En 16-årig pige kører i påvirket tilstand en person ihjel. Hun får en dom på livstid uden mulighed for prøveløsladelse. Dommen er så hård, fordi drabet ifølge dommeren var relateret til bandekriminalitet.
Jeg kender til sagen fordi jeg har en ven, der med i en organisation som hjælper og besøger unge kvinder, som sidder i fængsel. Ifølge min ven har den unge kvinde intet at gøre med bandekriminalitet og har aldrig haft det. Hun havde drukket og kom ved et uheld til at køre en person ned. Men desværre er hun sort og boede i et såkaldt ghetto-område.
Den unge kvindes skæbne er langt fra atypisk for den farvede amerikanske underklasse. Den eneste undtagelse er, at hun er kvinde, mens størstedelen af den amerikanske fængselsbefolkning er mænd. Fortællingen handler om en enkelt skæbne, men er symptomatisk for den måde som straf, klasse og race spiller sammen i USA.
Fængslet fungerer i nutidens USA som en reguleringsmekanisme, der holder den sorte underklasse i skak. Fængslerne spiller på mange måder samme rolle som tidligere undertrykkende institutioner som slaveriet og Jim Grow-lovene (Som sørgede for at adskille sorte og hvide i alle offentlige institutioner – eks. uddannelse, offentlig transport og restauranter.) der på forskellige måder opretholdt det race- og klassehierarki, som fungerer i USA.
Den unge kvindes liv ville, hvis hun nogensinde kom ud, sandsynligvis være mere eller mindre ødelagt, da betingelserne for tidligere indsatte er elendige i det amerikanske samfund. Beskyttelse af individet gælder ikke for den tidligere straffede, der i nogle stater blandt andet mister sin stemmeret.
Muligheden for at få arbejde er dårlig, og de mennesker, der er ansat til at hjælpe de straffede, når de forlader fængslet, har nærmest ingen ressourcer. Fængslet er derfor i høj grad med til at reproducere og forværre de allerede gældende vilkår for den ofte fattige og dårligt stillede person, som ender der.
Antallet af sorte i de amerikanske fængsler er eksploderet i løbet af de sidste 30-40 år, uden at der har været en tilsvarende stigning i kriminaliteten begået af sorte amerikanere. Denne skævvridning startede med den såkaldte ” War on drugs”, der på det praktiske plan hovedsageligt rettede sig mod småpushere i de dårligt stillede områder. Og den generelle ”slå hårdt ned på kriminalitet”-politik under Reagan og Bush Senior, som satte straf i centrum og droppede alle ambitioner om rehabilitering.
Disse politikker ramte og rammer de fattige sorte områder og befolkninger disproportionelt hårdt. Både fordi politiets indsats blev rettet mod disse områder, men også fordi en stor procentdel af alle unge mænd fra fattige lokalsamfund er i fængsel. Det går det hårdt ud over den sociale bæredygtighed, som i forvejen kan være skrøbelig. På den måde har skævheden i straf- og kriminalitetsstatistikkerne langt dybere og bredere konsekvenser, end for de konkrete unge mænd der rammes.
Det er ikke nogen tilfældighed, at det er i løbet af de sidste fire årtier, at fængslet har overtaget tidligere institutioners rolle, som en måde at adskille, sortere, hierarkisere og markere USA´s sorte underklasse. Udviklingen skal ses i sammenhæng med fremkomsten af den neoliberale stat. Neoliberalismen har ikke medbragt mindre stat - selvom den privatiserer, udliciterer og skærer ned på statens omsorgsrolle. I stedet er statens fokus og indsats rykket, så de straffende organer er kommet i centrum.
Straf er i dette system adskilt fra den faktiske kriminalitet der begås. Der er ikke nødvendigvis nogen sammenhæng mellem de to, hvad der giver sig til udtryk i, at nogen grupper af kriminelle straffes langt hårdere og langt oftere end andre. Straf en måde, hvorpå dårligt stillede sorte underklasse-amerikanere reguleres og holdes på ”deres” plads – både fysisk, socialt og symbolsk. Straf er blevet et redskab til at reproducere klasse og opretholde et racehierarki, hvad der også er med til at væve de to størrelser sammen.
Fængslet er en blevet en af de vigtige mekanismer til at gennemføre den adskillelse, sortering, hierarkisering og markering som producerer og reproducerer både betydningen af race, men også racer som sådan.
Set i relation til indbyggertal har USA langt den største fængselsbefolkning blandt de vestlige lande. Og USA har en dybt institutionaliseret racisme. Danmark adskiller sig herfra på flere punkter, men dette skal alligevel være en opfordring, til at kigge nærmere på vores egne fængselsstatistikker og racistiske praksisser.