For ikke så længe siden, rangerede Danmark som EU største fiskerination. Dansk fiskeri landede da mere end 2 mio. tons fisk, fanget i Nordsøen, Østersøen og de indre danske farvande. (2 mio. tons fisk vilde fisk svarer faktisk i vægt til de 25 mio. slagtesvin dansk landbrug producerer hvert år).

Nu er landingerne faldet til ca. 700.000 tons. Men selv efter et 2/3 fald, er det stadig mange fisk. Følger man med i Hughskamp på udmidet af spisefisk i EU, forklare han noget om, hvor de mange fisk er blevet af.

Det var også dengang, hvor jeg med egne øjne så, hvorledes hele skibslaster af store torsk, kulmule, kuller, lys- og mørksej og alle de andre skønne spisefisk, blev landet til fiskemelsfabrikken i Thyborøn. Det var den samme tid, hvor samme danske industri, havde smadret bestandene af sild i Nordsøen. Dengang, 10 år før EU’s fælles fiskeripolitik (1983), måtte der laves et totalt stop for fangsten af sild for at redde bestandene.

Det var engang, for ikke så længe siden, hvor fiskerne bragte alt det de fangede i land. Og det er "sådan engang", de fiskere som Hugh taler med, vil have tilbage. Er det en god idé? Det er en god idé at bringe alt i land, men det er ikke nogen god idé, som fiskeriet ser ud i dag.

På et par år har dansk fiskeri fået samlet kvoter og rettigheder på få meget store fartøjer, fartøjer som kan lande flere tusinde tons af gangen. Fartøjer som nu ejer kvotefisk i havet, for flere hundrede mio. kroner. Og den udsmidsproblematik, som Hugh viser os, vil man nu løse ved, at de få meget store fartøjer skal tvinges til at købe de kvoter og rettigheder der er nødvendige, for at forhindre udsmid. Det er en meget lang historie og jeg bliver nødt til at henvise til TV programmerne om Hughs kamp mod udsmidet og egen hjemmesidefor baggrund og fordybelse.

Her skal det blot slås fast, at kampen mod udsmidet i EU’s fiskeri, med sikkerhed fører til, at fiskerne får overdraget hele ejerskabet over kvoter og rettigheder, som de så kan belåne for at tilkøbe flere kvoter for at undgå udsmid. Det betyder færre og færre fartøjer; større og større selskaber; mere og mere arbejdsløshed og deraf følgende voksende affolkning af udkantskommuner og regioner i Danmark og EU.

Er fiskeriet nu blevet mere biologisk og økologisk bæredygtigt? Tilsyneladende, men kun tilsyneladende. Er fiskeriet så blevet mere økonomisk bæredygtigt?
Svaret er klart nej. Der er nu meget få fartøjer tilbage og de få fartøjer får mere offentlig støtte, end dansk fiskeri nogensinde har fået. Det er også meget langtfra økonomisk bæredygtigt, målt på de faldende priser på fisken og højere priser på brændstof og ikke mindst målt på at besætningerne på de store trawlere, som nu hentes i de østeuropæiske lande.

De kommuner, vi tidligere kaldte ”fiskeriafhængige”, bliver affolket og tilbage bliver de folk som ikke har de nødvendige midler, uddannelser og lyster til at flytte fra områderne. De områder bliver mere og mere afhængige af den danske stat og EU.

Målt på alle leder og kanter og med alle vægte, er den danske og den europæiske fiskeripolitik gået fallit, målt på det vigtigste i fremtidens erhvervspolitik, som er og bliver arbejdspladser. Fiskeriets biologiske og økologiske bæredygtighed, målt på havets økosystem er noget som fiskeripolitikken kan tage sig af. Det er i bund og grund blot et spørgsmål om hvordan vi tillader fiskeriet. Hvis trawlfiskeriet ødelægger mere end det gavner så forbyder vi det, hvor svært kan det være. Det er kun den politiske vilje til at gøre det rigtige der mangler, for at vi har et biologisk og økologisk bæredygtigt fiskeri.

Det er straks meget vanskeligere at sikre et meningsfyldt arbejde til os alle. Fordi den teknologiske udvikling modarbejder de mål. Men i fødevareproduktionens første led i fangsten af fisk; i landbruget ude på marken osv. der kan man virkelig finde arbejdspladser, hvis man vel at mærke har det fokus. Det er de vigtigste arbejdspladser for de er skabte til de mænd og kvinder, som ikke synes det er fedt at være studeret.

Der er nærmest ufatteligt mange arbejdspladser ude i marken så at sige, hvis man vel at mærke indstiller samfundet på at producere fødevarer i stedet for industriprodukter. Jeg bliver ør af at tænke tanker om hvordan vi kunne indrette et samfund, hvor vi tog vare om de mindre fødevareproducenter, i stedet for som i dag, hvor vi udrydder dem, for på papiret, at få en mere biologisk og økologisk bæredygtig fødevareindustri.

Årets ”pinsefisk” er sådan et industriens produkt. Dvs. den nyfangede kulmule selv, er alt andet end industri, det er ren natur og en fantastisk fisk i de danske farvande. En fisk som vi danskere ikke spiser ret meget af fordi vi foretrækker hakkekødet, dvs. bug- og andet usælgeligt flæsk, fra de 25 mio. svin.

Her er min opskrift på hvad I skal gøre nu: Køb en hel eller et stykke frisk kulmule, beregn 4-500 gram/person. Skrab den fri for skæl, men lad det dejlige skind blive siddende. Put krydderurter i bugen og svøb den med det bacon fra en økologisk gris. Skær en masse friske gulerødder i skiver og bland dem med en masse hakket rosmarin og en god olivenolie. Læg denne blanding i det ildfaste fad og læg kulmulen ovenpå med ryggen op og sæt den i forvarmet ovn på højeste temperatur i 10-20 min. alt efter fiskens størrelse og spis den med et godt brød. Velbekomme.

Det kan man ikke så godt gøre på Bornholm, for kulmulen lever ikke i de mere ferske vande, rundt Bornholm. Men der er jo dejlig vildlaks (hvis man da tør at spise denne dioxinholdige fisk – der fik vi sørme linket til Kemiske Karen), torsk og længere oppe i Østersøen, fanges der skønne sandart og andre fisk, der udmærket kan erstatte kulmulen.

Men hvorfor lige Bornholm NU?

Der er Folkemødefra på onsdag den 15/6 – 18/6, hvor øen bliver invaderet af folk fra det øvrige Danmark, som rejser til Bornholm for at snakke politik og meget andet. Og der er blevet masser af plads på Bornholm til tusinde af mennesker udefra, for affolkningen har virkelig fået tag på Bornholm. Fortsætter den som den har gjort de sidste 20 år, vil Bornholm have mistet 25 % af befolkningen i 2020, sammenlignet med 80’erne hvor fiskeriet var det højeste.

Dengang hvor der var flere hundrede hjemmehørende fiskekuttere og store virksomheder. I dag er der 35 tilbage og de lander sammen med de store trawlere fra vestkysten, som nu ejer torsken i Østersøen, det de fanger i Polen hvorfra de også henter deres besætninger.

Siden slutningen af 80’erne hvor torskefiskeriet i Østersøen kollapsede, er bestandene opbygget og i dag er bestanden af torsk øst for Bornholm, så biologisk bæredygtig, at fiskeriet har fået det internationale blå MSCmiljømærke.

Der er altså igen mange fisk til dansk fiskere, i Østersøen, men de fisk kommer ikke længere os alle, dvs. hele det danske samfund til gode, men udelukkende de selskaber og millionærer i fiskeriindustrien, som VKO skabte i 2005 og siden har støttet i hoved og røv, som dansk fiskeri aldrig nogensinde er blevet støttet – og det siger altså ikke så lidt.

Alt dette og meget mere kunne man håbe på at de ansvarlige vil tale om på Folkemødet. Men mon de mange ansvarlige, med statsministeren og hans ministre i front, vil tale med andre end folk der kan få dem genvalgt? Jeg tror det ikke.

Vil S-SF-R-EL monstro komme i gang med at genopbygge fiskeriet på Bornholm og alle da andre steder hvor fiskeriet er blevet smadret? Det gjorde de ikke under Nyrup, tværtimod. Og indtil nu har de ikke vist interesse for for det, måske bliver de klogere på Bornholm!