Jeg må jo til det. Jeg bor i Oslo. Jeg var her da det skete. Noget må jeg jo få skrevet. Men hvad kan man skrive som ikke allerede er sagt af andre? Hvordan er det muligt at sige noget meningsfuldt om det her uden at gøre det banalt eller abstrakt? Hvad skal man sige? Hvor skal man starte? Jeg kan lige så godt begynde ved begyndelsen, skrive det ned som jeg oplevede det og husker det. Og så se hvor det fører os hen.
Jeg er netop kommet hjem efter at have været på en politisk sommerlejr lidt udenfor Oslo. Jeg har gået en time igennem tung regn for at komme fra hytten til den nærmeste bus, og er godt træt. Der er ingen hjemme, så jeg tager et bad og stener internet...
Et par timer senere: Kæresten ringer fra sit arbejde og fortæller mig at der har været en bombe i Oslo. Jeg slår op på Aftenposten.no og NRK.no. De har ikke rigtig noget at fortælle endnu andet end at der - som sagt - har været en eksplosion i Regeringskvartalet (som i øvrigt ikke er så langt herfra hvor jeg bor). Der er billeder men ingen information. Aviserne veksler frem og tilbage mellem at sige at statsministeren er såret og at han ikke er.
Jeg er træt, men kæresten vil have information og konstante opdateringer. Hun vil se TV. Jeg fortæller hende at fjernsynet ikke har mere information end avisernes hjemmesider, som jo opdateres løbende. Men en stor begivenhed som denne kræver åbenbart at man samles om fjernsynet sammen med andre. Vi har ikke noget TV så vi tager hen til nogle venner.
De norske kanaler - og CNN og BBC - sender naturligvis live og non-stop hele aftenen. Efterhånden bliver det klart, at det med al sandsynlighed var en kraftig bombe, som var pladseret i regeringsbygningen. Der er heldigvis ikke mange dræbte eller sårede - det meste af Norge lukker ned i juli måned, så der har ikke været mange på arbejde i bygningen.
Det forlyder først at bomben var pladseret omkring olie-ministeriet. Jeg må indrømme, at jeg som så mange andre først tænker, at det da nok er en Al-Qaida-inspireret gruppe, som står bag. På trods af at Norge og omverdenen ser sig selv som et særligt "fredeligt land", så deltager norske militærstyrker altså i krige i flere mellemøstlige lande og har selv forsøgt at bombe et andet lands regeringskvartal. Det der er sket er forfærdeligt, men det burde ikke være overraskende at man selv kan blive til et mål, når man erklærer krig mod andre... Ikke at det gør det mindre tragisk.
Er nødt til at slå væk fra CNN efter nogle minutter. Deres dækning er til at kaste op over: Ren sensationalisme, der svælger i blodige billeder kombineret med såkaldte "eksperter", der skråsikkert spekulerer i de ukendte gerningsmænds religiøse baggrunde. De norske og svenske medier er mere sobre - de har stadig ikke megen information, men de udfylder ikke tomrummet med spekulation. De giver informationerne efterhånden som de kommer.
Det er dog ikke mange informationer de kan give. Politiet holder journalisterne på afstand fra regeringskvartalet - der skal være arbejdsro til redningsarbejderne og desuden er der jo fare for, at der kan forekommer flere eksplosioner eller sammenstyrtninger. Tabloid-avisen VG er det eneste medie som har "informationer", som de andre ikke har, men deres "oplysninger" om flere bomber osv er mildest talt utroværdige: Historier baseret på hvad en journalist måske har overhørt en betjent sige. Naturligvis citeres disse løse rygter fra de flittigt i udenlandske medier - også de danske.
En anden tanke er, at vi jo nok nu desværre - som så mange gange før andre steder - vil opleve mere vold og chikane mod mennesker, der ser mellemøstlige ud, og som derfor vil blive holdt "ansvarlige" og gjort til syndebukke af folk, der får deres had bekræftet af nogle andres had, eller udnytter tragedien til af hente politiske point på andres frygt. Og ganske rigtigt var en af nyhederne i de første timer efter bomben, at der allerede havde været en bølge af racistiske overfald i Oslo.
Desuden vil det nok føre til politiske krav om mere kontrol, strengere straffe, mere overvågning, udhuling af retsstaten. Frygt og vrede er ikke det bedste grundlag for demokrati, omsorg og åbenhed. Måske vil Norge komme til at gennemgå en udvikling á la den Danmark har været igennem de sidste 10 år?
Idag ser det ud til at denne frygt var ubegrundet: de norske politikere har alle manet til ro og besindighed i kølvandet på begivenheden. Men det er nu ikke til at vide, om vi ville have set samme fornuft, hvis gerningsmanden havde vist sig at være en "udefra".
... Det var en afsporing. Lad mig vende tilbage.
Vi aner ikke om det har noget med bomben at gøre - måske er det en skududveksling mellem politi og de, der står bag bomben? Efterhånden kommer der mere fokus på denne udvikling, men informationerne er stadig sparsomme.
Norsk TV har en journalist uden kamera-hold ude på en tankstation. Hun fortæller via mobiltelefon at hun kan se politi-styrker, der er ved at gøre sig klar til en eller anden aktion, men vi aner stadig ikke rigtig hvad det er der foregår. Det med skyderiet virker så uvirkeligt.
Noget af det sidste vi hører er, at politiet har anholdt en mand, som er "lyshåret og nordisk udseende" - men der er så meget spekulation og informationskaos, at man ikke rigtig bliver klogere. Medierne er ikke ude på øen. Der er ingen der ved noget konkret.
TV-dækningen trækker ud uden at vi rigtig bliver klogere på noget. Vores venner med fjernsynet har en søn, som skal i seng, så vi går hjem. Som sagt er jeg træt. Jeg tænker det er bedst at vente til dagen efter med at forsøge at få nogen klarhed over hvad der er sket. Medierne ved ingenting og der er ingen grund til at blive ved med at sidde foran skærmen og pine sig selv.
Jeg går tidligt i seng i den tro, at det da kunne have gået meget værre. Bomben i regeringskvartalet ødelagde en masse bygninger, men der var så få på arbejde, at tabstallene ikke er enorme. I morgen får vi lidt mere klarhed over hvad der er sket. Det er stadig ikke gået op for mig at der var noget alvorligt igang ude på dén ø.
Jeg tænder computeren, laver kaffe, slår op på nyhedssiderne på internettet og får et chock. Jeg sidder paralyseret foran computeren i nogle minutter og forsøger så at fremstamme de skrækindjagene nye oplysninger: Drabstallet er over 90! (Det er siden blev justeret ned)
Jeg fatter det ikke, men bomben i regeringskvartalet var åbenbart ikke den primære terror-handling... der har været en massakre ude på den ø, hvor unge socialdemokrater holdt sommerlejr. De unge mennesker har været fanget på en lille ø, mens en iskold massemorder har gået rundt og henrettet dem én efter én. Nogen har forsøgt at svømme væk og er blevet skudt i vandet - jeg ser billeder af strandkanten, der er fuld af lig.
Det er umuligt at forestille sig det mareridt det må have været. Det er uvirkeligt. Det eneste referencepunkt jeg har, er til billige skrækfilm, hvor overnaturlige galninge jager teenagere. En sådan skrækfilm er nu blevet til virkelighed.
Hvad kan man gøre? Hospitalet i Oslo skriver på sin hjemmeside at de allerede har fået nok blod og takker alle donorer. Hvad kan man stille op? Hvordan skal man forholde sig? Hvordan skal man kunne forstå det her? Det er helt uvirkeligt. Det er så svært at begribe, at det først er om aftenen, at jeg begynder at ryste og tårerne presser sig på - op igennem maven, fra det lammede nervesystem igennem mellemgulvet og ud i resten af kroppen. Noget helt, helt forfærdeligt er sket, og når hjernen har svært ved at kapere det, så er det kroppen, som må reagere.
Resten af dagen går med at få mere information. Efterhånden bliver det klart, at det ikke er en "galning", der står bag, og at det egentlig ikke er så utænkeligt, det der er sket.
Vi burde have set det komme. Selvom det er første gang der sker noget så omfattende, så er det jo ikke første gang, at højreorienterede racister med konspirationsteoretisk offer-mentalitet tager drastiske metoder i brug. USA har haft adskillige tilfælde indenfor de seneste par år, og i Europa har der også været eksempler på at individer fra den konspirationsteoretiske netværk af racistiske nationalister har været villige til at gå til yderligheder.
Vi burde have set det komme. Der har da også været folk, der har råbt alarm, men de fleste andre har nægtet at lytte - de har stirret sig blinde på faren fra Østen og indbildt sig at trusler kun kan komme fra brune mænd fra "fremmede kulturer".
I mellemtiden har de andre - folk, der ligeledes mener at de brune mænd fra "fremmede kulturer" udgør en trussel - kunnet diskutere og operere i fred og ro og fået stadig mere indflydelse og accept. De har i fuld offentlighed talt om at indgå i en "racekrig" - eller "kultur-krig" som de mere politisk korrekte racister vel kalder det. De har i fuld offentlighed talt om at bevæbne sig og truet med at henrette "landsforræddere". Nogle har endda bevæbnet sig - og pralt med det til hele omverdenen. Der har været masser af voldshandlinger og endnu mere snak om det.
Altsammen har det været pakket ind i en indbildt offer-status, hvor disse voldsforherligende racister har set sig selv som en særlig oplyst og undertrykt klike - de eneste der har set lyset, mens hele det politiske system er blevet besat og korrumperet af udemokratiske "landsforræddere", der bevidst er ude på at ødelægge den herskende kultur og orden ved at give visse mennesker rettigheder.
Det er folk, der i USA ser den føderale regering som en fjende, fordi det er forbundsrepublikken og dens forfatning, der giver lige rettigheder til alle borgere og altså forhindrer de enkelte stater i at diskriminere. Det er folk, der i Europa ser FN og dens menneskerettigheder - især rettighederne for flygtninge - som noget der "undergraver" nationalstaten. Det er folk, der mener, man bør "skamme sig", når man henviser til internationale konventioner og menneskerettigheder.
Det er folk, der mener, at et land “går til grunde”, hvis individuelle rettigheder og andre menneskers frihed og sikkerhed overtrumper "befolkningens sammenhæng med sin oprindelige kultur", og at det at give opholdsret til flygtninge er det samme som at “fjerne forudsætningen for landets eksistens”.
Det er de som mener, at folk med forskellige traditioner og religioner umuligt kan leve sammen, uden at det vil føre til “borgerkrig”. Folk der mener, at man er "kulturløs" og derfor "identitetsløs" - og i sidste ende værdiløs - hvis man respekterer et menneskes liv lige meget uanset om dette menneske kommer fra et andet sted på kloden end der hvor man selv er vokset op.
Det er folk der mener at tilhængerne af menneskerettigheder, sekularisme og pluralisme er “naive utopister”, der vil tvinge deres “farlige fantasi” ned over hovedet på de “almindelige mennesker”, og at deres egen vision om kulturelt ensartede samfund uden migration, er “konkret” og realistisk.
Folk der mener, at de, der insisterer på ligeværd og sikkerhed for alle, og som kritiserer budskaber om had og diskrimination, i virkeligheden er de "undertrykkende" og "udemokratiske". Det er konspirationsteoretikere, der i ramme alvor mener ting som for eksempel at Sverige ikke er noget demokrati i den normale borgerlige forstand, og at de selv sågar bliver forfulgt i lande som Danmark. Det er folk, der - uanset hvor meget indflydelse de har på den førte politik og hvor meget de kan sætte dagsordenen i medierne - stadig føler sig som forfulgte og undertrykte stakler, der kæmper mod en ondsindet overmagt.
Det er paranoide folk, der lever i en fantasi-verden, hvor den samme krig har udkæmpet sig i over 1000 år, og hvor deres nuværende kampe altså skal ses som en fortsættelse af den konflikt, der “løber som en rød tråd fra tiden med korstogene omkring år 1100 til kampene mellem Osmannerriget og Vesteuropa”. Det er folk, der mener, at "den vestlige verden" er "truet på sin eksistens", hvis ikke man er villig til "at vise brutalitet".
Det er folk, der savner de gamle imperialistiske idéer om kulturelt overherredømme på verdensplan, og mener at man må "slås for den vestlige verdens fortsatte beståen som verdens ubetingede fremmeste kultur og magt". Og det er folk med sådanne krigsidéer, der mener at det liberale demokratis idéer om retssikkerhed, mindretalsbeskyttelse, menneskerettigheder, tolerance og den slags, har gjort at "Vesten er blevet for slap".
Det er folk, der som konspirationsgalningene i 1950ernes USA mener, at "marxisterne" har taget magten ved at infiltrerere alle offentlige institutioner, og igennem spredningen af feminisme og "kultur-relativisme" og andre "bløde værdier" har gjort befolkningen ukampdygtig.
Det er folk, der mener at eksistensen af folk med andre traditioner og anden etnicitet end deres egen i det land, de mener at have en særlig “ejendomsret“ til, udgør en “besættelsesmagt”, og at de politikere, der ikke mener at en nation behøver at være etnisk og religiøst ensartet, er en art “samarbejdsregering”.
Det er verdensfjerne tosser, der tror, at FN og alle mulige andre institutioner alle i al hemmelighed arbejder for at gennemføre en storstilet plan om at oprette "Eurabia", hvor hvide, kristne europæere bliver underlagt en snigende "islamisering".
Dette er i den vanvittige konspirationsoptik alt sammen et led i en langsigtet plan om at lade muslimerne overtage kontrollen i den næste fase i den årtusinde gamle krig, der går tilbage til korstogene og som stadig udkæmpes ifølge denne paranoide tankegang.
Det er folk, der ser sig selv som maskuline og heroiske krigere - som korsriddernes arvtagere eller soldater i militærstaten Sparta - der kæmper i denne krig. En krig, de har indbildt sig, men som de ikke desto mindre udkæmper reelle slag i.
Anders Behring Breivik så sig selv som en sådan kriger. Han slog til mod den regering, som han var overbevist om, var en illegitim "marxistisk" besættelsesmagt, hvis hemmelige plan var at gøre befolkningen "kulturløse" og "slappe" gennem spredningen af farlige idéer som menneskerettigheder, tolerance og ligeværd, og samtidig at lade indvandrere komme ind i landet, hvor de fungerer som fjendtlig bagtrop i den territorial- og kulturkrig han - som så mange andre - indbilder sig, han er soldat i. Han slog til mod den ungdomsbevægelse, som han mente udgjorde næste generation af "landforræddere".
Måske vil nogen føle sig stødt over noget af det, jeg har skrevet her. Måske de, der genkender sig selv i nogle af de citater, jeg har brugt til at beskrive hans verdensbillede. Lad det være klart, at jeg aldeles ikke gør andre medskyldige i Anders Behring Breiviks ufattelige handling.
Men lad det også være klart, at hvor ekstrem og enkeltstående Anders Behring Breiviks handling end er - og det er den forhåbenligt - så er hans politiske tankgods, hans verdensbillede, hans ideologi og hans selvforståelse aldeles ikke "ekstrem".
Ekstremisme er det der skiller sig ud og er langt fra det normale, men Anders Behring Breiviks ideologi er på ingen måde ekstrem i denne forstand. Det verdenssyn, den ideologi, som jeg har beskrevet dele af ovenfor, er ikke noget usædvanligt i "Den vestlige verden". Den består tværtimod af tanker, som er vidt udbredt overalt i Europa, og som får anerkendelse, bekræftelse og udbredelse af store dele af det etablerede politiske og dagsordenssættende landsskab.
De citater, jeg har brugt til at beskrive hans ideologi ovenfor, stammer alle fra ledende danske politikere og meningsdannere. Det er ikke marginaliserede idéer. De er ikke “ekstreme” men tværtimod ganske normale og accepterede. Ja, hans handling var ekstrem, og ingen af dem jeg har citeret, har noget ansvar for den. Men ideologisk er han ikke nogen ekstremist. Hans ideologi deles af mange “demokratiske” politikere og meningsdannere, der aldrig kunne drømme om at benytte eller forsvare hans afstumpede terrorisme.
Vi kan ikke forholde os til hans tanker og det verdensbillede han lever i, hvis vi gør dette til et spørgsmål om "ekstreme" kontra "demokratiske" politiske holdninger. Hans handling var ekstrem og unik, men hans holdninger er ikke så langt fra at være holdninger, som er ved at være ganske normale og som ikke skiller sig voldsomt meget ud fra den "herskende diskurs" i Danmark og mange andre steder.
Anders Behring Breivik er ikke - som nogle gerne vil gøre ham til - en utilpasset, kronraget og ubegavet nynazist, med marginaliserede holdninger som alle tager afstand fra. Han er heller ikke - som andre gerne vil affeje ham som - en sindsyg tosse, hvis tanker er et produkt af “en syg hjerne”.
Han er (eller: var) en veltilpasset, intelligent og beregnende mand, hvis racistiske og paranoide holdninger blev bekræftet dagligt af det omgivende samfund - ikke bare i små fanatiske grupperinger på internettet, men også i store dele af den herskende politiske kultur.
Hans hadske og paranoide tanker var ikke noget, der kom "udefra". Det er en ideologi, der er blevet en integreret del af vort samfund. Hvis vi vil gøre op med hans ideologiske verdenssyn - og ikke bare nøjes med at tage afstand fra hans handling - så må vi studere vores egen kultur. En kultur, hvor den slags tanker dyrkes og gødes dagligt.
Jeg vil slutte med at sige, at jeg er bange. Ikke konkret bange for at der skal ske mig noget, eller nogen jeg kender. Ikke bange for at en lignende hændelse vil ske igen. Men jeg er bange for den udvikling, som er ved at ske i Europa. Jeg er bange for hvor det bærer hen, hvis vi de idéer, som allerede har slået rod i "den vestlige verden", får fodfæste og yderligere udbredelse.