Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Tør Dansk Journalistforbund ikke forsvare ytringsfriheden?

29. september 2010 - 22:31

Tør Dansk Journalistforbund ikke forsvare ytringsfriheden?

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af John Ekebjærg Jakobsen

Åbent brev til Dansk Journalistforbund.

Spørgsmålet kan virke drastisk, men jeg vil hermed spørge Dansk Journalistforbund om de tør tage stilling til om den ”finansielle lukning” af ROJ TV er en begrænsning af ytringsfriheden.

Den øverste klageinstans for mediernes lødighed, Radio og TV-nævnet, har i flere omgange anerkendt at ROJ TV ikke kan klandres for at have overtrådt § 11, stk 3. Det vil sige at ROJ TV laver lødig journalistik.

Dansk Journalistforbund har d. 19. september følgende nyhed ”Europæisk sejr for ytringsfriheden” og det er selvfølgelig vigtigt.

Nederlag for dansk ytringsfrihed

Men vi mangler en stillingtagen til om Justitsministeriets beslaglæggelse af ROJ TVs økonomiske midler er et nederlag for dansk ytringsfrihed.

Dansk Journalistforbund skal ikke tage stilling til om nogle fonde skal sigtes efter terrorparagrafferne, men alene forholde sig til om det er rimeligt at ROJ TV på denne måde bliver terrorsigtet, uden at have en sigtets rettigheder?

Mon Dansk Journalistforbund i virkeligheden er bange for at blive fanget i de spørgsmål Lasse Ellegaard stiller i Information eller er de bare lige så bange for den terror-stigmatisering, som flertallet af befolkningen naturligt nok er ramt af?

Jurister, dommere, journalister og mange andre har siden 2002 advaret mod de farlige konsekvenser af terrorlovgivningen.

Både i forhold til retssikkerheden, men også i forhold til ytringsfriheden.

Hvad siger Dansk Journalistforbund når det virkelig gælder?