Den stormombruste konference om antikøbesex, »Grosse Freiheit?«, som blev afholdt i weekenden den 7-8 maj af paraplyorganisationen 8. Marts Initiativet, satte følelserne i kog.
Både blandt tilhængere og modstandere af prostitution.
Inde bag vinduerne i kulturhuset på Islands Brygge, hvor konferencen fandt sted, fik forskere, feminister og folketingspolitikere i fællesskab formuleret en række forslag til, hvordan man bedst og mest effektivt kan begrænse prostitution.
Læs artiklen »Transer og sexarbejdere til kamp mod prostitutionskonference« hos Modkraft
– Prostitution forhindrer ligestilling fordi det fastholder kvinden i rollen som den underkastede. Vi skal ikke bare acceptere at Danmark bliver ladt tilbage som Nordens bordel, sagde Hanne Helth fra 8. Marts Initiativet i sin åbningstale.

Hun blev bakket op af Janice Raymond. Hun er professor i medicinsk etik fra
Massachussets Universitet og en af de to talere, som har mødt massiv kritik fra queer- og transmilhjøet for sine synspunkter om transpersoner.
– Så længe man taler om prostitution som et job, som den enkelte person har ret til at tage usynliggøres den mandelige dominans og kapitalgørelsen af kvinden, forklarede hun.
Udenfor havde Sexarbejdernes interesseorganisation (SIO), LGBT Danmarks Transpolitiske Udvalg og Libertære Socialister taget opstilling i en fællesprotest mod to talere med kontroversielle syn på transpersoner - og imod sexkøbsforbud generelt.
– De piller ved et af demokratiets mest fundamentale principper, nemlig retten til selv at bestemme over, hvad folk må gøre med deres egne kroppe, sagde Vibe Grevsen fra transgruppen i LGBT Danmark til Modkraft
Susanne Møller, der er talsperson for SIO, var enig. Efter hendes mening var konferencen både formynderistisk og ude af trit med virkeligheden.
– De taler kun om os, aldrig med os. Det kunne ikke falde dem ind at spørge os, hvad vores eller vores kunders oplevelse er. Heller ikke selvom vi nok har en del mere praktisk viden fra feltet.

Det ændrer dog ikke på at sexkøb vil blive forbudt inden for den nærmeste fremtid - i hvert fald hvis rød blok får magt, som de har agt.
– Skaffer vi det nødvendige flertal, og det tror jeg vi kan, vil jeg love jer at gennemføre den lovændring, der kriminaliserer sexkunden indenfor de første 100 dage med en S-SF-regering, garanterede Socialdemokraternes Magnus Heunicke fra talerstolen.
Det internationale opbud af forskere, eksperter og meningsdannere kom ind på en række forskellige aspekter af prostitutionsspørgsmålet. Fra filippinsk trafficking over lovgivningsproces til kvindesyn. Men et gennemgående tema var sexkøberens rolle.
– Ligestilling eller ej, så sidder mænd stadig på den økonomiske, politiske og sociale magt, det er derfor essensielt at de bliver draget til ansvar når det gælder prostitution. Man hører meget sjældent fra den majoritet af mænd der ikke køber sex. Det skal gøres til en maskulin mærkesag at bekæmpe kapitaliseringen af kvindekroppen, sagde mandeforsker Kenneth Reinicke.
Læs den radikale folketingskandidat Linda Kristensens blog om konferencen
Det skal blandt andet gøres ved at gøre op med myten om, at prostitution er en naturgiven del af samfundet.
– I Thailand går 70 procent af alle mænd til prostituerede, i Danmark er tallet 14. Det viser at kulturen har en kæmpe påvirkning på sexkøbsadfæren. Derfor skal kunderne, som nu er meget usynlige i debatten, frem i lyset, forsatte han.
Ligesom størsteparten af konferencens deltagere støtter han derfor en kriminalisering af kunderne.
– Lovgivning har en væsentlig adfærdsregulerende effekt, det kan man eksempelvis se i forhold til at slå sine børn. Efter det blev ulovligt er det også blevet socialt uacceptabelt, sagde den svenske professor i statskundskab Maud Eduards.

Prostitution skal simpelthen ophøjes fra et individuelt problem til et kollektivt samfundsanliggende.
– Det er en udbredt misforståelse at prostitution er lovligt, det er bare ikke kriminaliseret længere. Både menneskerettigheder og EU-direktiver pålægger os at beskytte folks fysiske og psykiske integritet, og det betyder at prostitution som fænomen er for stort et samfundsmæssigt problem til at sænke det til individniveau, som de få ressoucestærke prostituerede prøver at gøre det til, sagde Trine Baumbach, som er adjunkt i jura.
Den engelske forsker Julia Bindel brugte sit oplæg på at fremlægge resultaterne fra en undersøgelse, hun havde lavet om 103 engelske sexkøbere.
– Hovedpartien af dem så købesex som deres ret og som et værn imod voldtægter af de ’rigtige’ kvinder, og alverdens facts om trafficking er nytteløse til den gruppe. Det absolut eneste der ville holde dem fra at udnytte kvinder er at gøre det forbudt, sagde hun.
Den holdning vandt ikke meget gehør i mod demonstrationen udenfor.
– De har kun plads til deres egne udokumenterede meninger om de onde sexkunder derinde, det er rendyrket propaganda, intet andet. De taler som den store frihed - Grosse Freiheit - men viser ikke respekt for hverken os eller vores faglige rettigheder, så vi kan opnå den frihed, sagde Susanne Møller fra SIO til Modkraft.
Hun var ikke alene med sin kritik.
– Jeg fortsår ikke, at den parlamentariske venstrefløj kan bakke op om så transfobiske og moralistiske holdninger. Alle har ret til at kunne leve deres liv uden statslig indblanding, fortalte Rasmus Underbjerg Pinnerup fra Libertære Socialister.

Også fra liberalt hold kneb det med forståelsen.
– Det går over min fatteevne at der rent faktisk er mænd til stede til en konference, der er så gennemsyret af mandehad, mente Camilla-Dorthea Bundgaard, redaktrice for den liberale blog Damefrokosten.
Vibe Grevsen fra LGBT langede i sin tale ud imod Janice Raymonds udsagn om, at »problemet med transseksualisme bedst løses ved et moralsk forbud, der bringer det til ophør!«.
– Vi mener at problemet ligger hos de mennesker, der ikke kan acceptere naturens mangfoldighed. Vi kræver respekt, ligeværdighed og rettigheder så der skabes plads til alle mennesker i samfundet uanset kønsidentitet eller seksuel orientering. Når en så stor sammenslutning kan legitimere transfobi så viser det, at kampen for respekt kun lige er begyndt, sagde hun.
Også Enhedslistens Queerudvalg støttede op om protesterne mod konferencen, som Liste Ø var med til at arrangere, og erklærede sig »dybt uenig i partiets generelt fordømmende holdning over for sexarbejde«, som efter deres mening fører til en polarisering af debatten.
»Partiet tager dermed endnu et skridt ud i en radikal, ”biofeministisk” retning, som vi på det kraftigste vil advare imod. Feminisme handler ikke om at pådutte andre moralske normer, men om at sikre, at alle, transpersoner som sexarbejdere, har redskaberne og mulighederne for selvbestemmelse«, skriver de i en pressemeddelelse
Protesterne vandt dog ikke gehør blandt konferencedeltagerne, der hurtigt trak gardinerne for.
– De har selvfølgelig ret til deres mening, men jeg mener ærligt talt at det er at pisse på os, som hver dag lider under traumerne fra et liv på gaden. Prostitution har skadet mig og mange andre for livet, så jeg finder det skandaløst at den lille ressoucestærke elite af prostituerede står derude og gør grin med et hele, sagde den tidligere sexarbejder Christina Christensen til Modkraft.

Hovedgrunden til moddemonstrationen var at engelske Julie Bindel og amerikanske Janice Raymound var talere på konferencen. Begge prostitutionsforskere er kritiske overfor kønsskifteoperationer.
Læs artiklen »Kontroversielle sexkøbs-talere fik politieskorte« hos Modkraft
Janice Raymond har tidligere udtalt at »Alle transseksuelle voldtager kvinders kroppe ved at reducere den kvindelige form til et kunstprodukt og kapre den til sig selv« og Julie Bindel er blevet citeret for at mene, at hun »ikke har lyst til at blive klumpet sammen med en evigt voksende liste af folk, der er defineret af deres ’sære’ seksuelle vaner eller karakteristika«
Citaterne er imidlertid taget ud af en kontekst, med det ene mål at skævvride den vigtige prostitutionsdebat, det mener hovedpersonerne selv.
– Mine ord er plukket ud af en helt anden helhed og det har givet de her mennesker en undskyldning for at chikanere mig i mails og telefonopkald, det er meget ubehageligt og viser at der er store kræfter oppe imod os, sagde Julie Bindel til Modkraft.
Transfolket har dog ikke meget forståelse for den kritik.
– Selvom de ikke skal tale om transpersoner på konferencen er meget problematisk for en organisation som 8. Marts Initiativet at de åbenbart ikke har noget imod at blive associeret med folk, som spreder had imod os, sagde Malene Andresen til fra LGTB til Modkraft.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96