– Vi frygter et massivt israelsk angreb, hvert øjeblik det skal være. Som Sharon har truet med, at det skal vise sig, at ”Jenin var ingenting”, frygter det palæstinensiske Medical Relief Center, som vi er udstationeret gennem i Gaza, at det vil ske. Situationen er yderst spændt, og vi venter det værste, udtaler jurastuderende Rasmus Bjerre.
De danske fredsvagter opholder sig i flygtningelejrene i den nordlige del af Gaza-striben, der udgør det tættest befolkede område i de palæstinensiske selvstyreområder.
– Sammen med den lokale befolkning har vi bygget beskyttelsesrum mod angreb fra luften. Vi har pakket nødforsyninger og sidder nu klar til at rykke ud for at hente sårede.
Demonstranter beskudt
Alt imens fortsætter den israelske hær med daglige aggressioner mod den palæstinensiske civilbefolkning rundt om på Vestbredden og andre dele af de palæstinensiske selvstyreområder. Tropper og tanks rykkede ind i flygtningelejren Ascar tæt ved Nablus.
Det samme skete i går i Rafah-flygtningelejren i det sydlige Gaza. Tanks rykkede ind på palæstinensisk territorium, de såkaldte A-zoner omkring Ramallah, hvor man frygtede en ny belejring af byen og Arafats hovedkvarter.
Den tilspidsede situation udløste tidligere i dag en stor demonstration i Ramallah, hvor ruiner og bilvrag i gaderne vidner om Israels tidligere og blot for nyligt overståede indtagelse af byen.
500 palæstinensere repræsenterede et bredt udvalg af sociale organisationer og partier, der sammen med menneskerettighedsorganisationer og omtrent 35 internationale fredsaktivister fra Danmark, Italien, USA og Frankrig gik fra byens centrum ud til bosættelsen Beth Il, for at protestere mod Israels fortsatte udvidelse af besættelses-politikken og inddragelse af palæstinensisk jord.
Under parolerne "Stop besættelsen", "Ikke mere apartheid" og "Frit Palæstina" endte demonstrationen ved det militære tjek-point ind til bosættelsen, hvor soldater skød med skarpt for at standse demonstrationen.
Arafat til fredsvagter: Tak, fordi I er her
I et møde den 8. maj mellem internationale fredsaktivister og den palæstinensiske præsident Arafat, udtrykte Arafat en hjertelig og personlig tak for deres tilstedeværelse og indsats for en retfærdig fred i området.
Præsidenten udtrykte, at de internationale fredsvagter, heriblandt den israelske fredsbevægelse ”udgjorde en stor beskyttelse af den palæstinensiske befolkning og var et tydeligt eksempel på solidaritet, når det er andet end bare ord”.
– Jeres tilstedeværelse her viser, at det palæstinensiske folk ikke er alene, men har mange venner rundt om i verden, sagde han.
Af Maj-Britt Svendsen, fredsvagt hos Arafat i præsidentboligen i Ramallah (10. maj 2002, kl. 22.00 lokal tid)
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96