Det litauiske parlament, Seimas, sender torsdag den 16. december en lov til afstemning, som gør det strafbart offentligt at »fremme homoseksuelle forhold«. Ifølge loven skal pro-homoseksuelle ytringer kunne udløse en bøde på op til 10.000 litas, som svarer til 21.614 kroner.
Initiativtageren til lovforslaget, parlamentarikeren Petras Gražulis fra partiet Orden og Retfærdighed, har tidligere markeret sig som en af hovedmodstanderne mod Baltic Pride, som blev afholdt for første gang i Litauens hovedstad Vilnius i maj i år.
Gražulis har flere gange understreget, at et af hovedformålene med lovændringen er at forhindre, at nye homoseksuelle parader vil finde sted i fremtiden.
Derudover medfører loven en kriminalisering af oplysningskampagner om prævention, seksualitet og kønsidentitet med et homoseksuelt perspektiv og organisering af udadvendte homoseksuelle aktiviteter.

Det er en krænkelse af en række menneskerettigheder, eksempelvis ytringsfrihed og princippet om ikke-diskrimination, og det vil forværre den forvejen voldsomme grad af homofobi i Litauen, mener Amnesty International.
– Litauen er Europas mest homofobiske land, og forslaget vil forværre situationen. Det er åbenlyst diskriminerende for homo-, bi- og transseksuelle og en klar overtrædelse af menneskerettighederne, forklarer kampagneleder for Amnestys europæiske antidiskriminationskampagne Helle Jacobsen til Modkraft.
Hun står bag en europæisk underskriftindsamling mod lovforslaget og mener at det bliver sværere og sværere at være homo i Litauen i disse år
– Lovforslaget er en tilføjelse til en lov, der forbyder at informere børn og unge om homoseksualitet. Den blev vedtaget sidste år. Denne ændring vil det være endnu et langt skridt mod dæmonisering af de homoseksuelle, siger hun.
Baggrunden for Litauens klapjagt mod de homoseksuelle skal findes landets historie, mener Mads Drud Jensen, der er sociolog og diskriminationrådgiver for Cowi.
– Sociale bevægelser og et aktivt civilsamfund blev først introduceret i Litauen langt tid efter murens fald, det betyder også at LBGT-bevægelsen stadig er relativ svag. Derudover har kirken, som ikke anerkender homoseksualitet, stor indflydelse på den førte politik, fortæller han til Modkraft.
I en rapport, som Mads Drud Jensen har skrevet om emnet, fremgår det, at homo-miljøet var stort set ikke-eksisterende i den lituanske offentlighed indtil 2007, at knapt halvdelen af befolkningen mener at homoseksualitet er en sygdom samt at kun en tredjedel af landet indbyggere vil arbejde sammen med en homoseksuel.
– Mange mener, at accepten af homoseksualitet er et europæisk angreb på deres nation. På samme måde som visse politikere bruger muslimer som landsskadelige skræmmebilleder herhjemme, bliver homoseksuelle en politisk markør for den kristne højrefløj i Litauen, siger Mads Drud Jensen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96