Hvordan bevarer en kunstner sin frihed, i en verden hvor det at lykkes og opnå succes hænger sammen med at tjene penge? Hvor idealet er, at det man brænder for kan blive en levevej og fuldtidsbeskæftigelse?
For det københavnske band Nuclear Death Terror er svaret enkelt. Det hedder DIY-kultur: Do-It-Yourself. Fra den 31. december til den 6. februar spiller bandet 23 koncerter i østasiatiske byer som Johor Baharu, Kuala Lumpur og Nagoya, med afstikkere til australske Sydney, Goonjera og Adelaide.
Hele turnéen er arrangeret udenom den kommercielle musikindustri, ved hjælp af venner og kontakter i den musikalske undergrund.
Nuclear Death Terror betegner sig selv som et DIY - band med et princip om et kunne gøre alting gratis. Firkantet sagt bygger grundlaget for DIY-musikkulturen på udveksling af ydelser.
– Man bidrager og så får man igen. Hvis jeg har arrangeret en koncert i København med et band fra Mexico, så er det lettere for os en anden gang at spille en koncert i Mexico, fortæller Christina, der også går under navnet »Crustina«, og spiller guitar i Nuclear Death Terror.
Nuclear Death Terror udspringer af det gamle Ungdomshus på Jagtvej 69 i København. Bandet spiller crust, en dyster gren af punken med et politisk tekstunivers.
– Vores sange er selvfølgelig politiske, men ikke så sort-hvide. Vores tekster handler meget om en postapokalyptisk verden, og om undertrykkelse og krig, siger Christina.
Selvom det kunstneriske udtryk er mørkt, er det først og fremmest glæden ved at bidrage til den scene og den DYI-kultur, som Nuclear Death Terror er en del af, som er drivkraften bag bandet, fortæller hun.
Det betyder blandt andet, at bandets virksomhed ned til mindste detalje er organiseret udenom økonomiske interesser og i stedet bygger på tillid.
– Det handler også om at man selv er så meget en del af processen som overhovedet muligt. Alt fra at lave en plade, udgive den, distribuere den - lave lay-out og t-shirts og selv arrangere sine koncerter. Alt er baseret på frivillig arbejdskraft, hvad enten man spiller musikken, eller står i baren, siger Christina.
– Derfor er det vigtigt, at man kan stole på hinanden. Man tager chancer, når man kører uden kontrakter og booking agencys og advokater. Vi har da også prøvet at dukke op nogle steder, hvor der ikke var nogen der havde gjort noget som helst.
– Så snart penge er indblandet, begynder ens vilje til kompromis at rykke sig. Huslejen skal jo betales. Man starter måske med at sige »vi vil kun spille på små ikke-kommercielle klubber«, og pludselig står man så på en eller anden stor scene og spiller foran et Shell-banner, siger Christina.
Har I ikke en drøm om at leve af at spille musik, når det nu engang er det I brænder for?
– Vi vil aldrig leve af at spille musik. Det har vi ikke lyst til. Selvom nogen kom og tilbød os det, ville vi sige nej. Så bliver det et job og man begynder at gå på kompromis med sig selv og sine idéer. Også rent musikalsk.
– Så tænker man, burde vi lave nogle mere crowdpleasende sange, og hvordan med vores udtryk - hvordan opfører vi os på scenen og hvad med lay-outet på vores plade? Vi vil ikke pege fingre af folk, der lever af at lave musik, vi synes bare det er lidt mere ærligt at lade være.
Definerer DIY-miljøet sig mest ud fra hvad I er imod, altså den kommercielle musikindustri?
– Indrømmet, det er svært at være positiv i en meget negativ verden, hvilket også kan ses i vores tekstunivers. Selvfølgelig er vi grundlæggende imod kapitalisme, men det skal mere ses som at vi står for at dele, være åbne og give.
Ville DIY-kultur overhovedet eksistere, hvis der ikke var noget at være i opposition til?
– Vores scene kan godt hvile i sig selv og stå alene uden den kommercielle scene. Vi har i virkeligheden heller ikke behov for at revolutionere noget. Et billede på det, er hele fristedstanken. Ungdomshuset på Jagtvej var heller ikke en konkurrent til Rust, Vega og Stengade 30, men et alternativ, siger Christina med henvisning til tre kendte københavnske spillesteder.
Nuclear Death Terror har aldrig før spillet i Asien, men Christina har selv været i Tokyo, for at høre musik og for at opleve en anderledes DIY-tradition end den europæiske.
– I Europa er spillestederne er tit besatte huse eller små ikke-kommercielle steder, og musik og politisk aktivisme hænger ofte sammen. I Japan er det anderledes. De er kompromisløse i deres kunstneriske udtryk, deres lyd og optræden. I Europa kan man lave et band om mandagen, og stå på scenen og kvaje sig i en eller anden brandert om fredagen. Det kan man ikke slippe afsted med i Japan, fortæller hun.
Hvordan tror du fremtiden ser ud for DIY-kulturen? Kan den fortsætte med at være baseret på værdier om tillid og lyst til at være aktiv?
– Vi har en meget individualistisk kultur i dag, hvilket godt kan tære på et miljø. Der er da også enkelte som synes, at det er sådan lidt irriterende at man også skal yde noget, som DIY-tanken jo er baseret på. Men hvis ikke nogen laver koncerter, er der jo ikke nogen at gå til.
–DIY skal måske omdøbes som begreb. Do It Yourself handler jo ikke om at man skal gøre det hele alene, men er en reaktion på, at andre ikke behøver at gøre det for dig.
–Jeg kan i virkeligheden meget bedre lide DIT: Do It Together-konceptet. For det er jo det DIY i bund og grund handler om – vi gør det alle sammen selv, men vi gør det sammen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96