Efter angrebet rykkede de israelske soldater igen tilbage til deres stillinger. Palæstinensiske ambulancefolk fra Shifa hospitalet evakuerede kort tid efter den 11-årige Yasir Sukhr, der var blevet skudt i benet og den 12-årige Ahmad Al Helo, der var ramt i maven. Før ambulancefolkene kunne nå at redde en tredje dreng i gruppen, blev de tvunget til at trække sig tilbage da israelske soldater åbnede ild mod dem.
Situationen i Gaza er spændt i forventning om et nært forestående israelsk angreb på området. Fra Al Shaaf grænseposten kunne de danske fredsvagter Filiz Kaya og Ulrik Kohl lørdag iagttage israelske tanks køre i stilling omkring fem hundrede meter fra det palæstinensiske boligområde. Skolen i Al Shaaf ligger forrest i de israelske troppers skudlinje, og bar tydelige spor af flere granatnedslag.
Islam Al Helo, der er onkel til den forsvundne 14-årige dreng Azzdin Al Helo, fortalte de danske fredsvagter, at en af legekammeraterne havde hørt Azzdin skrige om hjælp kort før ambulancefolkene blev beskudt af israelerne.
Lørdag formiddag forsøgte ambulancefolk fra Shifa atter at finde den forsvundne dreng, efter at den israelske hær havde garanteret ikke at åbne ild igen. På trods af at de to reddere og ambulancechaufføren var let genkendelige iført hvide og selvlysende uniformer, blev de på ny beskudt, så snart de bevægede sig ud på de palæstinensiske marker, der ligger nærmest den israelsk besatte sikkerhedszone.
Lørdag eftermiddag befandt omkring et halvt hundrede medlemmer af Al Helo familien sig ved den yderste barrikade ved Al Shaaf grænseposten, og spejdede forgæves ud over deres marker, som de israelske soldater ikke længere tillader palæstinensere at bevæge sig ud på. Kort derfra ventede tre ambulancefolk fra Shifa hospitalet på et nyt israelsk løfte om ikke at skyde, så eftersøgningen efter den forsvundne dreng kan genoptages.
Al Shaaf, Gaza 11.05.2002 Kl. 14.25 (lokal tid) Skrevet af den danske ISM-fredsvagt Ulrik S. Kohl
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96