Synet på internationalt arbejde har altid været centreret om målet om at forandre den globale virkelighed i overensstemmelse med arbejdende menneskers stræben, mener Bongani Masuku, international sekretær i Sydafrikas faglige LO, COSATU.

Da COSATU traf den beslutning at tilslutte sig faglige organisationer på det internationale niveau, handlede det om at forfølge dette mål på samme måde, som vi på nationalt niveau valgte at indgå i treparts-alliancen (med ANC og det kommunistiske parti, red.) som udgangspunkt for at mobilisere resten af samfundet til fundamental social forandring.

Målet var at indgå i en global familie af fagforbund, som selvfølgelig aldrig ville blive perfekt. Vi kendte til de objektive og subjektive begrænsninger i denne faglige familie – og havde forpligtet os til at spille vores egen rolle i dens fundamentale forandring til et våben i klassekampen.

Tid til refleksion

Nu har vi arbejdet og deltaget på denne måde i nogle år, og det kunne være et passende tidspunkt at reflektere og stille spørgsmål – uanset hvor ubekvemme de til tider måtte være – om, hvor langt vi er nået på rejsen hen imod virkeliggørelsen af vores bestræbelse på at forandre institutionen ITUC.

I samme ånd må vi endvidere stille spørgsmålet om, hvad sandsynligheden er for, at vi selv er blevet modereret i nogle henseender.

ILO’s konference og ITUC’s verdenskongres (begge afholdt i 2010, red.) har skærpet fokus på spørgsmål, som længe har været kilde til spændinger og konflikter. Disse spørgsmål drejer sig om forholdet mellem den nordlige og sydlige halvkugle – både generelt og specifikt inden for fagbevægelsen.

Det står nu stadigt klarere, at den globale politiske økonomis karakter medfører, at alle strukturer og institutioner på den nordlige halvkugle understøtter og forstærker den globale herskende klasses dagsorden.

Fagforbund støtter kapitalismen

Således ser selv fagforbundene det som deres hovedansvar først og fremmest at beskytte det kapitalistiske system – selvom de sætter spørgsmålstegn ved dets excesser. De afviser med foragt ethvert forsøg på at sætte spørgsmålstegn ved systemets legitimitet – samt opfordringer til at udfordre det.

Bongani Masuku fra Sydafrika langer ud efter de vestlige landes fagbevægelser. Arkivfoto: Mark Knudsen/monsun

Systemet er på velovervejet vis blevet designet sådan af imperialismen, at disse fagforbund ser deres egen fremtid tæt forbundet med dets eksistens og succes. Det er grunden til, at de så lidenskabeligt forsvarer sig mod alt, hvad der ses som en trussel mod systemets kerneelementer.

Det gælder forsvaret for globale markeder og det globale handelsmønster, der fremmer vores underudvikling.

Disse fagforbunds hæmningsløse kontrol med den internationale fagbevægelse og de dermed forbundne apparater hjælper alt sammen med til at opretholde det herskende system og beskytte det mod dem, der er dets ofre og ønsker at se det fjernet.

Dette er grundlaget for de ideologiske og politiske valg, som bliver taget af vores kammerater på den nordlige halvkugle, når de fører faglig kamp.

Fagbevægelsens uafhængighed

Der hersker nogen forvirring omkring, hvad fagbevægelsens uafhængighed betyder – sådan som den bliver formuleret af nogle i de internationale kredse.

Der er en tendens til at fokusere på den organisatoriske uafhængighed i stedet for fagbevægelsens klassemæssige (ideologiske) uafhængighed af de herskende klasser. Eller oven i købet betragte disse to sider som identiske.

ITUC lægger hovedvægten på førstnævnte – det vil sige organisatorisk uafhængighed – hvilket også er meget vigtigt. Men den klassemæssige uafhængighed er så til gengæld historisk (og aktuelt) blevet sat på bagsædet.

Selvom begge dele er vigtige – så er arbejderklassens evne til at hævde sine klasseinteresser af afgørende betydning.

De fleste europæiske fagforbund består den første prøve, men dumper på det bedrøveligste i den anden og vigtigere. Med nogle få undtagelser har de fleste af dem ikke nogen arbejderklassedagsorden – uafhængig af deres egne herskende klasser.

I de fleste tilfælde følger de ubevidst og uden at stille nogen som helst spørgsmål deres egne herskende klasser – især hvad angår deres landes udenrigspolitiske og økonomiske interesser.

Adskillige fagforbund på den sydlige halvkugle dumper til den første prøve af forskellige grunde. Det hænger nogle gange sammen med den kendsgerning, at de, der i dag har regeringsmagten, i mange tilfælde tidligere har været befrielsesbevægelser af alle mulige typer. Befrielsesbevægelser, der gjorde fælles sag med arbejderklassen i skyttegravene mod kolonialismen og imperialismen.

Derfor nyder de stor tillid hos deres egne arbejderklasser – selv dér hvor de er kørt af sporet i nogen henseender.

Rum for klassekamp eller et forum for styring af klassemodsætninger?

I sin nuværende form er ITUC ude af stand til at lede eller koordinere en seriøs udfordring af de globale herskende klasser og det kapitalistiske system i al almindelighed.

ITUC er i stedet blevet en fryseboks, hvis hensigt det er at inddæmme radikale arbejderklasse-kampe. Samt i løbet af denne proces at filtre sådanne kampe ind i det udspekulerede net, der beskytter den globale kapitals interesser.

De hårdest ramte i denne forbindelse er de arbejdende klasser på den sydlige halvkugle, der rammes hårdest af dette globale systems ondartede følger.

På trods af al den megen snak om fagbevægelsens uafhængighed – så er de dominerende medlemmer af ITUC ikke uafhængige af deres egne herskende klasser, selvom de organisatorisk synes at være det.

De er tværtimod politisk snævert forbundet med det herskende establishment, hvorfor vi oplever deres højtråbende forsvar for systemet. Deres påstande om uafhængighed bliver dagligt udstillet som det røgslør, det er.

Nytænkning er nødvendigt

Der må foretages en retfærdig og veldokumenteret bedømmelse af ITUC og WFTU for at underbygge diskussionen om de forskellige valgmuligheder. Bedømmelsen må hverken blive sentimental eller dogmatisk.

Det skal føre frem til en strategisk og grundig diskussion i vort landsforbund, COSATU’s ledelse om, hvordan billedet tegner sig for fremtiden med hensyn til vores internationale fagpolitiske alliancer.

I den forbindelse må princippet om at forene verdens arbejdere sættes i højsædet, og det kan ikke tillades, at kunstige barrierer eller enkeltpersoners snævre interesser splitter arbejderne.

Det betyder, at muligheden for at skabe et nyt internationalt center for fagbevægelsen, der samler verdens arbejdere mest muligt, bør overvejes.

Uden at generalisere synes det klart, at det at forandre ITUC vil blive et arbejde gennem årtier (under den antagelse, at det i sidste ende vil lykkes). Og vi burde nok overveje, om det i sidste ende betaler sig – eller om vi ikke snarere skulle bruge vores kræfter andetsteds.

I mellemtiden må hovedvægten i vores internationale fagpolitik lægges på at organisere det globale syd, hvor nøglen vil blive den afrikanske fagbevægelse. Og gøre den til en magtfuld, kæmpende og progressiv bevægelse, der handler i arbejdernes interesse, og til fordel for kontinentets ønske om at overvinde underudviklingen samt den globale kapitalismes kvælertag.

Bongani Masuku er international sekretær i Sydafrikas faglige LO, COSATU, og artiklen er offentliggjort i COSATU’s tidsskrift »The Shopsteward« i december 2010.

Læs hele historien i Dagbladet Arbejderen