Fænomenet punk: Lydklip
Punk, hvad er punk? Hvordan viser punk sig? Hvorfor punk?
Fænomen, essens, væsen, sag, mening, genstand – erkendelsen af genstanden punk er givet i oplevelsen, i erfaringen, men ikke uden følelser, ikke uden en speciel stemning, man skal sættes i. Ikke sorg eller glæde, ikke ophøjet kølighed eller tilfredshed – det er vrede, der giver punkens objekter, det er vreden, som får os til at se verden og få snavset ud i lyset.
Punken som fænomen. Og det er et fænomen – det kan kun erkendes med vrede. Punk er ikke selve vreden. Det er punk, der er sagen, punk, der interessant, punken er intentional, har retning, er rettet – men uden vrede, ingen erkendelse, ingen indre erfaring af punk.
Vrede er ikke raseri eller galskab, ikke hysteri, men vrede over noget, pga. af noget, en sag, der også kan nære en harme, den moralske oprørthed over uretfærdighed og svineri i det hele taget. Men det er ikke blot ærværdig kølig harme. Punk er vrede, larmende vrede over ondskab, uretfærdighed og fascisme.
Det er derfor Punk ikke bare kritiserer eller irriterer – punk vrænger, skriger, råber.
Punk er sex pistols, no knox, ramones, dead kennedys – døde poeters klub – og så kommer der hele tiden nye poeter. Punk dør, punk lever, punk reproducerer sig med zeitgeist – med hellig ånd og jomfrufødsel, hver gang man ser vrangsiden af kapitalens materielle logik.
Punk dør først, når kapitalismen dør – eller når kapitalismen lever fuldt ud, når begæret lever hinsides en mangel, når vreden mister sin genstand – når man er tilfreds og lykkelig – så er punken død. Men kapitalismen lykkes aldrig fuldstændigt, kapitalismen kan ikke leve – kapitalisme medfører død og ødelæggelse.
Punk er rettet mod globalkapitalismens vrangside, og derfor skal der vrænges – derfor dør punk ikke. Punk kræver sandheden hinsides akkumulation og udbytning – og punken mærker falskheden – gennem vreden.
Punk tæver, sparker, danser – poco, med sparket – punk er voldsom, de gamle damer bliver bange – punk skræmmer, vrænger, en parodi på borgerskabets og kapitalens pæne glatte fascade, på alt det, der fejes ind under gulvtæppet – you see ALDRIG what you get – glitret overflade er råddenskab i det indre –
Hvorfor punk? Fordi magthaverne lyver, fordi ledelsen lyver, fordi der er performativitet og perlokutionaritet, hvor der burde være illokutionaritet – samfundets top lyver. De udstiller pæne overflader, og dækker altid over råddenskaben. Magt er at gennemføre noget trods modstand. Magt er vold, magt er voldsom – magten lyver og skal lyve, magten hykler kun, når den benægter det.
Lederne lyver, når de skal gennemføre noget, som ikke tjener det almene vel, men kun aktionærerne og bestyrelsen – grådighed er Gud, greed is good, som det lød i filmen Wall Street – vi har mærket det, eller mærket at andre har mærket det – punk er både afmagt og modmagt, punk er mod magt, punk er modkraft…
Magten er netop magt, fordi den overskrider ret – men punk har ikke ret, punk er ret – punk er udtryk for livet, et resultat af livets oprørske materie, en ophævelse af livet til suveræn selvbevidsthed – uden at vide det.
Omnis determinatio est negatio, al bestemmelse er negation, alt bestemmes ved sin modsætning. Punk er den umiddelbare negation, men punk bestemmer ikke, vil ikke bestemme, punk vil være uden bestemmelse, være fri, suveræn - bare sig nej: nej’et uden formidling, nej’et uden formildende sukker, et nej til alt det forløjede, overfladen, overfloden, svineriet,
Og derfor er punk også et Ja. Et ja, til mennesket hinsides det blot menneskelige, ja, til den suveræne subjektivitet, ned i det allermest grumsede snavs er der altid et enkelt rent og uskyldigt menneske.
Selv i den mest selvhadske trash punk er der er en suveræn, et subjekt, der kræver sin ret til at være og udtrykke sig selv – netop på trods af al stafage: Se mig som mig selv, ikke blot endnu et menneske, men lige præcis mig – det er mig, der vrænger, min vrang.
Fænomenet punk – det anfægter og derfor bliver det ved at opstå igen og igen. Punken er dømt død og intet, men punk kan ikke ophæves i et kapitalistisk samfund. Punken lever altid videre som moment – også når man snart er 50!
Punk kan ikke opsluges af kapitalismen, det kan ikke sættes endeligt på vareform, det lader sig ikke udnytte til kapitalakkumulation – det er ingen trendy punk. Punk er beskidt, punk er affald, punk er det, som ingen kan sælge. – ja, altså ud over sort sminke!!
Punken lever selvom vi dør. Folk forsvinder, men nye kommer til. For punken fødes af de objektive materielle vilkår. Erfaringen af disse vilkår føder subjektiv bevidsthed – og det bliver ved. Hvert år 1. maj, nye ansigter, men samme sorte garde, samme sorte blok – sort blok! Sorte klat, kulørte klat… vi husker Nørrebro besat, Allotria, Bazooka, Den lille fjer, tunnelen under Korsgade – Ungdomshuset, Jagtvej, 25 år blev det. In memoriam.
Punks udtryk er graffiti, forfald, den nedslidte storby, de rå mure, guldbajer, fuck dig, borgersvin! Og så er punken blid, stille, under den sorte maskara, i hjørnet i snavset med tømmermænd og brækfornemmelser – der er punken stille, sårbar, åben, såret – appellen til et menneske, ansigtet der viser sig for en anden, den anden…
Erotik, romantik, punk er drømmen om det ultimative, drømmen om det helt andet, det nye, politik hinsides politikere, politikken hinsides politikken, forretning hinsides business, økonomi hinsides penge, livet hinsides udnyttelse, udbytning, tingsliggørelse, fremmedgørelse, utopien om frihed uden undertrykkelse, om den frie association, anarkiet, mælk & honning, arkadien, landet uden tvang, uden overhoveder, uden konger og ministre, anarkiet, hvor vi alle er herre, alle er konger, ingen slaver, ingen trælle, det sande samfund, retfærdigheden!
Det er derfor punk lever – for der er ingen retfærdighed i samfundet, ingen retfærdighed i det kapitalistiske samfund, kun grader af udbytning, fordummelse, åndsformørkelse, spytslikkeri, fornedrelse, ydmygelse – kun klasser, hvor overklassen rotter sig sammen med middelklassen – borgerskabet, bourgeoisiet, burgøjersvin – de udbytter arbejderklassen og underklassen, selv når de ikke ved det, selv når vi ikke vil det.
Vi forvalter produktionsmidlerne, vi er villige tjenere, lakajer, vi opdrager, uddanner og underviser i demokrati og medborgerskab. Vi sørger for den fred, der gør det muligt for kapitalen at akkumulere, hurtigere og hurtigere. Vi står med på vognen, arbejder, holder ferie, drikker hvidvin, kører på frihjul og står af igen inden det går nedad igen.
Og så er der de virkelige medløbere, inside handlere, noget for noget ideologer, privatfetichister, nedrullede gardiner, de ansvarlige politikere, regeringen, der med smørede grin står og lyver os op i ansigtet om privathospitaler, mails, bopælspligt, våbentilladelser, konsulentydelser, bopælspligt, EU-tilskud, krigsfanger i Afghanistan… bestikkelse, korruption, bedrageri, det er hvad det er …
… når de bruger vores skattekroner på at myrde afghanere, når de giver vores penge til spekulanter og sætter indvandrere på starthjælp, når de giver videnskabens penge til erhvervslivet og forgylder aktionærer, når bankerne reddes og skolerne skæres ned – så er der grund til at vrænge, grund til at sparke, kaste med sten, slippe høns løs, kaste med maling.
Flere høns i folketinget, mere rød maling på statsministeren! Også selvom Pernille nu er socialdemokrat. Når demokratiet bliver et redskab for et selvtilstrækkeligt egoistisk flertal, så er der grund til at råbe og skrige, grund til at tage fat i politikken på en anden måde.
Det er punk, det er politik, der går ud over politikkens grænser, kunst, der nægter at være poleret, kunst, der er kunstig i den stærkeste betydning, fordi det er en kunstig negation, fordi den er bestemt, den er bevidst, den er mod magt, ikke afmagt, den er oprør og modstand mod det givne, ikke opgivenhed –
Punk er livet, livet er materien og materien er oprørsk, den er boblende, overstrømmende, den er overskud, der nægter at blive lagt låg på. Ånden er måske evig, men materien er mere bestandig – punk er substans, den kan antage flere former, begreber, idéer - men den er stadig materie, ikke ånd, ikke æterisk, men netop fast i kødet.
Derfor punk!
Asger Sørensen er lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Ph.D. og Mag.art.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96