Med det ambitiøse udspil »Fair Løsning« er Socialdemokrater og SF kommet med et samlet bud på en ny politik.

Udspillet er blevet hilst velkommen fra de fleste faglige kræfter. Man har rost hovedsigtet – flere skal i arbejde og at vi skal uddanne og investere os ud af krisen.

Men det har været en voldsom kritik fra mange af budskabet om 12 minutter mere.

»Vi skal alle arbejde én time mere om ugen,« siger Helle og Villy igen og igen.

De fleste er enige om, at vi skal arbejde os ud krisen, men samtidig har svaret fra mange også været, at der først skal skaffes arbejde til de arbejdsløse.

Både den brede fagbevægelse og den mere kritiske fløj af fagbevægelsen har været positive overfor hovedlinjen i udspillet, men bortset fra spørgsmålet om de 12 minutter, så har der ikke været den store debat om de øvrige detaljer i planen.

I det følgende fokuseres på en række forslag, som kan være ødelæggende for de fremskridt og rettigheder, som arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig gennem de sidste mange år.

1) En ugentlig arbejdstime mere pr. person! Det er skræmmende!

• Vi har i mange år kæmpet for en yderligere nedsættelse af arbejdstiden
• På det private arbejdsmarked findes der allerede mulighed for fleksibilitet op til 45 timer om ugen, og mange brancher arbejder allerede mere end 40 timer om ugen, når muligheden byder sig
• Flere arbejdstimer giver uvægerligt mere stress og større nedslidning
• I regnestykket er der ikke taget højde for de mange, der allerede arbejder mere end 37 timer om ugen

2) Den 5. ferieuge omdannes til feriefridage og løn. Det er to skridt tilbage!

• Gennem de sidste ti år er den 6. ferieuge blevet indført i mange overenskomster, med mulighed for feriefridage eller udbetaling som løn.
• Ændringer i ferieloven er et stort tilbageskridt. Den 6. ferieuge er aftalt via overenskomster, men den 5. uge har i mange år været sikret ved lov.
• Muligheden for at »veksle« feriedage til løn vil være en farlig gulerod for de dårligst stillede, som i forvejen har svært ved at få arbejde, fritid og familieliv til at gå op. Muligheden for at få ferien udbetalt som løn vil betyde mindre tid med familien og mere stress på arbejdet

3) A-kassebidraget sættes ned og efterlønsbidraget sættes op. Det rammer de forkerte!

• Det vil lokke de fattigste arbejdere til at fravælge efterlønnen.
• Det er de fattigste arbejdere, som typisk er nedslidt og har størst brug for efterlønnen
• De rigeste har råd til at indbetale til efterlønnen, som fortsat er en god opsparing
• At skævdele indbetalingen til A-kasse og efterløn er endnu et skridt væk fra den solidariske efterløn

4) Efterlønnen kan veksles til uddannelse. Et godt tilbud til de velstillede, men det kan være farligt for de ufaglærte!

• Der vil være en stor risiko for, at det er de ufaglærte, som i en krisesituation vil vælge at veksle efterlønnen til uddannelse. Især hvis dagpengeretten ikke bliver forlænget
• Der vil være en stor risiko for at jobcentrene vil lokke (læs tvinge) de ufaglærte på uddannelse ved længere tids arbejdsløshed.
• Når en midaldrende ufaglært har brugt sin dagpengeret og vekslet sin efterløn til uddannelse, så kan han stå som nedslidt 60-årig og have opbrugt sine muligheder
• Uddannelse og især efteruddannelse er en nødvendig investering for samfundet og skal ikke bindes op på borgernes velfortjente efterløn
• Det er typisk de ufaglærte, som er nedslidte og har brug for efterlønnen

5) Ændret beskatning af kontingent til A-kasse og fagforening. Det er fagforeningsfjendsk!

• En ændret beskatning i uændrede økonomiske rammer kan kun betyde fradrag på A-kasse op og fradrag på fagforening ned. Det vil sige et incitament til at melde sig ud af fagforeningen.

6) Flere på erhvervsuddannelse – kan virke som lappeløsning

• Hurtigere skole, så der kommer flere på erhvervsskoler. 10. klasse på et halvt år kan øge presset på de 10. klasse elever, som netop har brug for et ekstra år i folkeskolen
• Problemet er, at mange gerne vil have en erhvervsuddannelse, men dropper ud, fordi der ikke er nogen praktikplads

7) Hurtigere gennemførelse af studier – kan begrænse det danske studiemiljø

• Fair Løsning vil spare et halvt år i gennemsnit pr. studie
• Man vil i nogle studier køre tre semestre pr. år
• En anden mulighed er at give unge en mulighed for at vælge et »hurtigt spor«
• Det danske uddannelsessystem har ry for at skabe folk, som er »kreative« inden for deres felt. En tempoforøgelse i studierne kan komme til at dræbe denne kreativitet
• Man vil belønne de hurtige økonomisk
• Der vil være en risiko for, at de rigeste studerende ikke behøver arbejde, mens de fattigste må arbejde og derfor ikke kan være lige så hurtige. Det betyder, at det er de rigeste som belønnes.

Alt i alt: Mange af disse forslag er bragt på banen for at få et økonomisk regnestykke til at gå op.

De er pakket ind som gode og fremadrettede tilbud, men er i virkeligheden besparelser. Besparelser som i sidste ende forringer velfærden.

Samtidig er mange af disse forslag ikke debatteret med et sagkyndigt bagland, hvilket kan forringe værdien af udspillet.

Det er synd for Fair Forandring, for der er mange gode tiltag – både nu og her og fremadrettet

John Ekebjærg Jakobsen er formand for Stilladsarbejdernes brancheklub af 1920

Læs også John Ekebjærg Jakobsens blog »Fair forandring vil lokke de svage væk fra efterlønnen«