Russerne er der, over det hele. De sidder hofte ved hofte på stole i en nedlagt kirke på Møllegade i København, som nu huser kulturstedet LiteraturHaus. Rummet er fuldt af stemte S’er og ivrig brummen fra dybe struber.
De runde borde er dækket med blodrød velour, der lyser op i den hvælvede kirkesal. På scenen skifter glinsende honninggule guitarer hænder mellem Per Warming, klædt i stramt sort og den smukke russiske sangerinde Olga Trunova i en flagrende løs hvid kjole. Jazz- og sigøjnerguitaristen Jakob Frandsen står bagerst med urokkelig mine og åbentstående skjorte.
Fingrene kribler og krabler hen over guitarernes strenge, og der bliver sunget på dansk og russisk om heste i fuld fart og vodka på køl. På bordene er der mest kurvand og specialøl. Det er det grå gulds aften, ægtepar på over halvtreds fylder LiteraturHaus for at lytte til russisk guitarpoesi fra Per Warmings dobbeltudgivelse »Håbets lille orkester«, som udkommer i denne uge.
Blandede ægteskaber, russisklærere og gamle kommunister er Per Warmings stampublikum, når han sætter sange af firkløveret Vysotskij, Okudzjava, Galitj og Julij Kim på plakaten. I op mod 15 år har den danske trubadur slidt for at gøre de glemte guitarpoeter fra Sovjet kendte i Danmark. Det har ikke været helt let.
– Jeg er en champion of lost causes, siger han med et skuldertræk og et flygtigt smil dagen efter koncerten i sin lille lejlighed på Islands Brygge.
Guitarpoeterne er syngende digtere fra Sovjetunionen. Stilen er som Bob Dylan, og beskidt som den ægte tango fra Buenos Aires eller blues fra Chicago. Guitarpoesien spredte sig på tusindvis af hjemmelavede kassettebånd, hvor kopi af kopi af kopi gik fra hånd til hånd til alle afkroge af det enorme land.
Ifølge Warming var de sovjetiske myndigheder ude efter guitarpoesien, fordi den ikke bakkede op om den officielle tro på fremskridt og heltemod. Selv når guitarpoeternes musik blev spillet til halvhemmelige festivaler langt ude i skoven, var det risiko for, at KGB dukkede op og snuppede lydanlægget.
Vladimir Vysotskij var måske den største af dem alle. Han har efterladt sig flere end 600 sange og selvom han er glemt i udlandet, nød han engang en popularitet i hjemlandet, der kan trumfe såvel Bob Dylan’s som andre internationale stjerners.
»Rædslen skærer vores sjæle i to…«
Se Vladimir Vysotkijs rystende sang »SOS« om en ubådsbesætning grebet af panik. (Video med engelsk undertekst)
Da Vysotskij døde midt under den hede olympiade-sommer i Moskva 1980, kun 42 år gammel, fulgte titusinder ham til graven i spontan demonstration. Politiet blev sat ind, men forgæves. I dag er flere af hans sætninger blevet til moderne russiske ordsprog. Den norske Rusland-specialist Hjørdis Kaland har forsket i, hvorfor Vysoyskijs tekster stadig lever videre, så mange år efter Sovjets sammenbrud.
– Dengang lærte man mange af sangene udenad og anvendte formuleringer fra sangene i daglig tale, fordi de var så træffende og præcise. Dermed er de gået ind i sproget som talemåder eller mundheld, forklarer hun til netmagasinet russisklitteratur.dk
Også det dansk-russiske publikum til koncerten i LiteraturHaus kan guitarpoeternes sange udenad. Deres læber former lydløse ord akkompagneret af små dybe suk, mens musikken skiftevis tordner og pibler frem fra scenen.
Per Warming griber fast om guitarhalsen og slår an til første vers af en sang om en tænksom bokser, der vinder, selvom han får tæv:
»Duk dig, step til side, duk dig, duk dig – av min kind!
Boris Krasnodar han får en lige venstre ind.
Nu har han mig i hjørnet – av, endnu en uppercut,
Så jeg går lige i gulvet. Jeg har det ikke så godt.
Mens han smadrer min kæbe, tænker Boris: Ja!
Det er dejligt at leve, åh sikken dejlig dag!«
Vysotskijs sang om bokseren er Warmings darling.
– Den modsiger al sund fornuft. Taberen vinder. Ham, der er stor og stærk og si’r, at vi har udviklingen med os – han taber. Han bliver overvundet af sine egne kræfter og skvatter omkuld af træthed, siger Warming.
For ham er sangen et opgør med sovjetmagtens tro på jernvilje og råstyrke, og dét opgør mener han, at Danmark i høj grad har brug for i dag.
– Fordi Danmark også er et fremtidsoptimistisk og vækstidiotisk samfund – ligesom det sovjetiske, mener han.
Warming er også grebet af de russiske guitarpoeternes særlige sprog. Guitarpoeterne skrev groft og råt, fordi de var præget af en særlig jargon – tyvesproget – som kom frem i lyset i den såkaldte tøbrudstid efter Stalins død i 1953.
Tyvesproget var den måde, man snakkede på i fangelejrene, hvor politiske fanger og kriminelle sad side om side. I tøbrudstiden blev folk sluppet ud af lejrene og vendte tilbage til byerne med tyvesproget som bagage. Det gjaldt for eksempel flere af guitarpoeternes mødre – og selvfølgelig mange af dem, de mødte på værtshusene.
– Der var titusindvis af fanger, der vendte hjem. Tyvesproget kom på mode blandt middelklassen og folk med uddannelse, fordi det officielle ideologiske sprog var blevet uudholdeligt fuldt af floskler som »fremskridt« og »revolution«. Det grove sprog gav mulighed for igen at sige noget ægte, fortæller Per Warming.
– Det er derfor vi har brug for de sange i dag i Danmark, udbryder han og bander over det danske kulturliv, som han kalder for »kommercialiseret, tivoliseret og hollywoodiseret«.
– Vores bøger og vores musik foregår alt sammen i Stjerne-for-en-aften-verdenen. Man bliver så trængende efter noget ÆGTE.
Koncerten er ved at slutte, og Olga Trunova tryller pludselig en stor gave frem. Den er pakket ind i forgyldt papir med guldbånd. Hun rækker den til en lidt overrumplet Per Warming.
– Du har bygget en bro fra Rusland til det danske folks sjæl, siger hun stille og roligt. Og smiler.
Per Warmings lidt bekymrede blik bag brillernes imiterede skildpaddestel smelter væk som dug for solen. Han hanker op i guitaren og synger endnu en sang fra »Håbets lille orkester«.
Den to-sprogede sangbog »Håbets lille orkester« er udgivet af Forlaget Klim og koster 249 kr. CD’en »Håbets lille orkester« er udgivet af forlaget Attika og koster 99 kr.
Video: Den sentimentale bokser
Se Per Warmings danske udgave af Vysotskijs sang om »Den sentimentale bokser«. Optaget af Alexander Kogan i LiteraturHaus den 12. september 2010 (1 min. 28 sek.)
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96