Selv om den danske udenrigsminister holder fast i en ”no boots on the ground” politik, lukker hun og andre ansvarlige for krigen i Libyen, øjnene for, at soldater i bare fødder; svømmefødder og alm. sko kan udstationeres i Libyen.
Nu indsætter Italien "støvlelandet", Frankrig og England, soldater de kalder ”militære rådgivere”. De vil sikkert også blive fulgt op af specialtropper (som måske allerede er i Libyen) og egentlige kamptropper, kamphelikoptere etc. til at beskytte nødhjælpen forstås.
Så blot en måned efter det militære angreb på Libyen gik i gang med bombefly, er der nu NATO soldater på land i Libyen. Det var ellers ikke meningen og det militære angreb blev faktisk også solgt til os under den præmis. Men igen - ingen med forstand på den aktivistiske udenrigspolitik og dansk politik i det hele taget, kan og må være særlig overrasket over denne udvikling.
Men hvor er Enhedslisten nu blevet af i denne sag? Det er ikke meget vi har hørt og set til Enhedslisten siden slutningen af marts, hvor EL da i det mindste trak deres politiske støtte til det militære angreb på Libyen. Der er ingen aktuelle opdateringer på www.enhedslisten.dk
Jeg forstår ikke, at EL nu hurtigt kommer på banen og får lagt al den afstand det er overhovedet er muligt, til det der sker og er på vej til at ske i Libyen. Og skal EL sluge nogle kameler og ofre nogle hoveder, så er det ikke andet end den pris man betaler, for ikke at udvise rettidig omhu i politik.
Det er spillets regler.
Det er i hvert fald for sent, og endnu et bevis på noget der måske kan ses som en permanent tilstand af manglende rettidig omhu i Enhedslisten, hvis EL venter til de vestlige landes tropper lider tab i kampen, side om side med oprørerne mod Gadaffi, støttet af flere og flere fly og kamphelikoptere.
For hvad sker der, hvis Gadaffi mod alle ods alligevel formår at holde stand i en måned eller to under et så massivt vestligt militært angreb?
Det bliver så Gadaffi mod det meste af Europa.
Selv om Gadaffi ikke er vellidt i den arabiske verden, vil han hurtig få befolkningerne i de arabiske landes sympati og beundring fordi han i det mindste står imod den vestlige militære overmagt. Og derfra er det heller ikke så langt til, at også Gadaffi vil få befolkningerne i den vestlige verdens respekt. Sker det vil aviserne blive tvunget til at skulle skrive om alle de andre sider af Gadaffis lange politiske liv og historie i Libyen.
Med det vestlige militære angreb på Libyen forsvandt mediernes interesse og opmærksomhed for alle de, målt på de arabiske lande, fornuftige ting Gadaffi har foretaget sig i Libyen, siden han tog magten. Gadaffi har meget konkret bekæmpet Al-Qaeda; han har opbygget Libyen fra et meget fattigt land, styret af en engelsk indsat konge, til et af de mest velfungerende arabiske lande med offentligt betalt moderne skoler og hospitaler og den største økonomiske vækst. Og så er han den leder i verden, som står for det største konkrete projekt til ørken bekæmpelse og sidst men ikke mindst er han en revolutionær politisk leder.
Alt dette og meget mere kan man bl. a. holde sig opdateret på på http://www.mathaba.net/. Det er meget langtfra hele sandheden man finder på de sider, men det er da i det mindste lidt andet nyt fra den verden vi ellers møder gennem vore egne medier og deres udsendte til Libyen. Det er ikke meget vi kan se og læse om hvad der sker og hvordan ex folk i det vestlige Libyen og hovedstaden ser på den aktuelle situation.
De revolutionære tanker og ideer er endnu ikke i så høj kurs i den vestlige verdens befolkninger, de tror stadig vi kan kommer over denne finanskrise, og så bliver alt godt igen. Så derfor er det måske kun et spørgsmål om tid, før det revolutionære igen kommer på mode, også i vores verden. For hvis vi den vestlige verden, også i Danmark, fortsætter afviklingen af vore folkestyrede demokratier og respekten for velfærdssamfund, herunder ambitionerne for større lighed og respekt for menneskerettighederne, i samme takt og hurtighed som vi har stået model til i de sidste 10 år, så vil vi også skulle genoplive de revolutionære politiske partier.
Og det er i det lys, Enhedslistens tavshed, forekommer mig så larmende i dag.