Billig østeuropæisk arbejdskraft truer løn- og arbejdsvilkår i byggeriet. Fagbevægelsen står ved en korsvej, hvor der skal vælges værktøjer og strategier i kampen mod social dumping.
Hidtil har fagbevægelsen holdt fast i den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter selv forhandler løsninger på plads, uden indblanding fra lovgivernes side. Denne strategi har imidlertid hverken resulteret i, at østeuropæiske arbejdere var valgt at organisere sig i en fagforening eller fået bugt med underbetaling og skattesnyd.
Vender man blikket mod nord er situationen ikke ulig den danske. Der er de seneste år sket en væsentlig stigning i antallet af østeuropæiske arbejdere i Norge.
I Norge har der i mange år, i modsætning til i Danmark, været tradition for at fagbevægelsens sejre er blevet ophøjet til en alment gældende lov. Dette skyldes blandt andet en lavere organiseringsgrad på lige over 50 procent. Den norske model baserer sig på to hovedelementer.
For det første den såkaldte »almengørelse«, der betyder, at nogen af mindstebestemmelserne i overenskomsterne på et område gennem lov udbredes til at omfatte alle, der arbejder på området, uanset om den virksomhed de arbejder for har overenskomst.
For det andet det såkaldte »solidaransvar, der stiller alle kontraktleddene, dvs. entreprenører til og med hovedentreprenør økonomisk ansvarlige for underentreprenører.
Almengørelse
Almengørelse af en overenskomst betyder, at den via lov udbredes til at omfatte alle på området, uanset om arbejdsgiveren har indgået overenskomst eller ej. Almengørelse dækker ikke hele overenskomsten, men kun de mest centrale bestemmelser som fx løn, ferie og overtidsbetaling.
Hvis et fag er udsat for løndumping eller social dumping, kan fagforeningen eller arbejdsgiversiden indstille til et såkaldt tarifnævn, at overenskomsten bliver almengjort. Der kræves konkret dokumentation. I tarifnævnet sidder repræsentanter fra fagbevægelsen, arbejdsgiverne og tre neutrale medlemmer. Det er derfor ikke politikerne, der bestemmer om et område skal almengøres.
Finder nævnet, at der er tale om urimelig konkurrence på et område, kan det beslutte at almengøre overenskomsten, som så bliver fastsat ved lov, og dermed kommer til at gælde for alle, der arbejder indenfor denne sektor.
Solidaransvar
I Norge består kædeansvar i at entreprenører er økonomisk ansvarlige for underentreprenører på deres projekter. Det vil sige, at hvis en underentreprenør underbetaler sine ansatte, hæfter den entreprenør, der har hyret firmaet for den manglende betaling. Betalingsfristen er kort; tre uger fra domsafsigelse.
I Danmark har langt størstedelen af fagforeningerne under LO hidtil afvist at gøre overenskomststof til lovstof.
Man frygter at det vil føre til A og B-overenskomster, hvor udenlandsk arbejdskraft kommer til at arbejde til en lavere løn end deres danske kolleger og at dette yderligere vil lægge pres på lønningerne. Samtidig fremhæves det, at lovgivningen risikerer at blive tilbagerullet eller svækket under en borgerlig regering.
I Oslo Bygningsarbeiderforening har man vurderet, at organiseringen af den østeuropæiske arbejdskraft var centralt i kampen mod social dumping.
Dette adskiller sig på overfladen ikke synderligt fra de danske byggefagsfagforeningers strategier. Men hvor det kun er ganske få procent af de østeuropæiske arbejdere i Danmark, der er organiserede i danske fagforeninger, har man i Norge indenfor byggeriet opnået en organiseringsgrad blandt østarbejderne, som næsten er den samme som for norske bygningsarbejdere.
Jonas Bals, der er ansat som organizer af baltiske arbejdere i Oslo Bygningarbeiderforening, fortæller:
– Vi kastede mange resurser ind i organiseringsarbejdet. Mange østeuropæiske arbejdere kom til os, og vi fandt ud af, at det var klogere at få dem med i fagforeningen og så tage konflikten mod arbejdsgiverne, end at starte konflikten uden at have de østeuropæiske arbejdere med os.
I Danmark har man i stedet satset på blokader, der skulle sikre, at der blev tegnet overenskomst. I første omgang har blokaderne også skabt resultater, men herefter er overenskomsten alligevel ikke blevet overholdt.
Eftersom fagforeningen ikke har medlemmer på arbejdspladsen er der ingen til at sikre, at overenskomsten overholdes. Derfor har mange af indgåede overenskomster reelt ikke været det papir værd, de er skrevet på.
At de østeuropæiske arbejdere rent faktisk har gjort krav på, hvad de havde ret til, har været et vigtigt element i fastholdelsen af det tilkæmpede, mener Jonas Bals:
– Også i Norge frygtede mange, at de østeuropæiske arbejdere ville tænke, at de ikke havde behov for at melde sig i fagforening. Mod det findes der to argumenter, som hænger tæt sammen: Uden fagforeningerne havde de ikke fået halvdelen af, hvad de faktisk har fået, og ved at være med i en fagforening kan man sikre, at man får det, man har krav på, siger Jonas Bals
I Norge er »almengørelse« af overenskomsterne blevet brugt som et værn mod løndumping. I første omgang har målet været, at alle indenfor enkelte brancher har haft ret til en mindsteløn, der ikke lå langt under gennemsnitslønnen.
Almengørelse af overenskomsten er et enkelt system;
– Det er meget svært som polsk håndværker at komme til Norge og danne dig et overblik. Med »almengørelsen« er det meget enkelt at forstå, hvad man har krav på. Hvis du ved, at du har krav på 140 kroner i timen, arbejder du ikke til 60 kroner i timen. Vi har set, at mange, der har fået at vide, at de havde ret til den løn, vi alle kæmper for, også rejser krav for at få den, forklarer Jonas Bals.
Dette står i kontrast til situationen i Danmark, hvor opdelingen er mere skarp. Underbetalingen af østeuropæere er massiv og kun et fåtal får en løn, der ligger omkring gennemsnittet for danske bygningsarbejdere.
Alligevel har de danske byggefags-fagforeninger afvist den norske almengørelsesmodel.
Man vil ikke acceptere en form for mindsteløn eller minimallønsoverenskomster, der vil opdele byggebranchen i et A-hold, der arbejder til fuld løn, og et B-hold, der arbejder til en væsentlig lavere løn.
Fagforeningerne frygter at lavere lønninger til nogle arbejdere vil være med til at trykke lønningerne nedad, fordi arbejdsgiverne vil argumentere med, at de vil være afhængige af at betale den samme lave løn for at være konkurrencedygtige.
I Norge erkender man, at lønforskelle er problematisk. Men lønforskellen er samtidig selve grundlaget for at kunne organisere de østeuropæiske arbejdere, forklarer Jonas Bals:
– Hvis vi vil bekæmpe social dumping, så må vi anerkende en smule social dumping. Vi kan ikke gå ud og sige: »Hvis du vil arbejde i Norge, så skal det være på fuldstændig identiske vilkår med dem vi selv arbejder på«. Hvis vi siger det, så betyder det egentlig: Farvel – vi lukker vores arbejdsmarked for jer, siger Jonas Bals.
Dette er en af de markante forskelle på de danske håndværkeres krav om ’lige vilkår’ og den norske model.
Men i længden er en model med to forskellige lønniveauer heller ikke holdbar, erkender Jonas Bals. Derfor arbejder Oslo Bygningsarbeiderforening for at hæve den almengjorte mindsteløn.
I foråret 2010 strejkede 20.000 norske og polske bygningsarbejdere i Norge for netop en forhøjelse af mindstelønnen, der lå på 75 procent af gennemsnitslønnen.
Resultatet efter fire dages strejke blev en forhøjelse af mindstelønnen til 79 procent af gennemsnitslønnen.
Strejken viste to ting. For det første at »almengørelse« og målrettet organiseringsindsats kan mindske løngabet mellem østarbejderne og norske arbejdere umiddelbart – og på sigt udviske forskellen. På denne måde kan fagbevægelsen imødegå A- og B-holds problematikken.
For det andet at der findes en høj grad af solidaritet blandt bygningsarbejderne i Oslo. En strejke for at hæve mindstelønnen, kommer jo ikke direkte de norske bygningsarbejdere til gode, da de oftest har en højere løn.
Alligevel var både norske og østeuropæiske arbejdere i fællesskab aktive i strejken. Kombinationen af almengørelse og organisering har skabt en fælles platform for norske og østeuropæiske arbejdere.
Et andet vigtigt værktøj i kampen for ordnede forhold på byggepladserne har været indførelsen af solidaransvar.
Det baserer sig på muligheden for at gøre entreprenørerne økonomisk ansvarlige for deres underentreprenører. I Danmark har fagbevægelsen forgæves forsøgt at få indført denne form for entreprenøransvar ved forårets overenskomstforhandlinger under navnet »kædeansvar«.
For nylig er reglerne i Norge blevet suppleret med en kort betalingsfrist på tre uger fra arbejderen rejser sit krav overfor virksomheden.
Modellen har ført til en langt højere grad af selvjustits blandt entreprenørerne.
– Vi har set, at det har ført til en enorm renovation i byggebranchen, særligt hos storentreprenørerne. De sikrer sig nu på en helt anden måde end tidligere mod at useriøse underentreprenører kommer ind på deres projekter, siger Jonas Bals.
Entreprenørerne vil simpelthen ikke risikere at hænge på regningen for underentreprenørernes snyd.
I Oslos Bygningsarbeiderforening så man gerne, at det var bygherren, der i sidste led blev gjort økonomisk ansvarlig.
– Vi ville gerne have haft kædeansvar helt op til bygherren, det fik vi ikke, det gælder kun op til øverste entreprenør, siger Jonas Bals.
Denne model ligner Byggefagenes Samvirkes model for »bestilleransvar«, hvor det økonomiske ansvar i sidste ende falder tilbage på den bygherre, der bestiller arbejdet.
En kommende S-SF regering har lovet sammen med fagbevægelsen at indføre en form for kædeansvar i Danmark.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96