Det er præcis 11 måneder siden, jeg forlod København og satte kursen mod San Francisco. Jeg startede mit amerikanske eventyr og de refleksioner jeg har gjort mig over det her på bloggen.
Nu sidder jeg i flyveren på vej mod Zürich og har lige fået den 80-årige Filipinsk-amerikanske dame, jeg sidder ved siden af, til at stoppe med at missionere. Den ellers så smilende og gamle dame fik vilde øjne og en skinger stemme, mens hun citerede bibelvers for mig. Hun fortalte at herren altså snart kom, og at jeg blev nødt til at tro.
Det er på sin vis en fin måde at afslutte min USA tur på, fordi religion på flere måder har været en stor del af mit ophold. På den ene side har Sarah Palin og hendes fanatiske tea-party kammerater runget ud gennem alle medier med deres dybt højrereligiøse og reaktionære budskaber, hele den tid jeg har været her. På den anden side har to af de mennesker allertættest på mig, været henholdsvis dybt troende muslim og katolik - begge to yderst progressive og seje.
De to forskellige måder religion har været i mit liv på, har understreget for mig, at den gamle marxistiske idé om religion som opium for folket, er en forstokket og old-school forestilling. Religion er et socialt fænomen, og det er også sådan, vi bør forholde os til det. Mennesker fortolker og bruger det forskelligt – både til gode og dårlige ting, men det er altid mennesker, der bruger religionen og ikke omvendt.
Min tid herovre har ikke fået mig til at ændre mine meninger om religion radikalt, men oplevelsen af at være så tæt på mennesker og en verden hvor religion har så stor betydning, har givet mig en anden og dybere forståelse af fænomenet. Det samme gælder for noget som racisme, et fænomen jeg ligeledes har oplevet på en anden måde i USA.
Jeg har skrevet en del her på bloggen om den tætte sammenhæng mellem klasse og race, jeg har oplevet. Men det er vigtigt at understrege at racisme også er en mekanisme, som er absolut uafhængig af alle former for økonomi.
En del af racismens måde at virke på hænger sammen med racialisering, som er den proces der sker, når race produceres og reproduceres socialt. Socialt hierarki mellem racer er selvfølgelig en del af racismen, men det vidste jeg godt i forvejen. Til gengæld er noget af det, jeg har oplevet, der har slået mig hårdest, været den afracialisering der sker af hvide, som en del af reproduktionen af et race hierarki.
Det jeg begyndte at forstå er nemlig, at hvide er ikke nogen race og at det er her, en vigtig del af magtforholdet befinder sig. Der er alt for stor forskel på hvide, de er jo alt muligt forskelligt og kommer fra en masse forskellige lande, har utroligt forskellige traditioner og kulturer. De kan slet ikke kategoriseres i en bunke på samme måde som alle andre. Det gælder i høj grad for hvide amerikanere, som nærmest altid henviser til deres europæiske arv.
Selvom forskelligheden jo teknisk set er ligeså stor eller større mellem alle de personer, der racialiseres som sorte, latinoer eller asiater osv., er dette perspektiv meget lidt fremstående. For racismen virker igennem det at kunne kategorisere, vedhæfte en kultur, ideer, opførsel og traditioner og kæde det samme med forskellige fysiske og sociale træk.
Men der findes ikke fysiske racer, derimod findes der forskellig hårfarve og tekstur, hudfarve osv. Genetisk set er der større intern forskel mellem de mennesker, vi betegner som sorte, end der er mellem sorte og hvide. Race eksistere kun i vores sociale omgang med hinanden og i vores hoveder. Og det eksisterer aldrig som neutral forskellighed, men altid som et magtforhold.
En sidste ting, som har fyldt mine tanker herovre, handler om en særlig pragmatisme, der har trængt sig på. I et år har jeg fortalt om den danske velfærdsstat og alle de fantastiske ting den indeholder, kritiseret det sociale system i USA og prist mig lykkelig over at komme fra Danmark.
Jeg kender mennesker, hvor et ophold i USA har ændret dem meget, og jeg forstår det godt. Med kapitalisme på speed, et fuldstændigt ødelagt socialt sikkerhedsnet, den mindste sociale mobilitet i de vestlige lande og en forskel mellem rig og fattig, så man slet ikke forstår det – er det ikke så mærkeligt, at en rolig kapitalisme, med socialdemokratisk omslag virker ret så tiltalende.
På kort sigt er jeg da også sikker på, at mere social demokratisk politik ville gøre USA et bedre sted for de mange mennesker, der ikke lever fedt af at udnytte andre. Mere omfordeling af den samlede værdi kan man aldrig klage over.
Samtidig har jeg her i USA oplevet en direkte solidaritet, en åbenhed og en hjælpsomhed, som har overvældet mig. Som jeg har skrevet om før, skaber den solidaritet der medieres gennem staten en socialdemokratisk sump, som bliver problematisk i længden, fordi den blokerer for den mere direkte solidaritet. Det er blandt andet denne sump, som har en stor del af skylden for, at den neoliberale drejning af vores samfund har fået så forholdsvis lidt modstand.
Jeg er derfor også kommet frem til, at det ikke går at blive pragmatisk i den klassiske forstand, selvom denne pragmatisme har trængt sig på. Selvom jeg sætter meget stor pris på, at jeg bor i Danmark og ikke i USA, ville det ikke være rigtigt at stræbe bagud, mod den lunkne løsning man har. Det ville være absurd, hvis man begrænsede sin politiske fantasi til ultra kapitalisme eller reguleret stats socialdemokrati.
USA har derfor nærmest også haft den modsatte virkning på mig. I stedet tænker jeg, at det må være muligt at få det bedste fra begge verdner og ende et sted der ikke ligner nogen af dem.
Oprindeligt havde jeg egentlig tænkt at bloggen skulle stoppe, når USA turen var slut. Men tror ikke helt jeg er færdig med at skrive her, så den fortsætter nok lidt endnu.