10 år som fjende af systemet
I anledning af at det i dag er præcis 10 år siden første gang jeg er blevet anholdt får i et copypaste fra min erindringsbog.
Bogen var et hyggeprojekt jeg skrev på for nogle år siden da jeg fik brug for at sætte mit liv lidt i perspektiv. Den bliver nok aldrig udgivet og jeg er for længst holdt op med at skrive på den. Når jeg læser den nu synes jeg den er alt for klynket og emotionel.
Men det er trods alt dumt at skrive noget hvis det aldrig bliver læst. Så her får i det. Fortællingen om min første store demonstration og min første anholdelse.
Første demonstration
Sverige havde EU-formandskabet hvilket betød at de skulle være værtsnation for diverse formelle og uformelle topmøder igennem hele året. Min ven Rina kunne fortælle mig en masse om hvorfor man skulle være imod EU. Landbrugsstøtten er den direkte årsag til at vi for eksempel spiser hvid sukker i den vestlige verden mens fattige bønner i Indien ikke kunne komme af med deres afgrøder selvom de laver det billigere og bedre for miljøet.
Så Rina og jeg tog til Malmø hvor EU’s finansministerrådsmøde blev afholdt. Det var meget oplagt at demonstrere imod dem. De var den kapitalistiske side af EU og hovedansvarlige for at EU holder den 3. verden i fattigdom.
Vi mødtes på hovedbanegården sammen med en masse andre danskere der skulle med. På vej i toget blev vi dog opmærksomme på at der sad nogle skumle fyre med øresnegle som kiggede meget åbenlyst på os og havde travlt med at snakke med deres jakker hele tiden. Det var mit første møde med de danske urobetjente der havde gjort svensk politi den tjeneste at tage med de danske demonstranter over sundet. Da vi stod af på Malmø banegård var perronen ryddet for almindelige mennesker og der var fyldt med kampklædte betjente der stod med deres skjolde nede på banesporene bare i tilfælde af at vi skulle finde på at løbe ud på dem og væk. Vi blev allesammen pillet til side og placeret i en politibus hvor vi skulle vente imens de stod og snakkede med de danske betjente om hvem vi var for nogen og tjekkede vores straffeattester. Så fik vi lov til at gå videre undtagen en punker der havde en kæde i sine bukser. Det var jo et slagvåben med lidt god svensk politivilje.
Da den første demonstration startede løb politiet ind og konfiskerede de store bannere folk havde fordi de kunne bruges som skjolde også. Stemningen blev pisket lidt op af alle betjente der løb rundt og rev bannere fra folk, men vi holdt os i ro alligevel og demonstrationen fik lov at starte.
Efter demonstrationen gik vi hen til de nogle svenskere der boede i kollektiv og lånte deres stue ud til danske demonstranter så vi havde et sted at sove. På vej rundt i byen blev vi passet op af politiet, kropsvisiteret og undersøgt 3 gange. Mine efterskolekammerater, Rina og jeg snakkede meget om hvordan i alverden politiet kunne betragte den flok hippier og demonstranter som en trussel.
Jeg var en pacifistisk hippie der var taget til Sverige for at demonstrere for fred, forståelse og en bedre verden mens politiet behandlede mig som en kriminel.
Malmö 21. april 2001.
Dagen efter var det den store demonstrationsdag. Over 2.000 demonstranter havde samlet sig på pladsen. Der var farvede flag, folk der gøglede og var klædt ud. Hver gang man gik 2 meter fik man en ny løbeseddel i hånden og blev opfordret til at støtte en eller andens brændende vigtige politiske sag. Alle mulige mennesker havde åbenbart et problem med EU. Der var miljøbevægelser, fagforeninger, venstrefløjspartier, almindelige unionsmodstandere og dem der interesserede mig mest; Anarkisterne. Det var dem med sort tøj. De autonome anarkister jeg havde læst så meget om i bøger og lært om på internettet. De virkede mystisk dragende. Med Cirkel-A på deres flag og råbte slagord om ingen ledere og den slags. Præcis de idéer jeg selv gik og tumlede med alene på Falster. Jeg fandt et par danskere og begyndte at stille dem spørgsmål om hvordan han syntes et anarkistisk samfund skulle se ud og om han kendte til nogen anarkister på Falster alt imens demonstrationen begyndte at bevæge sig. Rina smuttede ned til nogle andre venner fra Folkebevægelsen mod EU Ungdom.
Pludselig rykker kampklædt politi ind foran og bagved vores del af demonstrationen. Hurtigt er vi afskåret fra resten af demonstrattionen. Nogen forklarer at der vist nok er blevet kastet med nogle æg lidt længere tilbage i demonstrationen. Jeg forstår ikke hvorfor de splitter demonstrationen ad og isolerer 2-300 mennesker fra resten. Folk er synligt bange for de kampklædte betjente der står med deres hjælme og skjolde. Der kommer flere og flere af dem og vi trækker os sammen i en stor klump. Som en panikken fåreflok bliver vi drevet sammen af de kampklædte betjente der brøler ordrer til os og skubber med deres skjolde når nogen ikke følger dem hurtigt nok.. Pludselig kommer en helikopter svævende meget lavt over vores hovdeder. Larmen er øredøvende og det forstærker indtrykket af at være med i en krigsfilm. Helikopteren har nogle store højtalere under sig der begynder at skratte. En stemme brøler noget i højtalerne på svensk jeg ikke forstår, de andre svenskere virker meget oprørte over det. En dansker i nærheden forhører sig hos en svensker.
“De siger vi alle sammen er anholdt” forklarer han med vantro i stemmen.
Nogle specielle politisoldater rykker ind. De har lettere udstyr og større knipler end de andre. De almindelige betjentes skjoldmur går op og lukker dem ind i flokken. Der begynder de at rive og flå demonstranterne ud af flokken og anholde dem lidt ad gangen. De er meget voldsomme og enhver der stritter imod, råber eller snubler bliver straks slået hård med stavene. Anholdelsespatruljerne har alle sammen gaffatape over deres tjenestenumre som om nogen kunne tro deres uniformer på mystisk vis allesammen skulle lappes lige der.
Nogle holder fast i hinanden når de rykker ind og river folk ud. Andre prøver at sætte sig ned, men det gør ikke den store forskel. De bliver slået alligevel fordi de er mere besværlige at få ud. I en time står vi og ser på og holder fast i hinanden mens de gang på gang rykker ind og river folk ud til brutale anholdelser. Flokken af os bliver mindre og mindre og politiet bliver mere og mere voldeligt fordi de bliver frustrerede over den passive modstand og fordi vi bliver vredere og vredere på dem. Folk kalder dem grimme ting, råber pansersvin og fascister efter dem. Pludselig ser jeg en af mine kammerater fra efterskolen blive anholdt og slået over ryggen og væltet ned på asfalten. Jeg er pludselig meget mere vred end bange. Jeg hæver hænderne højt over hovedet mens jeg går imod skjoldmuren og råber ad dem. ”Hvad fanden har i gang i? Hvordan kan i leve med jer selv? Forbande svin!”
Jeg har ikke opdaget at anholdelsespatruljen er rykket ind bag mig. Hurtigt bliver jeg fældet over en politimands ben. To af dem tager fat i mit lange hippiehår og trækker mig hen ad asfalten i det. Jeg bliver vendt om på maven. En betjent griber fat i mine ben, en anden planter sit knæ solidt i ryggen på mig imens den sidste der stadig har fat i mit hår slår mit hoved ned i asfaldten et par gange. Så tager han sit hjælm på helt tæt på mit hoved og spørger på svensk “Var det det værd?”.
Jeg prøver at svare men når jeg åbner munden maser han igen mit ansigt ned i asfaldten. Det giver en kvalmende lyd når jeg mærker mine tænder skrabe imod asfaldten. Mine hænder puttes i strips bag min ryg og jeg løftes derefter op i dem og bliver ført ind i en politibus fyldt med andre demonstranter. Der er tårer i mine øjne. Jeg ved jeg har fået rigtig tæv for første gang i mit liv men jeg kan ikke mærke at det gør ondt nogen steder. Med tungen konstaterer jeg at mine tænder ikke har taget alvorlig skade af deres kontakt med asfalten. Min krop er dirrende af adrenalin, frygt og afmagt. Jeg græder. Ikke fordi det gør ondt men af afmagt over at sidde hjælpeløs i håndjern i en bus imens politiet kan fortsætte med at tæve folk ude på vejen.
På midtergangen i bussen kommer en betjent og spørger om jeg er ok. Jeg vender mit hoved væk i vrede. Jeg har fanme ikke brug for de svin. Hvis de er interesserede i mit helbred kan de lade være med at tæve mig i første omgang. Jeg sidder og kigger ud af bussen på endnu en voldsom anholdelse. Så kigger jeg tilbage på betjenten i midtergangen. Pludselig ser jeg i hans øjne at han væmmes over det han ser udenfor bussen. Han er altså menneske et eller andet sted alligevel. De er mennesker. De lader bare nogen gange som om de ikke er det. Så husker jeg ikke-volden. Det jeg tror skal redde verden. At had kun avler had og i sidste ende fører til selvdestruktion. Det er ikke betjentene jeg hader. Det er det arbejde arbedje de udfører og det der gør at de fravælger deres samvittighed og menneskelighed. Mit had til politimænd som de mennesker de er varer kun fem minutter af hele mit liv. Fra da jeg blev anholdt til jeg sad i bussen og konstaterede at de stadig var mennesker.
Vi bliver kørt til en politistation, tjekket, fotograferet og sluppet løs uden sigtelser. Politiet håbede måske om at vi har lært det ikke er det værd.
Efterspil
260 demonstranter blev anholdt. Mange af dem kom til skade, brækkede, forstuvede lemmer, men de fleste havde bare ondt efter politigrebene. Den slags der gør ondt uden at efterlade sig synlige mærker. Jeg havde hudafskrabninger i hele den ene side af ansigtet, ondt i næsen, armene og ryggen. Rina ringede et par dage senere og sagde at folkebevægelsen mod EU skulle bruge mit ansigt til et TV interview. Jeg stillede op og fortalte min historie. Den kom ud til mange mennesker men gjorde ikke den store forskel.
6 af de anholdte demonstranter blev senere sigtet og idømt bøde for at stritte imod anholdelse. En forbrydelse udløst af politiets uretmæssige anholdelser i første omgang. Der blev rejst en klagesag imod en enkelt betjent og den leder der havde beodret masseanholdelsen. Alle poltifolk blev frifundet. Til gengæld blev fire danske uro-bejtente senere på året degraderet for at udføre politiarbejde uden for landets grænser. De havde overset en gammel spionagelov der forbød dem at tage til Sverige i arbejdstiden. 4 blev degraderet, men jeg talte mindst 12 af dem i toget.
Jeg var taget derover som en glad hippie der skulle overbevise EU’s finansleder om at de skulle være fredelige, gode og behandle de fattige ordentligt. Da jeg tog derfra var jeg overbevist om politiet blev brugt til at skræmme folk fra at demonstrere. Jeg behøvede ikke længere at læse bøger om fascismen eller frihedskæmperne. Når politet kunne være voldelige imod fredelige demonstranter og slippe afsted med det. Når deres magt kan bruges politisk til at stilne kritiske røster var det ikke længere et demokrati jeg levede i, men en politistat. Jeg var en frihedskæmper i et fascistisk styre. Kampen var i gang.
Rina blev ved med at være EU modstander. Tjek hendes blog her: http://modkraft.dk/blogs/rina-ronja...
Selv blev jeg ved med at blive anholdt. Jeg holdt til gengæld hurtigt op med at være pacifist. Men det er en helt anden historie...