Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Al Jazeeras mand i Danmark: »Få dig dog en parabol, Pia!«

6. november 2010 - 15:09

Al Jazeeras mand i Danmark: »Få dig dog en parabol, Pia!«

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Charlotte Lund

– Har Pia Kjærsgaard nogensinde set Al Jazeera? Det lyder ikke sådan, siger Osama Al-Habahbeh, der indtil fornylig var tv-stationens korrespondent i Skandinavien.

I et interview med Modkraft fortæller tv-journalisten, at han slet ikke kan genkende det billede af hate speech, islamisk propaganda og anden antivestlig propaganda, som Dansk Folkeparti har tegnet af Al Jazeera i den seneste uge.

– Jeg synes, Pia burde skaffe sig en parabol, så hun med selvsyn kan se, hvad der rent faktisk foregår på kanalen, Det kan jo også være, at hun kan lære noget nyt. Vi sender jo også på engelsk, så det bliver ikke noget problem, tilføjer han.

Valgflæsk på muslimers regning

Spørger man Osama Al-Habahbeh om årsagen til Pia Kjærsgaards angreb, er han ikke i tvivl. Der er snart valg.

– Angrebet mod arabiske tv-stationer er et billigt forsøg på endnu engang at fremstille arabere som farlige og sig selv som en garant for tryghed. Det er Dansk Folkepartis eksistensberettigelse. Skræmmekampagner mod arabere har været valgemne i de sidste ni år, og tonen bliver gradvist mere og mere hadefuld.

JPEG - 70.7 kb
Tv-journalist Osama Al-Habahbeh mener at Pia Kjærsgaards angreb på Al Jazeera og andre arabiske kanaler er ren valgflæsk. (Privatfoto)

Han frygter, at dette angreb vil føre til yderligere etnisk polarisering i Danmark. Ifølge Osama Al-Habahbeh er politiske udmeldinger, som tidligere blev anset som racistiske, nu blevet en del af normen i Danmark.

– Problemet er, at det er selvforstærkende. Ekstreme holdninger lever af hinanden, så jo mere hate speech fra Dansk Folkeparti, jo større er faren for, at danske muslimer vil tilslutte sig ekstremistiske synspunkter, mener han.

Drivende dobbeltmoral

Netop at fratage friheden til at vælge information fra sine egne borgere er normalt en ting der kendetegner de totalitære regimer, som Danmark fordømmer.

– Både Nordkorea og Irak under Saddam havde forbud mod paraboler, så vi kommer virkeligt i godt selskab, hvis DF får deres vilje, siger han.

Som andre iagttagere er Osama Al-Habahbeh forundret over Dansk Folkepartis varierende udmeldinger om ytringsfrihed.

– DF har positioneret sig selv som en frontløber for ytringsfrihed, de kæmper endda for at afskaffe blasfemiparagraffen. At de så samtidig vil forhindre adgang til information fra de arabiske medier er helt ufatteligt dobbeltmoralsk, siger han.

Efter Osama Al-Habahbehs mening er det forståeligt, at nogle danskere med arabisk baggrund foretrækker arabiske medier fremfor danske.

– De danske tv-stationer er fyldt med hadefuld retorik mod islam fra især Pia Kjærsgaard. Er det virkeligt så mærkeligt, at visse muslimer fravælger at se på det? spørger han.

Set fra Osama Al-Habahbehs synspunkt er de store danske medier blevet alt for tilbøjelige til at holde mikrofoner for politikernes dagsordener.

– Alt for mange medier spiller med på spinnet. Der er eksempelvis ikke mange der har sat spørgsmålstegn ved udsagnet om, at arabiske tv-stationer spreder had. Andre politikere kritiserer måske angrebet på ytringsfrihed med forholder sig ikke kritisk til Pias præmis. Medierne burde være vagthunde for folket, i stedet for at spille med på magthavernes spil.

Kristen kvinde i front

Præmissen om, at tv-stationen Al Jazeera er talerør for antivestlig udemokratisk islamisme holder overhovedet ikke, hvis man spørger Osama Al-Habahbeh.

– Det er simpelthen noget vrøvl. Tværtimod er Al Jazeera en demokratisk succeshistorie. Vi er for eksempel den første arabiske kanal, der bragt interviews med israelske politkere. Vi er ikke enige med dem, men det er vigtigt for os at høre, hvad de har at sige, siger han og påpeger, at netop Al Jazeeras ønske om nuanceret debat til tider har givet modvind på den arabiske halvø.

– Vi har fra tid til anden fået massiv kritik og har tilmed været lukket ned af diverse magthavere, men ligesom Dansk Folkeparti har de ikke kunnet lukke munden på os, siger han.

– Al Jazeeras talsmand er forresten en kristen kvinde, som har været til konferencer i Danmark flere gange. Det er svært for mig at se, at en sådan talsperson er den rette til at sprede muslimsk had mod vesten, tilføjer han,

Interviews med Anders Fogh og Jonni Hansen

Faktisk mener Osama Al-Habahbeh, at Al Jazeera, sine begrænsede ressourcer i Danmark til trods, er kommet mere ud i krogene i det politiske landskab end de store danske medier.

– Vi har talt med alle fra Fogh til diverse imamer. Al Jazeera er den eneste tv-station, der har været med til et fællesmøde i Ungdomshuset. Vi lavede en udsendelse tre dage før nedrivningen, som blev vist på DR og i Mellemøsten, fortæller han.

Men Al Jazeera stopper ikke her.

– Jeg har sågar interviewet Jonni Hansen under en nazimarch i Hillerød. Det var overraskende nemt at få ham i tale, han var så begejstret for at komme i et internationalt medie, at det var ligemeget at vi var arabere, griner han.

Ifølge Osama Al-Habahbeh vil Al Jazeeras ledelse ikke officielt kommentere på Dansk Folkepartis udspil.

– Vi kan jo ikke reagere hver eneste gang Pia siger noget islamofobisk. Vi har en hel verden at reportere fra, siger han.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96