Mandag den 2. maj indkalder forfatterkollektivet bag Kvinde Kend Din Krop til stormøde, hvor rammerne for tilblivelsen af den nyeste udgave af den legendariske bog skal fastlægges.
Alle er velkomne.
– Vi håber at kunne sammensætte et nyt ungt og slagkraftigt forfatterkollektiv som kan opdatere bogen til nutidens problemer, siger Gritt Overbeck, som er bestyreslesmedlem i den fond, der står bag bogen.
Lanceringen af den nye udgave af bogen var også baggrunden for den Kussomat, som skabte en forfærdelig masse forargelse i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts.

– Pludselig var der kusser allevegne, og folk gik fuldstændig i selvsving. Vi havde regnet med et par forkølede notitser, men medieinteressen var jo overvældende. Det er faktisk lidt spøjst at noget så naturligt kan trække så store overskrifter i 2011, fortæller Gritt Overbeck.
Læs mere på bog-kollektivets hjemmeside
Kvindernes initiativ fik hurtigt sine kritikere, især blandt Ekstra Bladets mandlige læsersegment, som i nogle tilfælde var direkte rasende over de upolerede kønsdele.
– Der var faktisk mænd, der i ramme alvor skrev til os og klagede sig over at kusserne var grimme, og de beskyldte os for bevidst at ville tænde dem af med tamponer og kønsbehåring. Om ikke andet så viser det, at der er alvorlig mangel på oplysning, fortsætter hun.
Læs artiklen »Kvinde, elsk din kusse!« hos DR
Verden skal kunne rumme både de idealiserede og de brugte behårede hverdagskusser, efter forfatterkollektivets mening.
– Problemet er ikke at kvinder kan vælge at omskære sig selv med en læbereduktion eller blege sig til ensfarvede kønsdele. Problemet er at den retoucherede kusse er blevet normen og den naturlige er blevet ulækker. Det vil vi gøre op med, fastslår Gritt Overbeck.
Da Kvinde Kend Din Krop for første gang udkom i 1975 vakte den stor furore for at behandle tabuiserede emner som manglende sexlyst, selvundersøgelse og orgasmekrav. Den er udkommet i mange oplag og løbende revideret i 1983, 1992, 2001 og kommer som sagt i en spritny udgave i efteråret 2011.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96