Mandag startede jeg på en ny plads i Valby. Den første af slagsen som svend. Jeg har, siden jeg blev udlært i september, gået ledig. Hold kæft, hvor har jeg været spændt på mit arbejdsliv som svend. Og i mandags blev der så taget hul på det. Jeg har prøvet at starte op på nye pladser flere gange før. Men den her gang er det sgu med et helt andet ansvar.
Det er en tagsag i Valby. Fire ens tage med taglejligheder. Alt inklusiv. Fra nedrivning til indflytning. Ét groft tømrersjak river ned, monterer spær og lukker af. Ét fint snedkersjak følger i halen og monterer døre, køkken og gulv. Tømrersjakket og snedkersjakket. Jeg er røget på det grove hold. Fedt. Lige til mit temperament.
Formanden spørger: "Er du medlem af fagforeningen?". Min nye kollega Peter slår fast, at "her hører vi Radio Rødovre. Det har vi lært af stilladsarbejdene." Lærlingen kommer en halv time for sent. Kim gir basser, og dagsaktuelle Anita på 27 fra Ejby smiler frækt til mig fra plakatvægen. Det skal nok blive godt det her.
Peter er vel i midten af trediverne og den ældste svend i skuret. Dengang der var tryk på i byggeriet, prøvede han at være selvstændig og gik på akkord hos de større firmaer. I dag ser det anderledes ud. "Jeg ved godt, at man måske kunne lave flere penge, hvis man lavede det på akkord. Det sagde ham fagforeningsmanden også, da han var på besøg. Men kig dig omkring. Vi har polakker og arbejdsløse over alt."
Den gang Peter gik på akkord, var jeg stadig lærling og så frem til min fremtid som svend.
Da jeg blev udlært sidste år, var det omkring halvdelen af hele afgangsholdet på 124 tømrere, der startede deres karriere på den store fællesakkord; A-kassen. Ikke fordi et par ugers pause efter en hektisk svendeprøve var så slemt. Det var tiltrængt. Og det er ikke fordi, jeg mangler ting, jeg kan tage mig til. Men efter 4-5 ugers ledighed, så vil man fandeme gerne have noget at rive i. Ud at bruge det man har lært. Og man opstiller nogle forventninger til arbejdsmarkedet. Jeg vil ikke ligge under løngennemsnittet. Jeg vil lave noget godt tømrerarbejde, der giver vigtige, gode erfaringer de første år. Jeg vil have nogle dygtige kollegaer, som er gode pladskammerater, og en mester der lader os passe os selv. Jeg vil producere noget gavnligt og bidrage til samfundet. Alle disse forventninger deler jeg med mine nyudlærte kollegaer.
Og samfundet har brug for os til at tage fat. Jeg selv og mine nyudlærte kollegaer står klar. Den offentlige bygningsmasse skriger på at blive energirenoveret. Stadig flere nye københavnere venter på en ny bydel i Nordhavn og en Metroring har lige været igennem udbudsrunde.
Enten bliver hele lortet sat i gang og bliver bygget af organiseret, lokal arbejdskraft inklusive lærlinge, skatteindtægter og lavere arbejdsløshed. Ellers bliver metroen bygget af italienere og Nordhavn af østeuropæere uden overenskomst. Vi står over for et pres, som risikerer at blive intensiveret, hvis ikke vores forbund får lagt pres på politikerne.
Dem, der risikerer at tabe, sidder først og fremmest i mit skur. Men hvis vi taber, så taber samfundet også milliarder på udgifter til dagpenge og tabte skatteindtægter. Og når det næste tømrerhold bliver spyttet ud i år, risikerer de at stå endnu mere svækket end mit svendehold fra 2010.
Og mens jeg står og gør klar til at modtage seks paller med gips, inden vi lukker taget, jingler en reklame hen over sendefladen på 105,9 mhz:
"Støt din lokale håndværker, for de støtter Radio Rødovre."