Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > »Sprudlende udladning på tre års Dortheavej«

8. juni 2011 - 16:46

»Sprudlende udladning på tre års Dortheavej«

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Charlotte Lund

– Selvfølgelig er der et forventningspres, da vi også gerne vil bevise, at det nye Ungdomshus ikke bare er 16 snottede unger, der kaster med brosten, men et sted, der kan skabe noget.

Ordene kommer fra Weber, som er aktivist på Ungdomshusets DIY-festival som skydes i gang på fredag den 10. juni.

En festival der ikke ligger under for krav om profit. Bands får ingen anden hyre end transport, mad og overnatning, og hvis man som festivalgæst er helt flad, kan man opskrive sig som aktivist og aftjene entréen under festivallen.

JPEG - 305.4 kb
Programmet er pakket med punk på årets DIY-festival, der finder sted i weekenden den 10-12 juni i Ungdomshuset på Dortheavej

– Vi har booket bands, der aldrig ville få lov til at spille på et kommercielt spillested, fordi de simpelthen ikke ville tiltrække nok mennesker. Men DIY er uafhængigt af musiksmag og penge, siger siger Kim, der også er aktivist på festivallen, til Modkraft.

Gør det dog selv!

Forkortelsen DIY står for Do-It-Yourself. Et værdisæt i alternativ kultur, der kommer til udtryk i alt fra booking af bands, programmets aktiviteter og alt det praktiske ved festivalens tilblivelse.

– I modsætning til kommerciel kultur handler det ikke om markedsføring på udseende, hvor man skal opfylde nogle sexistiske stereotype kønsroller, som man skal leve op til. Det er irrelevant. Vi har booket bands, der aldrig ville få lov til at spille på et kommercielt spillested, fordi de simpelthen ikke ville tiltrække nok mennesker, fortsætter Kim

Økonomiske hensyn er simpelthen skrevet ud af regnestykket på weekendens festival.

– Vi vil vise med festivalen, at DIY-mentaliteten lever og ånder i bedste velgående. Det er 3 års energi fra vi fik det nye hus, der ender i en sprudlende kreativ udladning. Man kan forvente en anderledes tankegang og få et kortvarigt indblik i en anden og bedre verden.

Foruden 20 optrædende punkbands er der gratis politiske og kreative workshops, folkekøkken, cykelkrig og freakshow – der bliver en »karnevalsstemning, uden at være alt for happy-go-lucky,« som arrangørerne betegner det.

Læs hele reportagen »Andet end Jagtvej 69, 2.0« i sektionen Modkultur

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96