Der er direkte adgang til det blå Middelhav med dets flotte strande, palmer og sol. Det er varmt, men ikke for tørt til oliventræerne. Og i olivenlundene finder man skygge fra den bagende sol i dagstimerne. Gaza kunne være et fantastisk sted. Et ferieparadis på jord. Men det er det ikke. Tværtimod. Området er goldt. Med bjerge af murbrokker og beskadigede huse minder det om et månelandskab. Man kan ikke bade. Rensningsanlægget er sprængt i luften, og hver dag løber der 80 millioner liter kloakvand ud i havet.
Jeg er på rejse med folketingets udenrigsudvalg. Efter megen usikkerhed er det lykkedes os at få adgang til Gaza. ”Marhaba, smell the jasmine and taste the olives” JAWWAL welcomes you to Palestine”. Sådan lyder den optimistiske velkomst-sms, som tikker ind på min mobiltelefon, da vi krydser grænsen til Gaza. Men som vi kører ind i området og ser livet i Gaza, har jeg dog svært ved at få øje på de bebudede jasminer og olivenlunde. Og slet ikke efter Israels militæroffensiv i området for snart et år siden.
På et danskstøttet center møder vi nogle af Gazas børn. Mange har traumer efter krigen. Deres tegninger er anderledes end mine børns tegninger. Der er for mange tegninger af helikoptere, som skyder med raketter og kaster bomber på små huse. Og der er for mange tegninger med søndersprængte menneskekroppe, ild og kaos. Mit hjerte synker lidt.
Mens vi kører, ser vi en udbrændt ambulance. Da vi kommer til hospitalet, er der også her skudhuller i væggene, og de mangler livsvigtigt udstyr til bl.a. fødeafdelingen. Derfor har Danmark sendt et antal kuvøser af sted. Det er 8 måneder siden. Og i snart 8 måneder har kuvøserne ligget på et israelsk lager, fordi Israel skal tjekke om udstyret udgør en sikkerhedstrussel. Alt imens har hospitalet fortsat ingen kuvøser til deres for tidligt fødte.
Gaza er ikke større end Langeland. Alligevel bor der halvanden million mennesker. Økonomien er smadret og arbejdsløsheden enorm. Grænserne er stort set lukkende. Og adgangen til vand og mad er begrænset. Gaza er som et fængsel. Men de indespærrede er ikke kriminelle. Det er almindelige mennesker. Mennesker med drømme, med børn, med søskende. Men for de flestes vedkommende med dystre fremtidsudsigter.
Vi besøger den amerikanske skole. Skolen er ramt af adskillige israelske raketter og stadig lukket. Blandt murbrokkerne finder vi et karakterhæfte og en undervisningsbog. ”Arizona is a state in the US. Phoenix is a city in Arizona.” Børnene er blevet undervist i engelsk. Jeg undrer mig over, hvorfor skolen er blevet ramt. For der er ikke andre bygninger i nærheden.
Den samme tanke gør sig gældende andre steder. Hele områder med fabrikker og almindelige huse, er ikke bare ødelagt, men jævnet med jorden. Mange bygninger er aldrig ramt af en bombe, men møjsommeligt fjernet med bulldozere og sprængstoffer i løbet af de relativt få dage som offensiven varede. Hele områder ligger øde hen. Imens tænker jeg på, hvornår virkeligheden i Gaza mon igen vil svare til min velkomst-sms…