Lørdag den 23. oktober er der på spillestedet Stengade på Nørrebro premiere på dokumentarfilmen »Hjerteslag« om kampen for et ungdomshus i København.
Filmen følger en aktivist fra Ungdomshuset på Jagtvej 69 og giver et kig tilbage i tiden, og med gammelt arkivmateriale giver filmen et billede af, hvilken rolle Ungdomshuset på Jagtvej 69 spillede – politisk, kulturelt og socialt.
Men filmen ser også fremad. Og seeren bliver for første gang på film introduceret til den »nye generation« af ungdomshusbrugere, som efter lang tids kamp får et nyt hus i på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter.
Den colombianske dokumentarist, Juan Fernando López, har de sidste tre år haft sit kamera med til demonstrationer, borgermøder, civile ulydighedsaktioner og heftige gadekampe. Det er der kommet en hæsblæsende rejse i billeder og lyd ud af.
–Vi er med dette projekt trængt bag alle overskrifterne. Hvorfor opstod der nogle af de hårdeste kampe mellem borgere og politi i nyere tid i Danmark? Hvorfor satte staten politiets specialstyrker med hjælp fra militæret ind mod en flok unge, mod dens egen befolkning – noget der ikke er sket siden 2. Verdenskrig? Og hvorfor blev et hus med så meget historie først solgt til en kristen sekt for derefter at blive jævnet med jorden, siger Juan Fernando Lopéz i pressemeddelelse om filmen.
Bandet Patchanka har leveret toner og tekst, som er specielt komponeret til filmen.
Bandet har spillet flere gange i det gamle hus på Jagtvej og sammen med den verdenskendte oprørsmusiker Manu Chao til »torsdagsdemo« nummer 34 for et nyt ungdomshus, hvor mange tusinde mennesker var på gaden.
–Projektet er et smukt eksempel på, at kreative kræfter sammen kan skabe alternativ kultur af meget høj kvalitet, uden nogen form for midler eller støtte. Vi er stolte af at være en del af Hjerteslag, og vi glæder os meget til at vise den til verden på lørdag, siger Alexander Nicolas Truelsen, trommesalger i Patchanka og co-producer på filmen.
»Hjerteslag« har premiere den lørdag 23. oktober på spillestedet Stengade på Nørrebro klokken 20.30.
Efter premieren på dokumentarfilmen Hjerteslag er der dobbeltkoncert med Patchanka samt Odd man out and One Love fra Århus og DJ Mescal fra Uruguay
Entré: 70 kroner eller 60 kroner i forsalg på Stengades hjemmeside.
Se traileren for filmen på Modkraft.TV
Læs artiklen »Progressive kulturkræfter skaber ny film« hos Arbejderen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96