Av for den… for helt rigtigt, startede det med at gøre ondt.. rigtig
ondt.. i hele kroppen. Og det gør stadig ondt, når man når halvvejs på
ruten og stadig har 50 km til de famøse 100 km. Der findes ikke en
bedre følelse end at cykle 100 km og opnå sejren. Man ånder lettet op
og er glad for, at man gjorde det.

Det har interesseret mine omgivelser, at jeg er nyudklækket
cykelrytter på en rød racercykel. Og det ser helt rigtigt ud-,
cykelhjelm, cykelsko og cykeltøj som er blevet tilpasset – og vupti –
så indtager jeg sammen med 24 andre cykelryttere og en holdkaptajn, de
fynske veje og stier. Holdkaptajnens fornemmeste opgave er, at give
instrukser og søger for at vi alle overholder reglerne – for der skal
nødig ske os noget. Stemningen, energien og motivationen er rigtig
god. I Team Odense træner vi to gange om ugen-, for planen er, at vi
den første uge i August, skal cykle Danmark rundt. På holdet er der
både professionelle cykelryttere og amatører. Jeg tilhører nok den
sidstnævnte kategori, selvom en test gav mig en høj maxpuls. Efter
sigende skulle min maxpuls være bedre end hos flere professionelle
sportsfolk. Der er dog en del at arbejde på – ikke mindst konditionen.
Der er intet bedre end at være med i et fællesskab, hvor
omdrejningspunktet er en uskyldig interesse. Ikke mindst er det
befriende, at glemme at man, på grund af sit religiøse tilhørsforhold,
er en del af en minoritet, som før finanskrisen blev omtalt hver evig
eneste dag. I stedet bliver der talt kost og gearskift og advaret om
vejkant, glasskår, bagfra kørende biler med- eller modvind og andet,
som kan ødelægge eller skade cykelrytterne eller cyklerne. Men selvom
man oplades med energi viser det sig, at være en umulighed at
fortrænge eller glemme de elementer, som også skader mennesker i al
almindelighed. Jeg har måtte erkende, at ligesom man på et cykelhold
advarer hinanden om mulige risici på stræderne, må man gøre det i al
almindelighed. Og ligesom holdkaptajnen også må giver skældud efter en
advarsel, må man også gøre det i alt almindelighed. Derfor meldte jeg
afbud til en af vores cykeldage og valgte i stedet, at tage til
demonstration i Odense til støtte for Gaza og nødhjælpsarbejderne.
Nødhjælpsarbejderne som var blevet mødt med statsterror af Israel. De
blev angrebet og flere blev dræbt. Deres forbrydelse var, at insistere
på at hjælpe Gazas civilbefolkning med mad og medicin.

Gaza betegnes som verdens største åbne fængsel og Israel har siden
2007 foretaget en blokade af området. Gaza er på størrelse med
Langeland og 1,5 millioner palæstinensere bor i området. I tre år har
Gaza’s befolkning ikke fået lov til at få mad, medicin, byggemateriale
eller elektricitet til området. Den mad som palæstinenserne har, er
enten dyrket selv eller smuglet ind gennem underjordiske tunneler
mellem Gaza og Egypten. Derfor insisterede nødhjælpsarbejderne, som
kom fra Irland, Grækenland, UK; Tyrkiet og USA på, at rette kursen mod
Gaza for at hjælpe de 1,5 millioner hårdtramte palæstinensere.

Helt forståeligt, tænker mennesket i os. Og derfor er det helt
uforståeligt og kynisk når terrorstaten Israel angriber
nødhjælpsarbejderne. Ikke mindst fordi skibene blev angrebet på
internationalt farvand, hvilket er ulovligt og et brud på folkeretten.
Jeg blev optimistisk på humanismen vegne da holdkaptajnen FN, fordømte
terrorstatens angreb. Men det havde de gjort så ofte før - for det er
ikke første gang at terrorstaten føler sig hævet over konventionerne
og menneskerettighederne.

Derfor tænkte jeg, at holdkaptajnen EU ville træde i aktion og gå et
skridt videre - for skader man bevidst og direkte de andre ryttere, må
man da sanktionerer. Stjæler man andres cykler og opretter ulovlige
bosættelser skal man smides ud af holdet og undertrykker man bevidst
andre ryttere ved spærre dem inde langt ude i skoven og grine på hele
turen hjem, må man da diskvalificeres – ihvertfald indtil man har lært
god opførsel!?
Så her sad jeg naivt og ventede….og jeg venter stadig.

Jeg ved, at det er at minimere problemstillingen, at sammenligne
forholdende i Palæstina med et hold cykelryttere fra Danmark. Men
måske har vi alle brug for en sammenligning fra vores privilegerede
dagligdag, for at forstå, det vi kalder en kompliceret konflikt. For
måske er den ikke så kompliceret endda?

Det lader til, at vi synes, at det er helt uvirkeligt at nogen bare
kan reagere med vold og drab uden, at det er i selvforsvar. Altså, at
det er uvirkeligt, at terrorstaten Israel angriber, undertrykker
palæstinensere og dræber nødhjælpsarbejdere uden at det er
selvforsvar? Men det er vigtigt at spørge; forsvare sig overfor hvad?
Overfor nødhjælpsarbejdere i internationalt farvand der kommer
sejlende med mad og medicin!? Her forstår man betydningen af
meningsløst vold - eller retter sagt – her er der et entydigt og helt
konkret billede på meningsløst vold og drab.
Meningsløs vold kan man også blive dømt for i Danmark – for der er
desværre mennesker, der meningsløst begår vold mod andre. På statsplan
hedder det også terror. Og situationen i Gaza og angrebet på
fredsskibene, kan ikke være andet end statsterrorisme.
I Danmark siger regeringen, at de gerne vil bekæmpe terror- og nu står
hele regeringen handlingslammet og forsøger desperat at vige udenom,
at handle på drabene på nødhjælpsarbejderne.
Vi har mulighed for virkelig, at stå forrest og rette EU’s kurs mod
handling for menneskerettighederne.
Det vil gøre ondt… måske rigtig ondt i starten.. men når de 100 km er
nået og vi har stadsfæstet menneskerettighederne, er der ikke en bedre
følelse.
Vi vil ånde lettet op og være stolte af, at vi gjorde det.