet; ”Hvad betyder barnets egen-aktivitet og leg for dets tryghed, udvikling og læring, og hvordan kan omgivelserne og den voksne bedst støtte barnet i dets opvækst?” Et spørgsmål som udfordrer alle i den pædagogiske verden og kræver, at den voksne tager stilling til tidens politiske pædagogik og den pædagogiske politik!
Der bør derfor stilles tre afgørende spørgsmål:
Når vi lever i en kultur, der lader legen spille en perifer og overfladisk rolle, trivialiserer vi så barndommen?
Når Legen bliver betragtet ud fra en forestilling om nytte og funktion, hvordan forstås legens meningsskabende dimensioner så?
Hvis legen står i skyggen af de fænomener, som voksne mennesker anser for at være vigtige og nødvendige, bliver legen så ikke kold og indholdsløs?
Spørgsmålene er selvfølgelige retoriske spørgsmål, som der næsten kun kan svares ja til.
Men inden vi går over til at forsvare legen, så lad os se på forholdet mellem det moderne og legen. Legen er typisk blevet splittet op i del-teorier som reflekterede forskernes særinteresser i vort århundrede: Psykoanalytikerne; så legen som en renselsesproces for negative følelser (Freud). Erik Eriksson (1971) så legen som ”et personligt udtryksmiddel for at arbejde sig igennem emotionelle vanskeligheder, og et middel til at mestre omverdenen.”
De kognitivt orienterede forskere var interesserede i leg som intelligensudvikling. I legen omformer barnet verden, så den passer til barnets intelligensniveau. Ved imitation må barnet tilpasse sig omverden (Piaget). Vekselvirkningen mellem leg (assimilation) og imitation (akkommodation) er en forudsætning for kognitiv vækst (adaption). Symbolsk leg udviklede abstrakt tænkning (Vygotsky,1933 &34). Leg som en problemløsende kreativitetsproces (Bruner, 1972).
Sociologer har set: leg som en gruppetilpasning (Leontjev, 1977), og leg som økologisk samspil (Bae, 1998). Vestlig børnehavepædagogik har set leg og arbejde som modsætninger, men det er blevet påvist af antropologer, at i ikke vestlige kulturer dækkede ordet ”arbejde” og ”leg” (Goodman, 1974). Kommunikationsteoretikere ser på leg som tekster i en kontekst (Bateson, 1976, Garvey, 1979, Swartzman, 1979). Reggio Emilia børnehaverne og deres ideolog Malaguzzi, ser leg som en arbejdsom syntese af følelser og tanker (Wallin, 1982).
Fælles for alle disse teorier, er at de alle mere eller mindre har ret i hver deres beskrivelse, af hvad legen er for en størrelse. Men ingen har fat om hele legens sjæl. ”We don’t know why children play, even if they can’t help doing it”, skriver B. Sutton-Smith. For uanset hvilke betingelser børn bliver budt, så vil legen ikke dø, men leve og overleve. Vi ser TV billeder af legende børn uanset om det er fra krigszoner, naturkatastrofer eller totalitære regimer. Derfor har B. Sutton-Smith også ret når han skriver: ”Hvad er fremtiden for legeteorien? Der findes ingen fremtid for den!”
For Nietzsche er legen åndens frieste og højeste aktivitetsform. Det kender de fleste voksne, selvom vi sjældent italesætter det. Skal en personalegruppe rystes sammen eller skal der skabes stemning til en fest, så vil en eller anden form for leg eller kropslig aktivitet, ofte være det, der bryder isen og skaber nærheden.
Barnet leger på samme måde som den levende ild; den bygger op og ødelægger. Det hele foregår ganske stille og troskyldigt. Barnet, der bygger et sandslot på stranden og efterfølgende tramper det ned eller lader havet langsomt og sikkert æde det op.
Tilfældighedernes leg tramper det ned som ser nødvendigt ud. Barnet kaster sine lege til side fra tid til anden og starter på ny med nye, overraskende indfald. Det legende barn og verden smelter sammen i det, der kaldes ”hellig legeglæde”: et legende samspil mellem enhed og eksperimenter.
I legen går barnet op i tingene. Der er ikke tale om en fortid og en fremtid, der er kun et her og nu: Gennem legen åbner barnet en række luger til virkeligheden. Legen er en mangfoldighed af begyndelser. Enhver bevægelse i legen er den første bevægelse. Legen er for barnet en rejse, som er langt vigtigere end det at nå frem til noget. Barnet i legen er altid på vej uden at komme frem til et definitivt eller fikseret slutpunkt.
Legen skaber glemsel. Børn glemmer hurtigt, og de bærer ikke nag til hinanden i og gennem legen. Det er derfor ingen ansatte i daginstitutioner, har oplevet at børn – modsat større børn, unge og voksne - hænger fast i gårdagens eller formiddagens hændelser. Når barnet glemmer så hurtigt, vil det i højere grad have mulighed for at møde ting og hændelser på nye og uvante måder. Glemslen river fortiden op, og barnet vil møde en fremtid med ”ubeskrevne ark” og ”tilhørende farveblyanter”.
Leg, er noget, der bare sker.
Legen fremstår også som meget vigtig for Hans Georg Gadamer (1960). Han mener, at legen har en række egenskaber fælles med det at blive stillet ansigt til ansigt med kunstens verden. Legen fremstår som en dramatisk og eventyrlig udfordring for den, der lader sig friste af legens forvandlende egenskaber. Gadamer er stærkt inspireret af Heidegger, som ser et problem i, at vores kultur har været sygeligt optaget af at give præcise definitioner af alt, hvad der findes omkring os.
Tingene har på en måde ingen betydning, før de er blevet defineret og sat på plads. Hele diagnosticerings- og kategoriseringsbølgen er et godt eksempel på tidens sygelig optagethed af definitioner.
Det at kunne lege er for Gadamer og Heidegger, det samme som det at kunne skabe. Legen er ”Værens lysning” og ”Væren” = hvad det betyder at være. I legen bliver en pind til en bil eller til en hest eller noget helt tredje. Ud fra ingenting laves et tog. Legen er uendelighedens imitation i lysningens mulighedsrum. Gennem legen går vi ud over det vanebundne, det, vi tager for givet. Legen fører barnet ind i lysning, hvor tingenes skjulte muligheder kommer frem. Forskellige ting bliver leget ud af fatning eller ud af deres sikre placering gennem en slags flyvsk ”happening”.
Magten befinder sig i hænderne på det legende barn. Væren leger, fordi den leger, og mennesket er indfanget i og forsvinder i denne leg. Leg som ”meningens fundament”(en slags udefinerlig urgrund) står i skrap kontrast til leg som spil med faste regler.
Spil med regler forudsætter, som Piaget har vist, en rationelt gennemtænkt adfærd, som udvikles gennem barndommen. I småbørnslege vil selve eksistensen af regler, orden og system ødelægge legen. I Heidegger’s ”Væren” som leg, er han mere optaget af denne form for leg end af leg som regelførende spil. ”Væren” modstår enhver rationel analyse. ”Væren” leger uden grund, der er derfor tale om en leg uden et ”hvorfor”.
Legen er fuld af uorden. Der er tale om en flygtig, hvirvlende dans uden nogen bestemt mening. Legen er en smule kåd og uberegnelig. Dette er en af voksenverdens allerstørste frustrationer, uanset om vi taler om pædagogiske personale, forældre eller forskere.
Gadamer ser legen som: en grundlæggende betydning i tilegnelsen af selvforståelse og identitet. Leg er tolkning. At lege er at tolke. Det er derfor ikke rigtigt at spørge, hvilke bieffekter legen har, eller hvilke mål legen tjener uden for sig selv. Legen sigter mod åbenhed og giver albuerum til mangfoldighed af muligheder og uplanlagte meninger.
Legen vil kun være leg i det omfang, hvori der bliver leget. Det indgår ikke i legens væsen, at den skal være et instrument for skjulte mål, f.eks. som indlæringsoptimering i skolen. Legen peger ikke mod noget uden for sig selv. Leg, og det at erfare diverse kunstværker, har tætte berøringspunkter.
At forstå et givet kunstværk betyder ikke, at vi kan rende hen til nærmeste leksikon og finde gode begreber eller metoder for, hvordan vi skal kunne forstå det, vi oplever. Forståelse er derimod et spørgsmål om oplysning, det er noget, der sker, ligesom når en lampe pludselig bliver tændt, og vi pludselig ser mere, end vi så forinden.
Børn er kroppe i bevægelse og det er gennem kroppen at børn afkoder deres socialomgivelser. Tanken er rodfæstet i kroppen, og det er derfor gennem kroppen vi ved og forstår, også inden vi kan sætte ord på eller tænke det. Men det er ikke kun børn som er kroppe i bevægelse. Alle mennesket er kropslig forankret gennem hele livet. Selvom vi i den vestlige kultur har forvist kroppen og det kropslige til periferien, f. eks. som det ses i loven om pædagogiske læreplaner og sprogtest af 3-årige.
Som mennesker er vi ”dømt” til mening; vi er i meningen og oplever umiddelbart vores tilstedeværelse i verden som meningsfuldt (Maurice Merleau-Pontys). Derfor er alle menneskers handlinger udtryk for jagten efter mening. Om det er i privat eller arbejdslivet. Udelukkes vi som mennesker fra majoritetskulturen, finder vi blot andre former for meningsskabende kulturfællesskaber.
Det er en afgørende præmis at have med i enhver tale om børn og leg. Det kropslige samspil mellem børnene er meningsfuldt og intentionelt. Derfor er social omgang mellem børn per definition meningsfuld og dermed egenværdi og skal anerkendes for det.
Det traditionelle syn på børn har langt op i det 20. århundrede været: Barnet skal opdrages til menneske. Det er et børnesyn, som er ved at genindfinde sig på globalt plan. Men det traditionelle syn på børn har haft mange teoretiske knopskydninger. Eksempelvis Tilknytningsbarnet: Personalet er mors forlængede arm; barnet er bundet og afhængigt af betydningsfulde voksne. Det lærende udviklingsbarn: Fokus er her på hvad den voksne kan, og som det lille barn endnu ikke er modent til eller lært.
I det traditionelle syn på børn, bliver børns leg et supplement til mere alvorlige sysler. Børns leg bliver på den måde stærkt opsplittet og interval præget. De vigtige ting befinder sig andre steder end i legen. Legen bliver betragtet som et værdifuldt afbræk, en lille pause, som kan kaste lys over og give næring til livets mere alvorlige sider. Det er et grundtræk vi finder i indlæringsdiskursen ”leg & læring”- konstruktioner som SFO’er og heldagskoler.
Legen bliver set ud fra en formålstjenstelig forståelse. Det er begrundet på basis af i hvor høj grad børnene kan ”få noget ud af den”, hvor ”noget” først og fremmest er en færdighed eller kompetence, som kan kontrolleres, manipuleres og gerne prædikeres af voksne! (Struktureret pædagogik etc.). Legen bruges som pædagogisk lokkemad i læringens tegn (Heldagsskolen).
I det nyere syn på småbørn, ses på barnets udvikling som menneske (Daniel N. Stern, 1985), sammen med andre mennesker. Barnet har medfødte evner til at organisere sine sanseindtryk og barnet er, som tidligere omtalt, aktiv og initiativtagende i sociale samspil og spiller en afgørende rolle som forandringsagent af sine omgivelser.
Men de senere år er der kommet nye fælles erkendelser omkring småbørn. Der har været enighed mellem pædagogisk personale og forskere om, at for børn mellem 3 og 4 år spiller legen og kammeratskabsrelationerne en ligeså vigtig rolle som voksen-barn-forholdet.
Men Nyere forskning viser, at de mindste børns jævnaldrende relationer, har afgørende betydning for deres udvikling. Spædbørn og toddler (tumlinger) er aktive og kompetente børn, der er i færd med at ”bygge” eller konstruere deres barndom. (Gunvor Løkken,2005).
Gennem det børnene gør, konstruerer de aktivt deres relationer, venskaber og fællesskab. Der udvikler sig en (lege)kultur i og med at med at de efterligner hinanden og gentager visse (lege)handlinger, som dermed bliver rutiner.
Det at legehandlinger dyrkes over til rutiner, viser at aktiviteterne hviler på udveksling af:
Fælles følelser
Fælles forståelse
Fælles intentioner børnene imellem
Børnene tilpasser sig hinandens handlinger. Selvom toddlerlegen kan virke kaotisk og meningsløs for de voksne, er den meningsfuld og morsom for børnene. Når legehandlingerne er blevet til gentagne og forudsigelige rutiner, er der etableret en selvstændig toddlerkultur. Den er ikke statisk, men dyrkes videre i stadig nye variationer.
Toddlerkulturen udvikler sig desuden som en del af den øvrige kultur, såvel i daginstitutionen som i det øvrige samfund. Det er vigtigt, at understrege, at resten af livet hviler al medmenneskelig samvær og samspil på de fælles følelser, fælles forståelse og fælles intentioner som grundlægges i vugge- og børnehavealderen. Det er her den demokratiske dannelse, empati og samarbejdsvilje har sin oprindelse.
Toddlerstil: distinkte og specifikke væremåder og omgangsformer med kropslighed som et fælles kendetegn. Lighed i form af enighed og fællesskab er det mest iøjnefaldende ved toddlervenskaber.
Efter en første kontakt mellem børnene foreslår et af dem en idé, hvor ideens indhold gøres mere eller mindre eksplicit. Det andet barn forstår helt eller delvis, og handler i overensstemmelse hermed. Denne respons udløser igen en respons fra det første barn – og sådan fortsætter det er stykke tid. Børnene ”deler” en første fælles forståelse og bygger videre på et fælles tema ud fra denne forståelse.
Det enkelte barn tilpasser og omformer sine handlinger i forhold til det andet barns handlinger, og til det andet barns skiftende interesse på hvert trin undervejs i legeprocessen. (Stambak & Verba, 1986)
Kampen om at få fat i legetøj er et hyppigt tema i leg mellem et år gamle drenge, gerne omkring små stykker legetøj, som egentlig egner sig bedst til individuel leg. Hvad børn leger, og med hvilke genstande, er afgørende for hvor vellykket legen bliver socialt set. En vellykket leg: Udover at Legen varer ved og omfatter mange børn viser den også, at børnene forstår hinandens intentioner.
Men der findes også tilhørende mening i børns leg med: Små legesager kan være at ”det her legetøj kan jeg lege med alene”. Store legegenstande er ”det kan vi lege sammen om”. Igen kan den tilhørende mening i leg, hvor toddlerkroppen er den vigtigste faktor, være ”den her leg er for mig og for os som bevæger os sammen”.
Anden tilhørende mening i børns leg med: Små legesager kan være at ”det her legetøj kan jeg lege med alene” og store legegenstande er ”det kan vi lege sammen om”.
Tilhørende mening i leg, hvor toddlerkroppen er den vigtigste faktor, kan være ”den her leg er for mig og for os som bevæger os sammen”, men leg med kroppen som vigtigste ”supporter” er socialt set vigtigere og mere meningsfulde toddlere end leg med små legegenstande. Denne viden burde danne udgangspunkt for, hvordan vi indretter fremtidens daginstitutioner. Altså daginstitutioner, der byder kroppene velkommen og tilskønner dem til at være kroppe i bevægelse.
Det kan undre, hvordan det kan lade sig gøre at forvisse legen og kroppen fra centeret af børns udvikling. Legen har alt det, der overhovedet kan opdrives af fordele: Legen er nærmeste zone for barnets videre udvikling og i legen er barnet ét hoved højere end sin egen udvikling (Vygotsky) dvs., at børn har et langt større ordforråd og begrebsapparat, når de leger end når de samtaler med f. eks deres forældre. Det er ved legeobservationer, at vi kan se og høre hvor godt børn behersker sproget.
Leg skaber kollektiv improvisationer (Sawyer, 1997), og det er gennem legen barnet spiller ”bordtennis” med virkeligheden. Men leg skaber også forståelse for andre (Theory of mind). De samfundsmæssige sociale hierarkier og konstruktioner har sværere vilkår når legen hersker. Leg er ”FLOW” og overskridelse på en og samme tid. I legen foregår kommunikation og interaktion på flere niveauer, og der forgår variationer uden skelen til om det er leg eller læring. Netop variationen er læringens kilde. Leg er ikke det samme som læring, Men der findes læring i al leg!
Som skrevet i indledningen, så er legen er en slags symbol på alt, hvad vi kan have nogen mening om, men også, at legen er helt afgørende for, hvad det overhovedet vil sige at opbygge mening! Men det er selve legen, der er provokationen for den nyliberale og nykonservative indlæringsdiskurs. For legen kan ikke sættes på formler, måles eller vejes. Derfor er legen kommet på den politiske og dermed på den pædagogiske dagsorden. Den politiske dagsorden er lang og fyldt med mangler, problemer og bekymringer. Hele barndommen, daginstitutions- og skoleverden indrettes efter dette nye politiske syn.
”Børn er ikke et folk, og de bor absolut ikke i et fremmed land! Studier i børns kultur er samtidig studier i voksnes.” (Juncker, 2006) og det er kun ud fra at forstå den politiske virkelighed, at vi kan forstå og forklare hvorfor legen er sat under pres fra indlæringen.
Et forsvar for legen og børns ret til leg, er i dag blevet en del af politiske kampfelt. Det er og bliver en kamp venstrefløjen må kaste sig i med hud og hår, - og ikke kun overlade det til velfærdsarbejderne i daginstitutionerne og på skolerne. At lade børn lege i et væk bliver i dag til en moddiskurs og en form for politisk aktivisme, - desværre. Men uanset, hvor meget voksne slås for eller imod legens ret til at stå i centrum for børns hele udvikling, så finder legen, ligesom vand altid vej.
Det første og vigtigste skridt i det projekt bliver, at en ny centrumvenstre regering i realpolitikkens hellige navn afsætter milliarder, til at skabe et værdigt børneliv for alle børn og unge. Skal vi gøre op med den sociale chanceulighed, så er der kun en ting der virker!
Færre børn pr. voksen i landets daginstitutioner (3, 5 og 10) og mange flere kvadratmeter til alle børn. Den dyreste løsning nu og her vil blive den billigste på længere sigt. Men det er her, at visionen for socialisme i det 21.århundrere starter i børnehøjde.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96