To unge, glade kvinder smiler til mig fra forsiden af Helsingør Dagblad. »Rollemodeller viser vej for integrationen« hedder overskriften. De to kvinder er blevet udnævnt til at være medlemmer af Helsingør Rollemodel-korps, fordi de har kæmpet sig vej til uddannelse mod alle odds.
Hvor er det fedt, tænker jeg, at de vælger at give deres erfaringer videre til andre, og ikke nøjes med at mele deres egen kage. Og hvor er det rart, at Helsingør Dagblad vælger at bringe historien på forsiden.
Alligevel er der noget, der skurrer i mine ører. Det er ordet ROLLEMODEL-KORPS. Jeg har nu tygget grundigt på dette mærkelige ord, og det smager ikke godt. For hvordan kan man blive udnævnt til at være rollemodel, altså til at være et forbillede??? Er et forbillede ikke noget man vælger selv???
Avisen har nu ligget på mit skrivebord siden 4. april, og siden da har jeg diskuteret frem og tilbage med mig selv, om jeg skulle fare i blækhuset på grund af det ord. Bl.a. fordi jeg ved, at det er rigtig gode folk, som er rollemodel-koordinatorer i Helsingør. Og fordi det sikkert er det samme i andre byer.
Og fordi det er et par yderst sympatiske kvinder. På en dobbeltside inde i avisen får man historien om de to, hvis forældre har henholdsvis tyrkisk og arabisk baggrund. De har kæmpet sig vej til studentereksamen og uddannelser som henholdsvis sygeplejerske og folkeskolelærer. På trods af racisme for den enes vedkommende og manglende støtte fra hjemmet for den andens.
Nu skal de ud og holde foredrag på uddannelses-institutitioner, i ungdomsklubber mm. For det er det rollemodel-korpset går ud på, at unge med etnisk minoritetsbaggrund fortæller om deres erfaringer med fx at finde praktikpladser og tage en uddannelse. For at de dermed kan bane vej for andre unge.
Et helt igennem godt og nødvendigt projekt.
Bortset lige fra den titel de unge bliver udstyret med: Rollemodel. Et alt for stort ord til et uddannelses- projekt.
Der er elleve med i Helsingør rollemodel-korps, og der er sådanne korps over hele landet. Konceptet er udviklet i samarbejde med Integrationsministeriet , se www.brugforalleunge.dk. Her kan man i øvrigt også bestille foredrag af forældre-rollemodeller!!
Men i et demokrati vælger man sine forbilleder selv, på samme måde som man vælger sit politiske ståsted selv. Ingen skal derfor diktere mig mine rollemodeller.
Men jeg kan åbenbart også ånde lettet op – jeg behøver slet ikke leve op til nogen modeller. De skal først og fremmest være modeller for etniske minoriteter, og hvis jeg ser grundigt efter i slægtstavlerne, kan jeg kun præstere at være 3. generations indvandrer – og kun i en af grenene.
Jeg ville faktisk også være lidt ked af, hvis mine forbilleder skulle være nogen, der blev udpeget af et råd, som var blevet nedsat af et par offentlige instanser i samarbejde med et ministerium.
Gad vide om etniske minoriteter ikke også har det sådan? Hvad nu, hvis man allermest beundrer sin gamle bedstemor, som har klaret at holde sammen på familien på trods af, at hun er flygtning og analfabet? Eller en nabo, som har banket en grønthander-butik op. Er det ikke OK?
Når offentlige myndigheder støtter, at unge fra indvandrer-familier inspirerer andre unge til at få en uddannelse, er det et skridt frem for integrationen. Men når de samme myndigheder samtidig prøver at definere etniske minoriteters idealer - får det en drejning henimod den Pind’ske assimilations-drøm.*
Forestil dig, at denne rollemodel-trend breder sig:
Hvis Sundhedsministeriet nedsatte rollemodelkorps, af kernesunde folk som har under 5 sygedage om året?
Eller måske et rollemodel-korps af kvinder i flade sko ? (Jeg har nemlig lige læst, at det er usundt at gå i høje hæle i mere end et par timer om ugen. )
Eller hvis Trafikministeriet nedsatte et rollemodel-korps af bilister, som aldrig har fået en bøde.
Artiklen fortæller i øvrigt, hvordan den ene af kvinderne i folkeskolen var blevet mødt med konstante drillerier og hånende tilråb som perker, terrorist, abe eller sorthårede muslim. Bl.a. derfor kunne man få den tanke, at den etniske majoritet i den grad trængte til at lære noget om integration.
Har Integrationsministeriet mon tænkt på at nedsætte lokale rollemodel-korps af ærke-danskere, som med deres personlige levemåde har fremmet integrationen. Det kunne f.eks. være ved at bekæmpe Dansk Folkepartis fremmed-fjendskhed?
Nå, ikke!
* Også selvom rollemodel-koordinatorerne i Helsingør ser mangfoldigheden, som en styrke og opfordrer til at man lever med sin historie og sine kulturelle erfaringer. Rigtig godt. Det rimer bare ikke helt med, at idealerne er defineret på forhånd.