Udsagn som at arbejdsløse ikke har nogle incitamenter til at få job, eller at det skal kunne betale sig at arbejde, er i dag mainstream i den offentlige debat.

Det var de ikke i 1970’erne, og det var først et stykke op i 1980’erne, at nyliberale ideer om arbejdsløshed begyndte at slå igennem i Danmark. Siden har de fået en stor betydning for både synet på arbejdsløshed og på arbejdsmarkedspolitikken.

Krisen bider sig fast

I midten af 1970’erne, efter den høje økonomiske vækst i 1960’erne definitivt var ovre og den økonomiske krise bed sig fast, begyndte der at herske enighed om, at de glade tresseres fulde beskæftigelse ikke ville vende tilbage af sig selv.

Arbejdsløshedsbekæmpelsen blev et varmt politisk emne, og forskellige opfattelser af arbejdsløshedens årsager begyndte at strides.

Op på cyklen igen - med keynesianske eller nyliberale midler? Synet på arbejdsløshed har ændret sig siden 1970’erne. Foto: Garbriela Manzur/Monsun.

Fra kollektivt til individuelt fænomen

I slutningen af 1970’erne begyndte flere stemmer i offentligheden at argumentere for en sammenhæng mellem dagpengenes niveau og den høje langtidsledighed. Dagpengene medvirkede angiveligt til at mindske de arbejdsløses lyst til at arbejde. Dagpengenes niveau pressede lønningerne op, og mange brugte dagpengesystemet som middel til at undgå at arbejde, lød det i de borgerlige aviser.

Denne debat åbnede op for at se arbejdsløshed som et individuelt frem for et kollektivt problem, hvor teorien om individuelle økonomiske incitamenter erstattede den keynesianske grundpræmis om, at arbejdsløshed skyldes udsving i konjunkturerne og manglende efterspørgsel efter arbejdskraft.

Nyliberale stemmer vinder indpas

I 1988 udgav de økonomiske vismænd en rapport, der cementerede en ny forståelse af arbejdsløshed.

Ifølge rapporten kunne arbejdsløsheden ikke blot bekæmpes via en øget efterspørgsel efter arbejdskraft. Dette skyldtes, at de såkaldte »strukturer på arbejdsmarkedet« var dysfunktionelle.

Med kritikken af »strukturer på arbejdsmarkedet« havde vismændene især dagpengesystemet i tankerne. Ifølge dem var problemet med det høje dagpengeniveau og den lange dagpengeperiode, at en del af ledigheden blev frivillig, idet systemet blev misbrugt af folk, der hellere ville have fri, fordi det ikke kunne betale sig at finde arbejde.

Uden at ændre på disse strukturer, kunne arbejdsløsheden ikke nedbringes, lød det fra vismændene.

Med andre ord var det reformer af dagpengesystemet, der skulle til for at bekæmpe arbejdsløsheden.

Den politiske indflydelse

Fra at være et kollektivt problem, der skulle løses ved, at staten pumper penge i arbejdspladser, blev arbejdsløsheden et spørgsmål om, at dagpengene var for høje, og at der måtte reformer af arbejdsmarkedspolitikken på banen.

Det var naturligvis ikke et brat skifte mellem de to syn på arbejdsløshed, men vismandsrapporten fra 1988 markerede alligevel et skarpt brud med den hidtidige formulering af problemerne.

Vismandsrapporten var udtryk for de tanker, der på den tid voksede sig stærke på læreanstalterne, og som mange nyuddannede økonomer var tilhængere af. Blandt andet derfor fik den stor indflydelse på udviklingen i dansk politik.

Startskuddet var, da den daværende borgerlige arbejdsminister Henning Dyremose erklærede, at regeringen var enig med Vismændene på alle punkter kort efter udgivelsen.

Den aktive arbejdsmarkedspolitik

Op gennem 1990’erne begyndte den nye forståelse af arbejdsløshed at få en mere direkte indflydelse på arbejdsmarkedspolitikkens udformning. Blandt andet med arbejdsmarkedsreformen i 1994, hvor aktiveringen af arbejdsløse kom på dagsordenen.

Reformerne baserede sig på en rapport af et enigt udvalg, der var nedsat af folketinget og bestod af både fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne, KL og Amtsrådsforeningen.

Her konkluderede man, at arbejdsløsheden var et strukturproblem, og dermed et resultat høje lønninger i kombination med for høje velfærdsydelser, hvilket førte til en afhængighed af velfærd. Det medførte angiveligt umotiverede unge mennesker, der blev marginaliserede fra arbejdsmarkedet og manglede de nødvendige kvalifikationer.

Baseret på ideen om strukturproblemerne på arbejdsmarkedet præsenterede den socialdemokratiske regering aktiveringsstrategien som en nødvendighed og som det bedste af to onder.

Ved at vælge aktiveringsindsatsen kunne man undgå at sænke mindstelønningerne og dagpengesatserne, og i stedet imødekomme strukturproblemerne med den aktive arbejdsmarkedspolitik og dens fokus på at modvirke lediggang og den enkeltes tab af kvalifikationer.

Dog valgte regeringen senere i regeringsperioden også at gå mere hårdt til værks og forkorte dagpengepengeperioden fra fem til fire år.

Det nye arbejdsmarkedspolitiske spor repræsenterede en ændring af den traditionelle socialdemokratiske arbejdsløshedspolitik, inspireret af Keynes. Samtidig fremstod det som et alternativ til den rå neoliberalisme, en slags tredje vej, sammenlignet med Thatchers Storbritannien.

Siden starten af 1990’erne har nyliberale tanker fortsat med at præge den økonomiske politik.

Et af de seneste skud på stammen er den nuværende regerings genopretningspakke, der så dagens lys i maj måned, hvor dagpengeperioden igen blev forkortet, nu fra fire til to år.

Anna Storr-Hansen har studeret idéhistorie og økonomisk historie